Bevar respekten for ligestilling, kvinder og bestyrelsesarbejdet
Dagens gæsteblogger er Linda Kristiansen. Linda er folketingskandidat for Radikale Venstre og har i flere år debatteret køn og ligestilling fra et liberalt ståsted. I dag fortæller hun om kvoter og dygtige mænd i Tv2 Easts bestyrelseslokale. Velbekomme og god torsdag til alle vore læsere!
Der var engang hvor mænd gik i bukser og kvinder i kjoler. Der var engang hvor ligestilling handlede om at skabe lige muligheder uanset race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Mænd i bukser og kvinder i kjoler er ved at blive mode igen. Det samme kan desværre ikke siges om ligestillingsbegrebet i betydningen lige muligheder - At dømme efter medieoverskrifter og debatter, så handler ligestilling om køn og tal.
Onsdag d. 13. oktober kunne man på Politikens hjemmeside læse at Danmark ligger efter de andre nordiske lande når det kommer til ligestilling. Vi får en 7.-plads, mens Island, Norge, Finland og Sverige indtager de første 4 pladser. En placering Socialdemokraterne ligefrem mener er pinlig.
Pinlig er ikke helt det ord jeg ville vælge. Slet ikke set i betragtning af at vi hvert år siden 2006 har haft en fremgang i denne statistik. Ja, der er da områder hvor vi godt kunne gøre tingene anderledes – f.eks. fjerne kvindens øremærkede barsel – men jeg vil bestemt ikke mene Danmarks placering på ligestillingsskalaen er pinlig.
Hvad jeg derimod synes er pinligt, er når de kvinder som har opnået en flot karriere og som burde være stolte forbilleder for andre kvinder, i stedet vælger at trække offer-rollen ned over alle kvinder. Det er pinligt at de ikke har tillid til at vi andre kvinder også godt kan og vil selv. I stedet for at kræve kønskvoter, så burde de være stolte af at være forbilleder og have inspireret os andre til også at ville – selv.
Og ja, der er et godt stykke vej til vi får lige repræsentation på bestyrelsesgangene, men er det virkelig det vigtigste? Er der ikke mange andre ligestillingskampe der er langt vigtigere – og som måske oven i købet kunne være med til at udjævne denne repræsentative ulighed på den lange bane? Er det ikke vigtigere at tænke langsigtet og sikre respekt om både mænd og kvinder, end at lave et hurtigt greb i lov-posen og risikere at udstille kvinden som en der ikke selv kan?
Og hvad med bestyrelsernes formål? Skal det i stedet handle om at skabe repræsentativ ligestilling end at varetage virksomhedens interesser?
I lørdags var jeg til møde i TV2East’s repræsentantskab. Her skulle vælges medlemmer til bestyrelsen og for at sikre en jævn repræsentation havde man lavet valggrupper. Hver valggruppe skulle vælge et medlem. Vi endte med en bredt funderet bestyrelse, som jeg er helt sikker på har gode kvaliteter til at løfte den opgave bestyrelsen har. Men det er også helt sikkert at den ikke ligefrem løfter en ligestillingsopgave, for bestyrelsen består af lutter ældre herre (med undtagelse af en yngre mandlig medarbejderepræsentant). Jeg mener at de valggrupper der var lavet var langt mere berettiget end hvis man havde lavet valggrupper ud fra køn, handicap, etnicitet osv.
Jeg tror der er en generel respekt for at mænd går i bukser og kvinder i kjoler – oven i købet med en ret lige fordeling blandt mænd og kvinder. Gid vi også turde udvise respekt for ligestillingsbegrebet, kvinder og bestyrelsesarbejdet.
(Billederne er lånt af profilen “barunpatro” på sxc.hu)
PÅ radikale.net, hvor linda også postede dette indlæg, postede jeg dette svar:
“Der var en god analyse om ligestillingsproblematikken i politiken forleden: http://politiken.dk/debat/analyse/article1088520.ece
Groft sagt bør man skelne mellem formel lighed og resultatlighed, også når man diskuterer ligestilling.
Formel lighed vil sige, at kvinder og mænd opnår samme løn for samme arbejdsindsats, eller at de har samme chance for forfremmelse, såfremt kvalifikationerne er ens. Altså ens muligheder, ingen diskrimination.
Resultatlighed vil derimod sige at de to køn opnår de samme resultater, for eksempel samme relle udbetalte løn, uanset at kvinder har meget større sygefravær eller ligelig repræsentation på ledelsesniveau eller lige stor pension om måneden uanset at kvinder lever længere. Det handler altså om at behandle folk forskelligt for at de skal nå samme resultat. I dette tilfælde om positiv særbehandling.
Det siger sig selv, at man er nødt til at gøre alvorlig vold på folks frihed, hvis man vil opnå resultatlighed på ligestillingsområdet: hvis man for eksempel skulle have lige mange mænd og kvinder i alle erhverv, så skulle man tvinge en masse mænd til at blive pædagoger og skolelærere, og man skulle tvinge en masse kvinder til at blive ingeniører og murere. Det er der sjovt nok ikke nogen der foreslår, men en del resultatligheds-feminister går ind for kvoter for kvindelige bestyrelsesmedlemmer og kvindelige akademiske ansatte på universiteterne – dog uden at de har gidet at undersøge, om det er diskrimination, der forhindrer kvinderne i at opnå de positioner.
Hvis man gad sætte sig ind i sagen, ville man dog opdage, at det er meget vanskeligt at sandsynliggøre, at der er tale om diskrimination – kvinderne opnår for eksempel akademiske ansættelser på universiteterne i større omfang end andelen af kvinder der ansøger, egentlig berrettiger til. Der er altså meget lidt der tyder på, at de holdes ude og nede, tværtimod. Derimod er der meget der tyder på, at forskelle på de to køn gør, at kvinder sjældnere søger de pågældende jobs – de prioriterer sandsynligvis deres familie i stedet.
Der kan uden tvivl være behov for kvoter, i de tilfælde, hvor det kan dokumenteres, at kvinder (eller andre) decideret forhindres i at opnå jobs og positioner, de pågældende grupper efterstræber, men den slags tilfælde er der bare ikke dokumenteret ret mange af i vores samfund.
Der findes så en særlig variant af resultatligheds-diskursen, som går ud på, at ingen jobs må være mere krævende end at det skal være muligt at udføre dem som enlig-mor-med-to-småbørn-med-kolik, altså feministernes version af det som ikke alle kan lære, må ingen lære. Det siger næsten sig selv at det er en blindgyde at bevæge sig ned af dén bane, man bør i stedet fokusere på den formelle lighed: Har de kvinder som vil have de krævende jobs lige muligheder for at opnå deres mål, eller diskrimineres der mod dem på baggrund af deres køn?
Thomas – der mangler en funktion hvor man kan give kommenaterer “thumps up” – så nu får du den på skrift: “Thumps up”
Glimrende indlæg.
Jeg ser et af de helt store problemer, reelt såvelt som “spin”-mæssigt, med at feminister ønsker kvoter for bestyrelsesposter. De har ingen sådanne ambitioner omkring jord- & betonarbejdere, soldater, politibetjente, udsmidere, mekanikere, landstrænere eller andre professioner. Men Bestyrelsesposter – det er væsentligt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er fordi en bestyrelsespost ikke kræver kvalifikationer – men kommer med en masse fryns. Jovist, de fleste bestyrelsesmedlemmer er dygtige mennesker med høje kvalifikationer (vælger jeg at tro), men ret beset skal medlemmerne vælges ud fra aktieposters størrelse mv. Derfor kan alle i princippet få en omgang – især hvis der er kvoter.
Skal du være politibetjent, så kræver det at du er kvalificeret, herunder har gennemgået nogle fysiske prøver mv. og så er politibetjent ikke et udpræget kvindearbejde, fordi det stiller store krav til fysik og autoritetsudøvelse overfor fulde mænner som ikke tænker særlig klart. Det er ikke et job, hvor man kan slynge omkring sig med “kvindelige værdier, aspekter, erfaringer osv.”, begreber som ikke rigtigt siger noget – men som man kan tillægge en masse værdi efter forgodtbefindende. Og så er det ikke specielt godt betalt.
Det lyder altså mere som om feministerne vil have en gratis omgang. De gider egentligt ikke gøre sig fortjente til den tillid det er at besidde en bestyrelsespost – de vil bare have det hele forærende. Og så kan det jo ikke undre, at der er mænd som giver sig til at se skævt til dem. For hvis ikke de kunne gøre sig fortjente af egen drift, så må der jo stikke noget under – og hvad kan de i det hele taget? I hvert fald ikke komme i bestyrelser, underforstået, de er ukvalificerede og derfor skal vi ikke lytte til dem eller give dem nogen form for reel indflydelse.
Magt og indflydelse får man ikke foræret – den skal man erobre selv. Ellers er man bare en marionet.
[...] er mange skriverier om hvor skidt det er med kvoter på kvinder i bestyrelser, men Anne Sophie Hermannsen er én af dem der kommer tættest på mine [...]