Den dag jeg opdagede jeg var udsat for indirekte diskrimination
Af Camilla-Dorthea Bundgaard
IRONI KAN FOREKOMME 
I dag kan jeg berette, at jeg har været udsat for indirekte diskrimination på grund af mit køn.
De læsere, der læser flittigt med her på Damefrokosten.com vil efterhånden have bemærket, at der findes et særligt begreb i ligestillingslovgivning og lignende vedtægter på både dansk plan og i EU og FN. Det hedder “indirekte diskrimination” og er senest blevet beskrevet af chefjurist Jacob Mchangama på baggrund af FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder: “Alle handlinger og politiske beslutninger, der bare indirekte har til virkning at svække resultatlighed mellem kønnene, er således potentielt i strid med konventionen (…)”.
Her er min historie om den dag, jeg opdagede, jeg var udsat for indirekte diskrimination:
Det er egentlig en sørgelig historie, hvis jeg selv skal sige det. Jeg ville i al min tid som studerende gerne fortsætte mine studier efter endt kandidat som Ph.D.-studerende. Både mænd og kvinder på mit ellers kvindeprægede fakultet viste da også mine evner en pæn portion interesse. De kunne godt få øje på en videnskabsteori-nørd og en fagidiot, når de så en, og de rette karakterer var opnået. Alligevel blev jeg ikke Ph.D.-studerende.
Vejen mod ikke at blive Ph.D.
Det første projekt, jeg blev tilknyttet under mine bachelorstudier, var spændende, men senere tog mine faglige interesser en anden drejning, så jeg fik ikke “network’et” nok med forskergruppen. Det følgende forskningsprojekt, jeg blev tilknyttet, var også interessant, men lidt for fokuseret på pædagogik til, at jeg for alvor kunne se mig selv bruge 3 år i en Ph.D.-stilling. Under arbejdet med mit speciale blev jeg så inviteret til at overveje en sidste mulighed. Jeg sagde “ja tak!”, men projektet kunne ikke finde midler, for humaniora og finanskrise rimer ikke i et land, hvor “fra forskning til faktura” stadig er det slet skjulte motto – både når universiteter og fonde skal finde guldet frem.
Humaniora er et kvindefag, så det var indirekte diskrimination
Det forløb er udtryk for indirekte diskrimination. For når jeg nu er humanist, og humaniora er et “kvindefagligt område”, så er der nogle strukturer i samfundet og statens prioringer, der indirekte rammer mig som kvinde, forstår du nok. At de opslåede Ph.D.-stillinger inden for humaniora på min uddannelsesinstitution blev væk, og at forskningsprojekter inden for feltet ikke kunne opnå midler, er et ligestillingsproblem ifølge gældende lov. Det er det i både Danmark, EU og FN, så jeg må råbe: “Jeg har været udsat for indirekte diskrimination, fordi jeg er kvinde!”.
En maskulin kultur er indirekte diskrimination af kvinden
Hvad historien ikke umiddelbart røber er, at jeg ikke gav op lige med det samme. Jeg undersøgte andre universiteter, gik i gang med at søge en Ph.D.-stilling andetsteds, men blev skræmt væk af den kolde atmosfære, jeg syntes at møde: Professoren vidste ikke, hvor de Ph.D.-studerende sad, det fysiske miljø virkede dystert og mentaliteten alt for kold og lukket – og det selvom jeg talte med kvinder. Det var jeg ikke vant til, og det havde jeg ikke lyst til. Men alligevel kan jeg, også hvad det angår, påkalde mig at have været udsat for indirekte diskrimination, for lur mig om ikke miljøet kunne beskrives som udpræget maskulint og lur mig, om der ikke var flest mænd på fakultetet. Der var altså nogle sociale strukturerer, der fik mig – som kvinde?! – til at trække følehornene til mig og prioritere anderledes i forhold til hvilke forhold, jeg kunne og ville gå efter Ph.D.-graden under.
Krævende ung dame eller offer for diskrimination?
Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan historien ender endnu, for jeg vil stadig gerne være Ph.D.-stipendiat eller erhvervs-Ph.D.-stipendiat, hvis jeg en dag skulle få chancen under de rette betingelser. Men man kan diskutere, om dette er historien om en krævende kvinde, der stiller store krav – ikke kun til sig selv, men også til hvilke betingelser, hun vil have i sit arbejdsliv – eller om det er historien om en kvinde, der blev undertrykt af maskuline, usynlige strukturer og indirekte, strukturelle barrierer, som hun stod magtesløs overfor?
Hvad synes du, er den mest ligestillingsfremmende udlægning?
(Billedet er lånt af profilen “cjung” på sxc.hu, mens overskriften er en parafrase over Leny Malacinskis bogtitel “Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt”)
Så skriver du bare en doktordisputat.
Du har snart skrevet nok blog indlæg til at få den filosofiske doktorgrad ; )
Der er jo også en tredie mulighed !!!
Ja, men hvilken tænker du på?
Ak ja, jeg kan godt genkende det du skriver, Camilla-Dorthea. Vilkårene er ikke nemme for projekter i ‘kvindeafdelingen’ i de universitære butikker – det kommer jo helt oppefra i systemet, bare se på, hvilke uddannelser der får udmålt de højeste STÅ og taxametersatser – rigtigt gættet: alt andet end humaniora. Eller bare se på, hvilke områder der har mulighed for at få de fleste forskningsmidler fra forskningsrådene – igen, rigtigt gættet: alt andet end humaniora. Men fordele ved at være i den ‘bløde’ del af butikken er der nu også: et kollegialt fællesskab (tit) uden den helt store konkurrencementalitet – enten fordi der ikke er så meget at slås om, eller også fordi vi kvinder i højere grad end mændene har forstået, at hvis vi enes om kagen, bliver der mere til deling. Måske trives kreativiteten også i højere grad i vores miljøer, fordi ‘nød lærer nøgen humanist at forske’ – hvem ved? Men tak fordi du gør opmærksom på forholdene. Og vi håber at se dig (igen) …
Kære Lisbet
Tak for din kommentar. Ja, det er en skam, at humaniora nedprioriteres for tiden. Vidste du, at fx Harvard har det med at opprioritere humaniora under finanskriser? De mener, det opruster. Som du ved, holder jeg meget af CBS og særligt “vores felt”, så jeg håber også vi ses som kolleger igen en dag. Om ikke andet udbyder jeg et valgfag under LPF til efteråret. Jeg holder øje med Ph.D.-opslag og må jo så være mindre kræsen, end jeg tidligere har været. Jeg må diskriminere noget mindre
Hils omkring dig!
vedr. INDIREKTE DISKRIMINATION:
Undertegnede er beskikket censor på professionshøjskolernes pædagoguddannelser. Disse er jo også kvindefag, samtidig med, at de fleste fag er “bløde” dvs. indenfor humaniora og en del af fagene (der danner basis for uddannelsen) kaldes”ikke akademiske”
Som censor får man i forvejen en luset løn(under kr.300,-pr.time) uanset om man er censor/ forbereder sig på eksaminandernes skriftlige synopser eller på bachelor-opgaver. Derudover betales de “ikke akademiske” fag med ca. 20 % MINDRE pr. time.
Det er både direkte og indirekte diskrimination så det driver.
Kan vi gøre noget ved sådanne spørgsmål ? Jeg stiller gerne op sammen med andre. Vi kunne jo eventuelt være nogen stykker der mødte op hos den nye undervisningsminister – han skal jo her i valgtiden helst tage sig pænt ud. Vi skulle jo samtidig have underrettet pressen. jeg tror at et sådant tiltag måske kunne lykkes til det bedre. Hvad mener andre ?
De som har udsat mig for direkte som inddirekte diskrimination har været andre kvinder.
De jeg har oplevet der stiller de højeste krav til sig selv og især til sin omverden er kvinder.
Hej.
Jeg arbejder som håndværker – til en løn af 170,00 kroner i timen.
Jeg har været på arbejdsmarkedet i mere end 30 år, og jeg har betalt til de universitetsstuderendes uddannelse – i alt ca 80% af min løn går til skatter og afgifter!
Hvad har I tænkt jer at give mig tilbage?
@Kirsten Kjær.
“Som censor får man i forvejen en luset løn(under kr.300,-pr.time) ”
Kunne det tænkes, at du ville have fordel ved at opleve lidt mere af verden, og virkeligheden?
Hmmm…alting handler jo om hvordan det defineres. Nu er der fx en sag i USA om en kvindelig CNN-journalist, som selv mener hun har været udsat for diskrimination, fordi hun ikke fik adgang til mændenes omklædningsrum ved et sportsstævne. Så grænserne flytter sig jo hele tiden.
http://www.cnn.com/2011/SPORT/golf/04/11/female.reporter.masters/index.html
Endnu engang skal jeg bede læserne om at overveje den modsatte situation: hvad hvis det var en mand, som klagede over, at han ikke fik adgang til kvindernes omklædningsrum?
“Endnu engang skal jeg bede læserne om at overveje den modsatte situation: hvad hvis det var en mand, som klagede over, at han ikke fik adgang til kvindernes omklædningsrum?”
Vi kender jo alle svaret på det spørgsmål!
Interessant kunne det være at vide, hvad kvinder egentlig ønsker at opnå, ved deres konstant rigide fremturen!?
- Et gæt er, at svaret ikke står klart!
- Lidt ligesom barnet, der i supermarkedet ligger sprællende og stortudende på gulvet, slår ud med armene og peger mod alle verdens hjørner: “jeg vil ha!”
- Senere vokser barnet til. Hjernen udvikler sig og barnet får forståelse for, at der også er andre mennesker til!
Personlig under jeg alle mennesker Alt – også selvfølgelig den kvindelige del af befolkningen…på jorden (ca. 3.000.000)
Af ingenting kommer ingenting.
Jeg siger ikke at landets kvinder, over en kam er nasserøve, dovne og ansvarsløse – Jeg mener bare det med rette må forventes, at kvinder lærer at tage ansvar for deres natur!
Af ingenting kommer ingenting – eller som enhver selvudviklet kvinder kender: “Du får det du giver!”
Kære alle
En gammel regel siger, man ikke må bruge ironi på skrift, og den brød jeg. Jeg vil derfor pointere, at det, jeg ønsker at belyse med mit indlæg, er det fjollede i, at en kræsen dame kan påkalde sig – på lovens grundlag! – at hun er blevet udsat for diskrimination. Det synes jeg ikke er kvinder (eller mænd) værdigt, og jeg mener IKKE det fremmer ligestillingen, at kvinder behandles med sådanne særhensyn.
De bedste hilsner
Camilla-Dorthea
jeg forstod den såmænd godt, forsøgte mig selv med noget i den retning med mit lille svar på oplevelser fra den virkelige verden. Men jeg er ikke altid så god til at formulere mig humoristisk, hvis jeg også vil have noget faktuelt med og gøre det kort… men det er jo også en typisk, kræsen og krævende kvindeholdning at ville have det hele
lilleQ
og kvinde
Jeg har skam været udsat for indiskret eller var det inddirekte diskrimination fra andre kvinder. Den del er sand nok.
Ha ha – I love it.
Den mest ligestillende udlægning (og på forhånd undskyld mit franske): At du ikke tænkte dig om, da du blev humanist. Et valg af hjertet, såmænd – men ikke et valg, hvori du havde taget fremtiden i betragtning. Derfor vil jeg råde dig til at opsøge en spåkone næste gang, du overveje at træffe valg af lignende beskaffenhed ;o)
Men faktum er vel, at ligestilling ikke er at finde i rigtig mange “kvindestudier, -fag og -arbejdsområder”. Det behøver vi ikke lægge skjul på, men mon ikke, at det så vil gøre sig gældende, hvad enten du er mand eller kvinde indenfor pågældende felter, og det er jo dét, der interessant. Vi kan ikke opprioritere et givent fagområde i ligestillingens navn – kun i nødvendighedens. Må humanismen lide sultedøden, fordi der ikke er brug for den – so be it – om det så gør mest udover kvinder og ikke mænd; men mon dog det går så galt? Jeg tror det næppe. Det er vel blot et spørgsmål om tid.
Held og lykke til herfra.