Af Lea Stentoft

For nylig fik Europa en prøvesmagning på en såkaldt europæisering af kønskvoteringen. Som et led i sin nye ligestillingsstrategi lader retskommissær Viviane Reding døren stå på klem for kønskvotering til bestyrelseslokalerne.

Selskaberne burde selv klare det, og der er mange, som går i den rigtige retning. Men hvis ikke selvregulering lykkes, må vi træffe foranstaltninger, der får kvinder ind i bestyrelser og ledelser, siger Reding.

Alene truslen om en europæisk  lov om kønskvotering bør få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste virksomhedsejere i Danmark.
Men blandt venstrefløjens kvindelige politikerskare er kønskvotering et evigt hurra-ord. For dem  er det helt fair, ja faktisk strengt nødvendigt, at kvinder får hjælp til at springe et par trin over på karrierestigen. Der sidder for lidt kvinder ved mahognibordene, og derfor skal statens lange arm ind og diktere bestyrelsens kønsmæssige sammensætning.   Eller som EU-parlamentariker Emilie Turunen fra Socialistisk Folkeparti udtaler om Redings fremtidige planer:

”Men heldigvis tør Viviane Reding kigge alle de bagstræberiske regeringschefer og virksomhedsledere lige i øjnene og forlange, at nu skal der ske noget”.

I sin eurofiske begejstring glemmer Emilie Turunen desværre  alt om den private ejendomsret, herunder aktionærernes ret til at udpege de personer, der varetager deres ejendom. Virksomhederne bør tværtimod se Reding lige i øjnene og forlange, at hun holder lovgivningen langt væk fra de private produktionsmidler.

Det er dog langt fra kun i det danske land, at en sådan begejstring for kønsdiskriminering og positiv særbehandling har vundet indpas.  Som bekendt har Norge endda gjort alvor af tankegangen. Allerede i 2003 indførte de en lov om kønskvotering, hvor mindst 40 procent af bestyrelsesposterne skal tilgå en kvinde. Konsekvensen for lovbryderne er ikke mindre end en tvangslukning af virksomheden. Det er en lov, der får samtlige danske ligestillingsordførere på venstrefløjen til at klappe i hænderne.

Kaster man blikket rundt i Europa, er det ikke kun Norge, der har været ude med riven. I Spanien er der vedtaget en ligestillingslov, som i 2015 vil give fortrinsret i offentlige licitationer til virksomheder, der har 40 procent kvinder i bestyrelserne.  Dog uden sanktioner for dem, der har under de 40 procent. Og fra 1. januar i år skal finske virksomheder have mindst ét kvindeligt bestyrelsesmedlem. Sker det ikke, må de krybe til korset og forklare, hvorfor det ikke er lykkedes dem at finde en egnet kvinde.

Senest har Belgiens ligestillingsminister bebudet et lovforslag om 30 procent kvinder i aktieselskabsbestyrelserne. Og i Holland er der vedtaget en lov, der anbefaler 40 procent kvinder i bestyrelserne, men som i Spanien afholder de sig fra at sanktionere de virksomheder, som ikke overholder loven. I Frankrig er der sågar vedtaget en lov efter norsk eksempel, der kræver 40 procent kvinder i bestyrelseslokalerne inden udgangen af 2016.  Skulle virksomheden være så fræk at se bort fra loven, bliver bestyrelsen simpelthen erkendt ugyldig.

Ikke nok med, at vi i Danmark kan se frem til en lov om kønskvotering, skulle flertallet tippe. Nu er de højere magter også kommet på banen, og de vil trække en lov om kønskvotering ned over hovedet på samtlige EU-lande, hvis ikke virksomhederne makker ret.

Med et kort indblik i de europæiske kvotetilstande og Redings seneste trusler om en europæisk kvotelovgivning, er det måske ikke kun de ellers så ihærdige ligestillingsordførere fra venstrefløjen, man skal frygte. Måske skal skytset snarere rettes mod de højere luftlag i systemet, hvis vi skal undgå, at norske tilstande udbredes til  resten af Europa.

Billede 1 ejes af Damen Lea Stentoft.

Billede 2 og 3 er venligt udlånt til Damerne af Jan Winther