Den fortabte mand
Af Simon Nørregaard Jensen
Diskursen i kønsdebatten har i lang tid været favoriserende det kvindelige køn. Flertallet af den danske befolkning er enige om, at ligestilling kønnene imellem er positivt. Dog er man uenige om, hvorvidt det skal ske naturligt eller via lovgivning.
Fælles for begge synspunkter er, at hvad enten man mener, at kvinden kan selv, eller man mener, at kvinden skal have hjælp fra politisk side, så bliver det mandlige køn uundgåeligt taget som gidsel.
Tonen i debatten er hård. Manden udstilles både som en let undværlig tabermand og som værende kønsdiskriminerende. Samtidig er det blevet absolut tabubelagt at være det mindste kritisk over for kvinder. Det er oplagt at spørge sig selv, hvorfor ligestilling og debatten herom nødvendigvis behøver at ske på bekostning af det andet køn.
Kvinders position i samfundet har ændret sig markant siden ankomsten på arbejdsmarkedet i 1960’erne – og gudskelov for denne udvikling. Der er sket en naturlig udligning af kønsroller, hvilket samtidig medfører en mere eller mindre ligelig arbejdsfordeling i hjemmet. Derudover er kvinder bedre repræsenteret uddannelsesmæssigt.
Disse tendenser er yderst positive og må anses som værende et udtryk for et sundt og velfungerende demokrati med fokus på frihed og lighed. Dog synes skyggesiden af kvindernes nyopnåede status at have konsekvenser for det mandlige køn.
Aldrig har mænd været genstand for så meget kritik og så mange (urealistiske) forventninger. Mine tanker henledes på debatten i Deadline 2. sektion i foråret, hvor mandens rolle i samfundet diskuteres af fire karrierekvinder.
Tilsyneladende er der ikke det, ’den moderne mand’ ikke skal kunne. Vi snakker hele pakken. Intet mindre kan gøre det. Hvis altså overhovedet manden er nødvendig mere. Ifølge debatten fremstod manden på nogle punkter nærmest mere som en genstand eller et redskab til karrierekvindens succes.
Jeg mindes ikke, at der i nyere tid har været en lignende diskussion om idealkvinden blandt det mandlige køn. Naturligvis er der ligeledes forventninger til kvinder, hvad enten det er skønhedsidealer, husmoridealer eller karrieremæssige idealer. Dog er det i mange tilfælde absurd nok kvinderne indbyrdes, som fastsætter disse gennem afspejling i rollemodeller.
Det er absolut ikke et udtryk for sund debatkultur, når Ole Birk Olesen bliver haglet ned fra alle sider for et tidligere bragt, provokativt indlæg omhandlende kvinder på Damefrokosten.com.
Personligt er jeg overbevist om, at hans budskaber ikke skal forstås bogstaveligt, men mere som en respons på den skævvredne debat, som har udspillet sig inden for ligestilling. Det viser med al tydelighed, at debatten er blevet et så følsomt emne, at andet end at agere proaktivt er politisk selvmord.
Den nuværende mudderkastning i ligestillingsdebatten afspejler slet ikke en anden og mere alvorlig problemstilling. Ifølge den nyudnævnte danske professor i sociologi, Martin Munk, er den allerstørste udfordring inden for ligestilling gabet mellem samfundet og de såkaldte tabermænd.
Tabermanden er kort beskrevet en mand uden uddannelse, job og kæreste. Videnssamfundet har simpelthen indhentet den ikke-uddannede mand. Samtidig vedholder kvinder tilsyneladende stadig tanken om ikke at gifte sig med mænd med dårligere status end dem selv. Dette kan vise sig at blive en stor last for samfundet.
Det ville være synd at sige, at fokus i ligestillingsdebatten hidtil har båret præg af en eventuel løsning på denne opståede ubalance. Tværtimod er tabermænd og mænd i al almindelig genstand for kritik fra både højre og venstre.
Nogle feminister har sågar en tendens til at negligere problemstillingen vedrørende de fortabte mænd til fordel for den evige oplysningskamp om kvinders undertrykte status.
Netop dette fastlåste mindset af manden som undertrykkeren og kvinden som den undertrykte bevirker, at begrebet ’tabermanden’ ikke har sin eksistensberettigelse i en feministisk tankegang, eftersom det er problematisk, når undertrykkeren pludselig fremstår svag. En indstilling som gennemsyrer store dele af kønsdebatten.
Det virker som om, det er sagens kerne, at de ’undertrykte’ altid har retten til at kritisere undertrykkeren og ikke omvendt. Dog anser jeg personligt det danske samfund som værende så relativt lige kønnene imellem, at kønsdebatten dermed på mange måder kommer ud af proportioner.
Personligt ønsker jeg et Danmark med lige muligheder for alle – også kønnene imellem naturligvis. Dog er jeg langt fra tilhænger af, at det skal ske på bekostning af manden, som det hidtil har været tilfældet i den offentlige debat. Ej heller bør det foregå gennem regulativer.
Processen går sin naturlige gang, og kvinders indflydelse har aldrig været større. En tendens, som umiddelbart synes at fortsætte.
Hvem ved? Om 50 år kan rollerne muligvis være byttet om. Kvinden indtager rollen som undertrykker, og diskursen i den offentlige debat bærer præg af undertrykte mænd, som kritiserer potentielle nyopståede taberkvinder og kvinder i al almindelighed.
Hvad skal vi med kvinder som ikke har brug for os?
Hvad skal vi med kvinder som ikke påskønner os?
Hvad skal vi med kvinder der ingen tillid har til os?
Hvordan skal samfundet udvikle sig uden mænd?
Kun vi har muligheden for at se nye veje.
De frigjorte kvinder befolker bureaukratiet, den byld er pumpet til bristepunktet realøkonomisk.
Kun kvinderne kan få familierne til at fungere igen.
Næste regering bliver nødt til at eksperimentere med frihed i ordets egentlige betydning.
Hold kæft hvor er jeg dog træt af at se kvinder italesat som sanmundets vindere, når de reelt er samfundets nassere. Det gælder også selvom ordene kommer fra en mand, som tilsyneladende tager mit køn i forsvar, men reelt kun bidrager til en komplet løgnagtig diskurs vedr. mænds rolle i samfundet.
“Kvindernes lavere gennemsnitlige nettobidrag i den erhvervsaktive alder og længere middellevetid betyder, at en gennemsnitlig nyfødt pige over sit livsforløb kan forvente at modtage 2,4 mio. kr. mere fra det offentlige, end hun betaler, hvis de gældende skattesatser, ydelsesindekseringer, udbredelse af ordninger osv. fastholdes gennem kvindens liv, jf. tabel 13.3.
Til sammenligning forventes en gennemsnitlig nyfødt dreng at komme til at betale 0,8 mio. kr. netto til det offentlige gennem sit liv.
Velfærdsrapporten, side 381-382″
http://www.fm.dk/db/filarkiv/18667/Endelig_Analyserapport_Elektronisk_udgave.pdf
Kan det snart trænge ind!?
Hvem skal vedblive med at betale for statens subsidiering af f.eks kvinder (og taberkvinder!) med deres faderløse, dysfunktionelle og behandlingskrævende lorteyngel, som hænger på en lige så dysfunktionel mor?
Hvem skal betale for, at de sidder og klør sig i fissen i 10 år på uni, fordi de ikke ved hvad de ellers skal lave?
Hvem skal betale for deres reagensglasbørns skole og videre uddannelse?
De barnløse mænd!? Hahahaha!
På et eller andet tidspunkt bliver der jo sagt stop – hvilket jeg selv har gjort. Jeg gør alt hvad jeg kan for at unddrage matriarkatet mine skattekroner, da jeg simpelthen helt og aldeles nægter at bidrage noget som helst til det så længe ligestillingsdiskursen er som den er. Måler et naturligvis at få den danske kvindevelfærd i knæ gennem økonomisk udsultning.
Der er helt sikkert flere mænd, der tænker som jeg. I den forbindelse gemmer jeg mig selv bag en anonym og uopsigtsvækkende rolle i samfundet, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her. Men jeg gør alt hvad jeg kan for at bidrage så lidt som muligt, da man naturligvis ikke skal sidde og proppe penge ned i lommen på sin egen parasit, som oven i købet håner én for at være ubrugelig bagefter.
@René Hansen
+ 100
Det går stille og roligt som det skal.
Hver eneste regel man sætter op i et samfund er udtryk for mistillid. Bureaukratiet, som elitekvinderne befolker underminerer økonomien, kvæler maskulin frihed og engagement.
Feministerne kan med fordel studere baggrunden for arabiske kulturmønstre, som Birger Holmqvist gør i bogen “Som mand og kvinde skabte han dem” – det er sjovest at læse om!
Men vi skal allerede nu langt ned og samle bolden op. Historien har dens egen rytme, ideologier også kommunismens søster, feminismen udklækket på Frankfurterskolen har sin tid.
Tja, når det nu efterhånden er blevet umuligt at påstå, at arbejderklassen er vildt undertrykt, må man jo finde nogle andre, der er undertrykt og skal reddes…
Kære Helle,
Hele samfundet skal reddes. Vi føler os alle forurettede. Vi er børn af et rettighedssamfund, der har overlevet sig selv. I kvinder har taget de maskuline dyder til jer. I vil have direkte inflydelse, men giver afkald på den egentlige indflydelse, der var jeres. Vi har mistet repekten for jer, fordi I konkurrerer med os på vores bane.
Okay ansvaret er og bliver maskulint, sådan er det.
Mændene pakkede sammen i 68 og lod skibet sejle.
Derfor lever vi, hele Vesten i et tolerant vaccum, der driver for vinden. Feministernes krisehåndtering venter vi spændt på. ‘
Om det kan rettes op?
Laura Doyle er et godt bud. Bitterhed bringer intet godt, vi er hinandens forudsætning – og ansvarlige for alle vore egne følelser og udfordringer.
Jeg ser det mere rigtig positivt. Kvinder kan i dag det hele selv. Er selvstændige, veluddannede, målrettede og kan bestride alle mandens funktioner. Generelt trives kvinder super godt i dag.
Om mænd er uddannet eller ej har ikke den samme betydning som før. Kvinden kan sagtens forsøge sig selv. Ellers sørger det offentlige for den del. Kvinder har travlt og vælger manden efter førstegangsindtryk. Manden skal helst være charmerende og underholde hende. Lavt uddannede kan være endnu bedre til det frem for højtuddannede. Ellers vil kvinden hellere undvære manden. Generelt er kvinder blevet rigtig dygtige til at fokusere på egne behov. Med gratis kunstig befrugtning, er børn let at få uden en mand.
I dag bor over 35% over 18 år alene i Danmark. Det tal vil sandsynligvis stige til over 50% de næste årtier.
Mænd har været passive og lidt langsomme til at tilpasse sig. De kan lige så godt vende sig til den nye samfundsstruktur, hvor parforholdet ikke er praktisk nødvendigt.
Hvad skal mænd så nu? De skal være bedre til at stå sammen. Først og fremmest skal de vise deres mandlighed og turde kæmpe for noget. En start kunne være afskaffelse af hustrubidrag. Det er fra en fjern fortid, som er helt anderledes i dag.
Vi er blevet et multietnisk samfund. Den tendens vil også stige. I Nordjylland findes faktisk et område, hvor en del mænd har fået filippinske koner. I Østeuropa er levealderen for mænd lav. En del kvinder er veluddannet og har svært ved at finde en mand. De økonomiske vilkår i Østeuropa er svære. At komme alene til Danmark er sikkert ikke nemt. Det kunne være spændende at skabe et område i Danmark med østeuropæiske kvinder og danske mænd med forskellig uddannelse og erhverv. En spændende udvikling at kæmpe for.
Under alle omstændigheder er nytænkning nødvendigt. Hvordan det var for 20, 50 og 100 år siden, kan ikke bruges til noget. Heller ikke hvad andre gør. Det er nye ideer, sammenhold, vilje og vedholdenhed, som skal til.
Se det positive ved at danske kvinder er dygtige til at klare det hele selv og trives rigtig godt med det. Det giver mænd frihed til at prøve noget helt nyt sammen.
Lars Hansen:
“…Med gratis kunstig befrugtning…”
Socialistisk pølsesnak. Det er bare én ud af en syndeflod af årsager til, at gennemsnitskvinden skal have omfordelt mere end 2 mio. kr. over sit livsforløb gennem skatten.
De skal skam være velkomne til at lave deres børn i små petriskåle hvis de vil. Men det skal satme ikke være for mine penge, fordi deres ukendte børn rager mig en høstblomst og medvirker kun til at dræne (især) barnløse mænds ressourcer, som de helt givet kunne bruge på andre forehavender, som faktisk vedkommer dem.
Ind imellem kan man så høre argumenter for, at Danmark skam mangler børn. “Muligvis”, siger jeg så, men de danske leverandørere er blevet nogle megalomaniske og nervøse kraner, hvis ukendte yngel jeg ikke vil bruge penge på.
Jeg tror, det var så direkte, som jeg kan sige det.
En maskulin frihedskamp lyder som en god idé.
Vi kan måske lade os inspirere af filmen om Hvidsten Gruppen, der instrueres af ingen ringere end Anne-Grethe Bjarup Riis, hvis militante fremfærd i programmet “Go Morgen Danmark” kan tjene til eksempel. http://www.youtube.com/watch?v=bwK-AM08g2M
Flot skrevet Simon !
Konsekvensen af (venstrefløjs)feministernes gøren og laden er et ret kønsopdelt samfund, hvor kvinder har travlt med at fortælle mænd, at de generelt er totalt overflødige, og som noget forholdsvist nyt, mænd beretter at de sagsten kan leve uden kvinder.
Et fattigt og konfliktfyldt samfund, vil jeg mene.
Sært nok, har jeg gennem de seneste par år opdaget, at tilværelsen på stort set alle områder er bedre/lettere uden en kvinde.
Ironisk og en lidt trist konstatering.
“Sært nok, har jeg gennem de seneste par år opdaget, at tilværelsen på stort set alle områder er bedre/lettere uden en kvinde.
Ironisk og en lidt trist konstatering.”
Jeg ar det på denne måde: At tilværelsen på stort set alle områder er bedre/lettere uden en dansk kvinde.
Og siden jeg er stoppet med at have sex, med danske kvinder, har jeg ikke haft/fået klamudia.
Blot en tillægs gevinst.
Iøvrigt et spændende tiltag, med områder af vores land, befolket med danske mænd og østeuropæiske kvinder!
“…Sært nok, har jeg gennem de seneste par år opdaget, at tilværelsen på stort set alle områder er bedre/lettere uden en kvinde.
Ironisk og en lidt trist konstatering…”
Og så er det ikke engang løgn. Det er forstemmende… og egentlig ret trist.
At være tiltrukket af det modsatte køn samtidig med, at man er bevidst om, at det på mange måder er enormt utilfredsstillende og krævende, udløser ofte kognitiv dissonans ( http://da.wikipedia.org/wiki/Kognitiv_dissonans ).
Kære René,
Jannie Helle giver os mange gode kærlige spark, fremad.
http://www.youtube.com/watch?v=BhsLiDOCikA
Vi er mange i båden. Feministerne og TV sætter lus i skindpelsen, men de kan ikke ødelægge mere end vi giver dem lov til !!
Peter Jensen:
Det kan de deværre nok godt. Deres syge ideer kan ofte blive til “indlysende” sandheder, hvis de bare italesættes længe nok. Lidt ligesom i “TVShop”.
Fandens også at Anders Breivik ikke gik i land på Femø i stedet for…
Det ville have sendt et kraftigt signal – hvilket rigtigt mange feminister jo er glade for.