Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Vox Liberalis | December 23, 2014

Scroll til toppen

Top

7 kommentarer

Den røde vej til ligestilling

Arkiv
  • On 14. april 2011
0 Flares Twitter 0 Facebook 0 LinkedIn 0 Google+ 0 Email -- 0 Flares ×

Hvilken ligestillingspolitik vil en S-SF regering føre, når den får magten? Hvad vil vi se af udspil, når det gælder kønskvoter, ligeløn og købesex? – Og hvilke konsekvenser får den nye lovgivning? Det undersøger cand.mag. i historie Robert Petersen i dag. Velbekomme!

Af cand.mag. i historie Robert Petersen

Meget tyder på, at når 2011 er slut og vi alle den 1. januar 2012 skal høre statsministerens
nytårstale, så vil det være Helle Thorning-Schmidt, der står for den. Jeg tror kort sagt på, at Thorning – både i kraft af egen styrke, men også i kraft af den borgerlige regerings indlysende krise – vil vinde næste folketingsvalg. Som Henrik Qvortrup, politisk redaktør på TV 2, har udtalt, kunne Socialdemokraterne på nuværende tidspunkt stille Anders And op som statsminister-kandidat og stadig besejre Lars Løkke-Rasmussens borgerlige regering.

Det interessante spørgsmål er, hvad for en ligestillingspolitik landets første kvindelige statsminister vil føre på vegne af en S-SF regering? Som udgangspunkt skal det siges, at Thorning helt bevidst har valgt at nedtone, at hun er en kvinde. Hun taler sjældent om ligestilling, hun nævner sjældent at hun er mor, hun klæder sig kønsneutralt osv. Danskerne er enige i den holdning og en undersøgelse lavet af YouGov Zapera viser, at et flertal på 57 procent mener, at det er underordnet om det er en mand eller en kvinde, som er statsminister. Derfor fylder Thornings køn ikke mere.

Men lad os nu forestille os, at S-SF vinder næste folketingsvalg – hvad kan mænd og kvinder så forvente når det gælder ligestilling? I modsætning til, hvad medierne giver indtryk af, så er ligestilling faktisk ret centralt for partiet. “Ligestilling ligger i Socialdemokraternes Dna, og vi har altid kæmpet for lige rettigheder”, udtalte Thorning til Ugebrevet A4 i marts. I samme interview gav hun udtryk for stor utilfredshed med den borgerlige regerings ligestillingspolitik siden 2001 og henviste til, at antallet af embedsmænd, som beskæftiger sig med ligestillingspolitik kunne tælles på et par hænder. En ny ligestillingsminister skulle ifølge hende, have de nødvendige ressourcer til at gennemføre sit arbejde (læs: flere embedsmænd og flere penge). Der skulle også oprettes et ligestillingsudvalg i Folketinget og arbejdes for at øge antallet af kvinder i politik.

Men hvad er derudover målet for en S-SF regering, når det gælder ligestilling? Et ligestillingsudspil fra begge partier viser, at inden 2015 skal alle danske børsnoterede virksomheder have mindst 40 procents repræsentation i bestyrelserne. Ganske vist er Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti gået væk fra deres trussel om, at tvangsopløse firmaer, hvis de ikke makker ret, men der vil stadigvæk være tale om sanktioner hvis loven ikke bliver fulgt.

Blandt de andre udspil er, at øremærke 12 ugers barsel fast til mænd, samt et forbud mod købesex. Lidt mere overraskende er S-SF meget spag med hensyn til ligeløn. Som Thorning og SF’s leder Villy Søvndal skrev i en kronik i anledning af kvindernes internationale kampdag i marts, så kan de ikke acceptere, at der er en lønforskel på omkring 20 procent mellem mænd og kvinders lønninger. Men de afviste, at S-SF ville blande sig i de konkrete lønaftaler. I stedet er det deres udspil, at virksomhederne fremover skal udarbejde flere og bedre lønstatistikker. Det har formodentlig gjort indtryk på de to partier, at en lønkommission sidste år dokumenterede, hvad kritiske røster længe har sagt: Mænd og kvinder får løn for det samme arbejde og det er ikke muligt at påvise nogen tegn på diskrimination. Men vi har til gengæld et meget kønsopdelt arbejdsmarked, hvor mænd søger over i traditionelle mandejobs og kvinder over i traditionelle (og lavt-lønnede) kvindejobs. Det er måske beklageligt, men det er også et personligt valg.

Selvom det er gemt lidt væk, så synes der stadigvæk i S-SF’s tankegang at være en underliggende tro på, at mænd som udgangspunkt er brutale kvindeundertrykkere. En S-SF regering ønsker derfor at øge opmærksomheden omkring vold mod kvinder i samfundet og gøre mere for at hjælpe dem. Som det står skrevet i førnævnte kronik: “Et samfund med ligestilling er et samfund uden vold mod kvinder. Volden er et hæsligt eksempel på ulighed, og den skal bekæmpes indædt. Et overgreb på en eneste kvinde er et overgreb for meget. I Danmark lever omkring 28.000 kvinder i et voldeligt familieliv. Ofte er der børn i disse forhold. De lever med en permanent utryghed i tilværelsen. Men ingen bør leve med konstant utryghed – slet ikke i hjemmet.” Blandt de anbefalede tiltag er, at indføre elektroniske fodlænker for voldelige mænd og at udvise voldelige mænd fra deres hjem. Der er også et tilbud om, at voldelige mænd skal få bedre muligheder for terapi, så de kan holde op med at være voldelige.

En nyskabelse er, at mænd er begyndt at optræde i S-SF’s radarskærm for ligestilling. Ikke
mindst fordi flere og flere af hankøn klarer sig dårligt i skoler, gymnasier og siden hen også på universiteterne. Derfor ønsker S-SF, at oprette en særlig mandekommission, som skal undersøge, hvorfor så mange drenge og mænd falder gennem det danske uddannelsessystem.

Men ellers udmærker S-SF’s planer om ligestilling sig ved, at være bemærkelsesværdig traditionel. Hvad der først og fremmest springer i øjnene er den klippefaste opfattelse af kvinden som et offer, der skal hjælpes frem. Det gælder ikke mindst med hensyn til kønskvoter i virksomheders bestyrelser. Da kvinder ikke kan selv, så må statsmagten bane vejen for dem. Som altid er Norge forbilledet. Thorning og Søvndal skrev i deres kronik i marts: “På trods af at der er 30.000 flere kvinder end mænd, der tager en videregående uddannelse, er der stadig langt mellem de kvindelige chefer. Når det handler om kvindelige chefer, ligger Danmark tredjesidst blandt samtlige EU-lande. Kun på Malta og Cypern er der færre kvindelige ledere. Pinligt!”

Sammenligningen mellem Danmark og andre EU-lande indgår som et typisk element i
ligestillingsdebatten, men er samtidig ret misvisende. For det første er det på ingen måde klart, at fraværet af kvinder i bestyrelsesposter handler om diskrimination. Tværtimod tyder meget på, at kvinder fravælger den slags jobs til fordel for mellemleder-stillinger og situationen derfor er et resultat af kvinders egne valg. Den anden ting er, at det er fejlagtig at fremhæve Norge som en succes når det gælder ligestilling. Det er korrekt, at nordmændene i dag opfylder kravet om 40 procents kvindelig repræsentation i bestyrelserne. Hvad der derimod sjældent nævnes er, at mange virksomheder har ændret selskabsform, så de ikke længere behøver at overholde lovgivningens krav. Fra 2002 til september 2010 er antallet af aktieselskaber næsten halveret fra 640 til 357. Det har haft som konsekvens, at antallet af bestyrelsesposter er gået ned fra 1.915 til 765. Positivt har det betydet, at de resterende virksomheder nu kan overholde lovgivningen, men negativt har det medført, at der er sket et fald i antallet af kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Mange norske virksomheder (cirka 31 procent) angiver kvotelovgivningen som årsag til, at de har ændret selskabsform. Der er derfor en smule barokt at læse Søvndal og Thorning skrive i deres kronik: “Lad os gøre som i Norge, hvor kvoterne ikke kun har ændret på bestyrelserne, men hvor de også har sat et generelt fokus på kvinders job og arbejdsliv.”

Faktisk illustrerer emnet omkring kvotelovgivning en central brist i S-SFs tankegang: En tro på, at fremskridt handler om kvantitet snarere end kvalitet. Det vil sige, at hvis kvinder minimum får 40 procent af noget, så er det automatisk godt. Hvis kvinder får endnu mere, så er det endnu bedre.

Tankegangen minder en del om en gammeldags opfattelse af krig, hvor frontlinien er som røde streger på et landkort. Hvis de røde streger på kortet rykker frem, så er det et tegn på fremskridt. Problemet er, at det er en forældet tankegang og minder om de amerikanske generaler, som i 2001 mente, at de havde vundet i Afghanistan fordi de havde indtaget Kabul. Eller at de havde vundet i Irak, fordi de i 2003 indtog Baghdad. Kendsgerningen er, at myrderierne først for alvor begyndte efter, at Kabul og Baghdad var faldet.

Min påstand er, at kravet om 40 procents kvindekvoter vil få det samme resultat i Danmark som i Norge og i realiteten undergrave ligestillingen. Mange virksomheder vil følge det norske eksempel og ændre selskabsform. Medarbejdere vil i virksomheder med 40 procents kvote-kvinder have svært ved at stole på, at deres chefer har den nødvendige viden og dømmekraft. Det vil også påvirke ligestillingen negativt, fordi det i stigende grad vil blive forbundet med formynderi og statslig indgriben med tvang. Et af de mest slående aspekter ved S-SF’s ligestillingsudspil er netop opfattelsen af, at kvinder er kvalificerede netop fordi de er kvinder. Det antages implicit, at de er lige så gode (hvis ikke bedre) end mænd, samtidig med, at de paradoksalt nok skal skubbes frem med statens hjælp.

Men er kvinder automatisk en garanti for succes? I folkeskolen er 70 procent af alle ansatte lærere kvinder. Det er den samme folkeskole, som dumper i undersøgelse efter undersøgelse af elevernes færdigheder. Det er faktisk ikke fordi jeg hævder, at de kvindelige lærere er skyld i, at det er sådan. Jeg har selv arbejdet som lærer på en folkeskole i Sorø i 2005-2006 og jeg anser folkeskolens krise for at have mange årsager, men mande-hadende lærere er nok den allermindste af dem. Men på den anden side viser folkeskolen ret tydeligt, at selv en kvindelig overrepræsentation ikke er ensbetydende med højere faglighed og bedre resultater. Vil det være anderledes i børsnoterede virksomheder?

Det er også min påstand, at ideen om et forbud mod købesex efter svensk model, vil ende med at gøre mere skade end gavn. Ganske vist anslår svensk politi, at efter et årti med forbud mod købesex er der kun omkring 200 gadeprostituerede tilbage i Stockholm, men til gengæld er antallet af sexannoncer steget markant og seksuelle ydelser sælges fra øde landeveje udenfor byerne. Hvad loven reelt har gjort er, at drive de prostituerede endnu mere i undergrunden og gøre det mere svært at hjælpe dem. Men de er ikke længere helt så synlige i gadebilledet i Stockholm og andre svenske byer. På den måde kan de svenske myndigheder kalde loven for en succes og S-SF forlange, at den samme lov skal indføres i Danmark.

Det kan næppe overraske, at mænd vil opleve mindre frihed som følge af S-SF’s ligestillingsudspil. Samtidig er der paradoksalt nok også meget som tyder på, at en stærk Big Mother-stat kan være meget undertrykkende for kvinder. Det kommer til udtryk når det gælder kvinders seksualitet, hvor antagelsen er, at det umuligt kan være kvinders eget valg at bestemme over egen krop (jvf. debatten om købesex). Men det kommer også til udtryk, når det gælder statsmagtens holdning til de mange kvinder – specielt enlig mødre – som er afhængige af statslige ydelser. Kontrollen med dem er benhård.

Avisen Information kunne i marts fortælle om 29-årige Sascha Nyhus fra Holbæk, som fik frataget hendes ydelser som alene-mor, fordi kommunen ikke troede på, at hun boede alene. Det viste sig senere, at en kontrolgruppe fra kommunen systematisk havde overvåget hende, kørt efter hendes bil og desuden overvåget hendes færden på Facebook for at se, om hun ikke uretmæssig havde kontakt med hendes ex-kæreste. Sagen er ikke enestående og i november 2010 viste det tyske program ZDF Auslandsjournal en udsendelse med titlen “Das Leben der Anderen”, hvor vi blev udnævnt til “Der Spitzelstaat Dänemark” (Stikker-staten Danmark). Udsendelsen fortalte bl.a. om, at 32 danske kommuner tilbyder borgerne anonymt at anmelde socialt bedrageri og har lagt anmeldelsesskemaer ud på hjemmesiderne. Igen er det specielt kvinder, som er ofre for statens mistillid og udsendelsen fortalte om den enlige mor Joy Maria Frederiksens skæbne. Hun blev anonymt angivet, fordi hendes ex-kæreste angiveligt var blevet set i hendes lejlighed. Hun anede ikke af hvem eller hvorfor. Resultatet blev, at hun skulle betale 100.000 kr tilbage til sin kommune, samt mistede børneydelse, boligsikring og fripladser.

Da jeg nævnte disse historier for en veninde (også en alene-mor) overraskede hun mig ved at nævne, at hun selv havde oplevet noget lignende. Hverken hendes ex-mand, venner, veninder eller familie kunne komme tæt på hendes børn, spise med dem eller bringe dem mælk uden en kontrolgruppe fra Svendborg Kommune stillede hende nærgående spørgsmål. Hun havde ligefrem været indkaldt til et møde om det i kommunen. Det var skrupskørt, mente hun.

Skrupskørt eller ej – det er desværre den vej tingene går i takt med, at staten får mere og
mere at skulle have sagt. Derfor er der også al mulig grund til, at se med skepsis på S-SF’s
ligestillingsudspil. Det er et udtryk for en forældet tankegang, det tænker i kvantitet frem for i kvalitet og har en tyrkertro på statsmagtens velsignelser. Ironisk nok kan kvinderne nemt ende med at være de største tabere i den udvikling.

flattr this!

Kommentarer

  1. Roberta Maria Brito

    Vi kan glæde os over, at mænd og kvinder i Danmark får samme løn, når de udfører samme arbejde og har samme arbejdsfunktion. Denne form for diskrimination er helt absurd og desværre foregår stadig i mange lande. Men der er stadig et ligelønsproblem, ikke grundet kvindernes personlige jobvalg eller det kønsopdelte arbejdsmarked, men fordi kvindejobs lønnes for lavt.
    Ellers meget god artikel.

    • Hvad gør det til et ligelønsproblem?

      • Roberta Maria Brito

        Ifølge ligelønsloven, der har eksisteret siden 80′erne, har mænd og kvinder kav på samme løn for arbejde af samme værdi. Men i praksis er kvindefagene værdsættes lønmæssigt lavere, hvilket forklarer en stor del af løngabet. Den konklusion kom ligelønskommisionen sidste år, selv ud med. Ifølge dem er der ikke “signifikante forskelle” (ca.2-3% så vidt jeg husker) mellem mænd og kvinders løn, når de udfører samme arbejde. Men der er store forskelle på hvordan typiske mandefage og typiske kvindefag aflønnes. Fx har social- og sundhedsassistenten har ansvar for mennesker og omsorg, mens håndværkeren har ansvar for teknik og maskiner. Begge har en erhvervsfaglig uddannelse af nogenlunde samme længde. Alligevel tjener håndværkeren 28 kr. mere i timen end social- og sundhedsassistenten. Ikke et ligelønsproblem?
        Mange kvindefag og mandefag kan betragtes at være ens i forhold til uddannelseskrav, beslastning og ansvar, men meget forskellige i forhold til løn.

    • Jonas

      Kvinder er mere end velkomne til at søge over i såkaldte mandefag!

      Det vil også være glædeligt om flere kvinder lod sig slå ihjel i krigen i Afghanistan – I ligestillingens hellige navn.

      Et problem om kvinders “manglende” “ligeløn” er også, at alt for mange børn bor hos deres mor – Vi skal have flyttet børnene til deres fædre – også så kvinder kan få mere/længere tid på arbejdsmarkedet – og så vi kan få udlignet den kæmpe byrde det er, at enhver kvinde i gennemsnit koster os 2,4 millioner kroner (jævnfør Velfærdskommisionens rapport)

      - Til en start!

      • Social og sundhedsassistenten risikerer ikke årligt tilbagevendende (vejrligs) ledighed og dermed en kraftig lønnedgang i en dagpengeperiode. Social og sundhedsassistenten har fx betalt pauser og ferie med løn, social og sundhedsassistenten skal ikke selv betale for eget værktøj. Social og sundhedsassistenten har langt større tilgængelighed til hjælpemidler til forebyggelse af fysisk slidtage i forhold til håndværkeren på fx stilladset. Social og sundhedsassistentens uddannelses krav er på flere områder sænket for at indlemme flere kommunernes udvalgte skare af langtidsledige. Håndværkeruddannelsernes faglige som teoretiske krav er hævet og er specialiserede i specifikke fagområder.

        Det er ikke et ligestillingsproblem at traditionelle kvindefag ikke er lønnet som traditionelle mandefag. Det er et problem at kvinder ikke gider traditionelle mandefag og dermed ikke gider lære at forhandle egen løn, og kende egen værdi. Det er ikke et lisgestillingsproblem at traditionelle kvindefags lønforhandlere hellere vil have en fast lav og tryg “ny løn” målt på “et fælles ancinitet grundlag”, frem for en grundløn og reelle lønforhandlinger for den enkle. Hvilket det gør umådeligt vanskeligt, når man som kvinde i et traditionelt kvindefag, forsøger forhandle sig til en bedre løn og hvad man ved man har og kan levere af værdi og ikke kun en skelen til hvad papiret siger om ens ancinitet… for man undertrykkes i langt højere grad af den “traditionelle kvindefags lønforståelse” end af mænd, som kvinde.

        Vil kvinder have mere i løn, så lær at forhandle en bedre løn hjem selv og drop tanken om faste ancinitets lønstigninger og blind følgen dem.

        Nu er jeg håndværker og har arbejdet mange år i et traditionelt mandefag og havde ingen problemer der, med hverken løn for lige arbejde eller løn for min værdi.
        Så skiftede jeg branche til et traditionelt kvindefag og jeg skal da lige love for at man skal kæmpe for at få en løn efter ens værdi. Man bliver punket fuld af at skulle have dårlig samvittighed ved at kræve mere i løn end den slavisk fulgte ancinnitets guide, af “vi har ikke så mange penge i organisationen” og det er så synd for os…

  2. Torben Snarup Hansen

    “Avisen Information kunne i marts fortælle om 29-årige Sascha Nyhus fra Holbæk, som fik frataget hendes ydelser som alene-mor, fordi kommunen ikke troede på, at hun boede alene. Det viste sig senere, at en kontrolgruppe fra kommunen systematisk havde overvåget hende, kørt efter hendes bil og desuden overvåget hendes færden på Facebook for at se, om hun ikke uretmæssig havde kontakt med hendes ex-kæreste…”
    - Han tog hans hat og gik hans vej. Nej! Hun fik frataget SINE ydelser, og hun havde eller havde ikke kontakt med SIN eks-kæreste! Det er faktisk en regel.

  3. Tine Skytte

    Jeg må indrømme, at jeg bliver chokeret, når jeg læser dette!
    Jeg har ikke sat mig hundrede procent ind i, hvad der vil ske eller ikke vil ske, hvis S/SF overtager magten, men hvis meget strammere regler og mere styrelse fra staten er vejen frem for S/SF er jeg da bange. Og hvem har i øvrigt lyst til, som kvinde, at få hjælp af staten til at få flere bestyrelsesposter og topposter i stedet for selv at kæmpe for dem? Jeg har da bestemt ikke lyst til at blive tilgodeset af staten, når jeg om 8-10 år har overstået mit gymnasie og mit universitet og er klar til at indtræde på arbejdsmarkedet. Jeg har mere lyst til selv at kæmpe for ligestilingen i stedet for at få hjælp af staten. Og jeg går da ud fra, at jeg ikke er den eneste kvinde, som har det sådan?

    - Hilsen en 17-årig, bekymret efterskoleelev

Skriv en kommentar

0 Flares Twitter 0 Facebook 0 LinkedIn 0 Google+ 0 Email -- 0 Flares ×