Måske er den politiske dagsordenen forskellig, men Sarah Palin og Helle Thorning-Schmidt har noget til fælles. De elsker begge ‘Joe Sixpack’ og ‘soccer moms’.

Da Sarah Palin og John McCain førte valgkamp mod Obama i 2008, blev Palin verdensberømt for konstant at henvise til “Joe Sixpack”. Denne mr. Sixpack er indbegrebet af en amerikaner. Han er blue-collar – hvilket betyder, han arbejder med hænderne i modsætning til “white-collar” – og ville nok gå godt i spænd med Thor Mögers leverpostejsmads-smørende dansker.

Palin selv var, per egen definition, en “soccer mom” – altså en ganske almindelig kvinde, der havde travlt med daglige sysler som for eksempel at køre ungerne til fodbold. Hun ville i valgkampen fremstille sig selv som ih-og-åh så almindelig og ih-og-åh så forstående i forhold til den “almindelige amerikaner”s situation.

Det samme vil den siddende regering i Danmark. Her hedder Joe Sixpack og soccer moms bare “den helt almindelige dansker”.

Skattelettelser til de gode

Forleden spillede SF ud med et forslag om at sænke indkomstloftet i forhold til  topskatten. Det er sådan, man tager vare på den helt almindelige dansker, lod S og SF os forstå. De har nemlig – her en hel del år efter os andre – opdaget, at der er mange af disse såkaldt “almindelige danskere”, der betaler topskat.

Den helt almindelige dansker

Og S og SF kendes gladeligt ved deres skelnen mellem “de almindelige” og alle de andre danskere. De “almindelige”, det er LO’s medlemmer. Det er de faglærte, de ufaglærte og i det hele taget alle dem, der ikke har taget megen uddannelse.

Det er ikke akademikere, det er ikke DJØF’erne, det er ikke bunden af socialgruppe 5 eller dem, der er helt uden for kategori. Det er S-SFs klassiske vælgersegment, der udgør de “helt almindelige danskere” – ikke alle de andre borgere.

Ind imellem bliver talen da også særligt tydelig. I følge Ritzau nævner SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, metalarbejdere, tømrere, lærere og sygeplejersker, som disse “helt almindelige danskere”. Og Thor Möger er også klar i mælet, når han melder ud, hvem de almindelige danskere i hvert fald ikke er: piloter, bankdirektører, overlæger, professorer, advokater, topchefer, ejendomsspekulanter. Næh nej, disse danskere er ikke almindelige. De er “privilligerede”.

“De privilligerede”

Men hvordan kan en regering slippe afsted med kun at ville kæmpe for den procentdel af danskerne, der er ufaglærte eller faglærte? – eller som max har en mellemlang videregående uddannelse, der er beregnet på et arbejde i det offentlige? Hvorfor er de så almindelige? Hvorfor er det dem, staten skal indrettes efter? Hvad med alle de andre?

Hvad med den akademisk uddannede, idealistiske iværksætter, der lever for 7000 kroner om måneden? Hvad med freelance-oversætteren med en master i spansk, der aldrig er sikker på, hvor pengene skal komme fra næste måned? Hvad med direktøren, der arbejder 100 timer om ugen, og derfor ikke opnår det gode, som fritid er?

Hvad har de mennesker gjort? Hvorfor er de ikke almindelige, men “privilligerede”? Fordi de kan tage en lang videregående uddannelse? Fordi de kan kæmpe sig vejen mod toppen? Fordi de arbejder i det private?

Og hvorfor er det ikke disse mennesker, man sænker topskatten for? – hvorfor ville det være asocialt? Hvorfor er det kun legitimt, hvis skattegrænsen rammer Joe Sixpack? Et menneske er vel et menneske i statens blik, er det ik’?

Det glæder mig naturligvis, at Thorning vil hæve indkomstgrænsen i forhold til topskatten, for det er den eneste måde, vi kan skabe flere arbejdspladser, frie livsstilsvalg og øget vækst på. Baggrunden for S-SF’s kovending er jeg dog ikke imponeret over, for den er diskriminerende. Før kaldte man forslag om at sænke topskattegrænsen for forsøg på at skabe en “rødvinsreform”. Det med slet skjult og fnysende henvisning til, at nordsjællænderne, veluddannede reklamefolk eller selvstændige da i hvert fald ikke havde gjort sig fortjent til en topskattelettelse. Næh nej, de skulle punge mere ud – millionærskat skulle de betale, sku’ de!

Men hvorfor er det synd for sygeplejersken, der tjener mere end 428.804 kroner om året, men ikke for forskeren, reklamemanden eller den selvstændige isenkræmmer? Det giver jo ikke mening. Enten beskatter vi på baggrund af menneskers indkomst, eller også gør vi ikke. Det, S-SF her er ude i, er at beskatte dem, de synes, er de rigtige at beskatte – “de ualmindelige danskere” – men ikke deres eget segment af “almindelige danskere”.

(Billedet er lånt af brugeren ba1969 på sxc.hu)

Den mest begrænsende sprogbrug for politisk udvikling lige nu, er det linieære perspektiv på det politiske spektrum. Den fortsatte insisteren på, at de politiske partier, kan anskues på en linie fra venstre mod højre, eller fra stat mod marked, eller den følelsesmæssige binding, som ligger på axen, som tenderer til at være fra de gode men naive, til de fornuftige men de onde.

Der var engang, hvor det måske gav mening, men lige nu er det i langt højere grad en begrænsning og foranlediger konstant til fejlkonklusioner, da det fastholder os i forældede og inadækvate tilhørsforhold. Men vi holder så krampagtigt fast i det, at et nyt parti for enhver pris skal moses ned på linien. Grundlæggende et udtryk for dovenskab, fordi vi så kan undlade at sætte os ind i, hvad de egentlig står for.

Jeg er med stor sandsynlighed uhyre naiv, fordi jeg ønsker at ændre det, men selvfølgelig kan det lade sig gøre.  Så sprogaktivisme. NU. Et par praktiske anvisninger til at begynde med:

Helt konkret går aktivismen ud på følgende:

• Undlad altid selv at bruge betegnelsen højre-venstre, eller centrum venstre, centrum højre
• Nægt at placere partierne på denne linie
• Når nogen siger yderst på venstrefløjen kan et passende modsvar være; mener du LA?
• Når nogen siger centrum venstre, ville det være interessant at svare: det må være DF, du tænker på?
• Og den yderste højrefløj repræsenteres spørges der undrende – Hvad er årsagen til, at du ikke nævnte Socialdemokratiet i den anledning?
• Når du ser nogen anvende betegnelse venstre versus højreorienterede, så indsæt gerne et link til denne aktion

Målet med aktionen:

• At komme tættere på verden af i dag, ved at finde mere rammende ord
• At undgå at vi bliver fastholdt i forældede og inadækvate bindinger ude af trit med virkeligheden
• Igangsætte en begrebsbrainstorm, hvis muligt, hvem kommer med de mest rammende beskrivelser af partiernes relationer til hinanden af i dag? (Anders Samuelsen  bruger eksempelvis perspektivet – fra Global til National, i det seneste interview i Ræson, som en mere retvisende beskrivelse – Hvad mener du?)

Man kan med rette spørge – Betyder det nu så meget, hvordan vi opfatter og relaterer partierne i forhold til hinanden? Ja i høj grad. Det skaber bl.a. en blokade, hvor vi ikke iagttager og opfatter partierne på de præmisser, de lægger frem i dag, og det de reelt står for, derfor hører vi ikke hvad de siger.

Det er eksempelvis ved at være almen kendt, at DF er et socialdemokrati, med en lidt strammere udlændingepolitik, hvordan kan de så ligger yderst på højrefløjen? Er man medlem af LA, bliver man kaldt alt fra ekstremt højreorienteret, superliberalist til radikal i forklædning. Hvor skal man så placeres? SF opfatter sig som mere liberale end S, skal de så ligge længere mod højre? Venstre fører socialdemokratisk politik, men er i bevidstheden og i selvopfattelsen liberale, hvad betyder det? De Radikale er mere rød-grønne end de er liberale, selvom de ofte betegner sig selv som et socialt liberalt parti, er de så den yderste venstrefløj, eller den mærkelige betegnelse centrum venstre? Nå nej de har jo en anderledes økonomisk politik, eller har de? Når der ikke er sammenhæng imellem det de siger, det vi forstår og det de gør, hvordan skal vi så kunne placere dem på en skala? Ud over det umulige i at forstå partierne ud fra disse perspektiver, så er de også helt ude af trit med, hvem de repræsenterer.

Den gamle skala tager desuden udgangspunkt i de vælgergrupper, som partierne oprindeligt repræsenterede. De er også totalt forældede. Eksempelvis socialdemokratiet, som er baseret på en socialisme som oprindeligt har sit udgangspunkt i bourgeoisiets overlegenhed og fremmedgørelse fra produktiviteten, hvor realværdien skabes. Herefter fra arbejdernes efterfølgende kamp for rettigheder og fra troen på, at markedskræfterne skal reguleres. Overfører vi dette perspektiv til i dag, kunne man med rette spørge, hvis man ser på arbejdernes interesser, i hvor høj grad markedet yderligere skal reguleres? Og hvem er bourgeoisiet egentlig i dag? Dem der kommer tættest på er vel højtuddannede akademikere, der beskæftiger sig mere med  tanken end med værdiskabelsen, og som er fremmedgjorte over for produktiviteten og de danske virksomheder. Pudsigt nok dem, der i dag typisk vil stemme på de mere erklærede socialistiske partier.

Vurderet ud fra ideologiernes oprindelse giver de langt hen ad vejen meget mindre mening i dag. Der er jo ikke længere nogen ‘udbyttet arbejderklasse’ som Socialdemokratiet og SF kan beskytte og repræsentere. Flertallet af dem sidder jo nu i egen bolig, med egen bil og børn på vej på universitetet. Og der er heller ikke længere noget ‘borgerskab’ som de Konservative kan repræsentere eller ret mange ‘bønder’ til Venstre for den sags skyld. Men er det et problem?

De fleste vælgere har knap en holdning til partiernes ideologiske udgangspunkt og har hverken interesse eller indsigt i, hvad der ligger bag. Det paradoksale er, at ideologier, som reelt er afkoblet fra virkeligheden, i dag har en underliggende storkraft i den ubevidste oversættelse af ideologierne og de følelser, som vi styrer efter, når vi træffer politiske beslutninger. På samme måde, mener jeg også at der er forældede følelser koblet til det lineære Højre-Venstre perspektiv.

Så hvordan ville de ideologiske grundtanker, der blev dannet i dag ud fra det nuværende grundlag med et meget højt reguleret arbejdsmarked, og en overudviklet velfærdsstat så se ud? Arbejderpartiet ville måske være et liberalt parti og akademikerpartiet et socialistparti, da det i højere grad er en tænkt økonomi. Og hvordan ville venstre-højreskalen se ud i det perspektiv?

Jeg tror vi er midt i en udvikling, hvor partierne vil konstituere sig helt anderledes – Indholdsmæssigt, er det allerede sket, nu skal vi bare have sproget med. Jeg skal ikke her komme med bud på, hvad de nye partiordninger går ud på, og hvad de med rette burde hedde og stå for, hvis det skulle hænge sammen med, hvad de reelt står for og hvem de reelt repræsenterer. Det gør de naturligvis selv – Men jeg tror vi kan skubbe til processen, ved en aktivistisk holdning til sproget og nægte at være dovne.

Så til kamp for mere rammende beskrivelser uden forældede og begrænsende bskrivelser, der er totalt ude af trit med virkeligheden!

Hermed en gentagelse af aktionen – Er det ikke det probaganda, går ud på? Gentagelse til vi ser en ny virkelighed:

• Undlad altid selv at bruge betegnelsen højre-venstre, eller centrum venstre, centrum højre
• Nægt at placere partierne på denne linie
• Når nogen siger yderst på venstrefløjen kan et passende modsvar være; mener du LA?
• Når nogen siger centrum venstre, ville det være interessant at svare: det må være DF, du tænker på?
• Og den yderste højrefløj repræsenteres spørges der undrende – Hvad er årsagen til, at du ikke nævnte Socialdemokratiet i den anledning?
• Når du ser nogen anvende betegnelse venstre versus højreorienterede, så indsæt gerne et link til denne aktion

Sprogaktivisme – NU! Vi nægter at være dovne…

Forhandlingerne om dannelse af en ny regering i Grækenland er brudt sammen, og de græske vælgere skal derfor igen til valg. Situationen er opstået, fordi det store socialistparti ikke er tilfreds med at give det store borgerlige parti regeringsmagten; det andet og knap så store socialistparti er utilfredse med hele situationen og de græske filosoffers dalende popularitet i resten af verden, mens de øvrige, endnu mindre, men langt mere obskure partier har meddelt de store partiers forhandlingsledere, at de ikke forstår noget som helst af det hele, og at de i det hele taget har tænkt sig ikke at være til at hugge og stikke i.

Orakel for Politiske Banaliteter ved dagbladet Berlingske, Thomas Larsen, udtaler til Reservatets eneste, men førende statslige TV-kanal, R-News:

“De græske politikere står i en virkelig vanskelig situation: De ved, at landet har brug for en ny regering. Jo længere tid der går, inden de får dannet en ny regering, jo mere går det ud over omverdenens tillid til landets politiske ledelse. Men hverken den venstre blok eller den højre blok ønsker, at regeringsmagten tilfalder modparten, så de har meget svært ved at opnå enighed”, forklarer Thomas Larsen og fastslår: “De kommende dage, uger og måneder, og måske også år, bliver utrolig afgørende for Grækenland. Især i den tid, der følger derefter, og muligvis også i den tid, der kommer nu.”

*

Ministerinterview

Regeringens lillebrorparti, SF, åbner nu op for, at en kommende skattereform kan indeholde en lempelse af grænsen for, hvornår danskerne skal betale topskat. R-News sendte en kvik og frejdig reporter fuld af gå-på-mod ud for at tale med Minister for Inddrivning og Opkrævning, Thor Möger Pedersen:

Thor Möger Pedersen, hvordan kan det være, at SF nu taler om lempelse af topskatten? Har I ikke altid været imod at gøre netop det?

- I SF er vi meget optagede af, at den kommende skattereform bliver socialt afbalanceret, og socialt retfærdig. Det er helt centralt for os, at skattereformen bliver social.

Men det besvarer jo ikke mit spørgsmål?

- Det kan ikke nytte noget, at vi beskatter de rigeste danskere så hårdt, at de opfører sig endnu mere asocialt, end de gør i forvejen, og beslutter sig for helt at forlade landet og flytte langt væk, for eksempel til Hawaii eller Bali. Vi mener, det er både socialt og ansvarligt at lempe topskatten, så vi modvirker overdreven asocial adfærd og dermed sikrer, at skattereformen bliver social.

Svar nu på mit spørgsmål…

- Der er nogle bestemte grupper i det her samfund, der opfører sig mere asocialt end andre. Vi vil ikke være et parti for piloter, bankdirektører, overlæger, professorer, advokater, topchefer, og ejendomsspekulanter. Men vi har brug for dem til at arbejde os allesammen ud af krisen. Det gavner samtidig solidariteten og sammenhængskraften.

Din alt for store jakke får dig altså lidt til at ligne Mr. Bean…

- Vi inviterer alle partier til forhandling, og håber de borgerlige vil være med til realitetsforhandlinger. Vi har brug for et samarbejdende og socialt folkestyre.

Kan du ikke få din kæreste til at hjælpe dig med at købe et jakkesæt, der sidder lidt bedre?

- Nu har SF jo ikke 90 mandater alene, men alt kan ske i politik. Vi ser fremadrettet og positivt frem imod de kommende forhandlinger.

*

Banken, der tjente penge

Det er kommet Den Røde Automat – udenfor Reservatet bedre kendt som dagbladet Politiken – for øre, at Danske Bank i al stilfærdig snedighed er begyndt at skubbe til grænserne for privat, markedsbaseret bankdrift i den finansielle sektor. Ifølge et nyhedstelegram havde Danske Bank således i årets første kvartal den frækhed at tjene penge på sine kunder. Faktisk svarede bankens overskud efter skat utrolig godt overens med den ekstra indtægt fra nylige prisstigninger overfor bankens kunder.

En centralt placeret kilde på redaktionsgangen hos Den Røde Automat bekræfter, at redaktionsjuntaen er forarget, chokeret, og oprørt. Chefredaktør for Godhed, Mangfoldighed og Frisind, Bo Hr. Lidegaard, har internt annonceret en ny og langt mere aktivistisk linje, der skal gøre op med dagbladets mangeårige image som alt for tør, saglig, og optaget af fakta, idet der nu må sættes hårdt ind overfor private virksomheders forkastelige trang til at ville tjene penge.

Underredaktør for Kulturel Korrekthed, Anita Bay Bundegaard, tager derimod situationen med ophøjet ro, for som hun siger:

“Kulturen lever, har det godt og bor i Politiken.”

*

Reservatet. Smid et kor ind i Nordea, og det bliver til Nordkorea.

Men er der tale om økonomiens pendant til sportskommentatorer eller er det profetiernes selvudløsere?

Nogle husker med bitterhed, andre med glæde husprisernes mangeårige optur og derefter prisernes styrtdyk i hælene på den finansielle krise. Nogle tjente rigtigt mange penge for en lille indsats, mens andre tilsvarende blev sendt til tælling for teknisk insolvens.

I denne proces, og i mange tilsvarende, har de økonomiske eksperter været vores (tro) følgesvende, der løbende har udtrykt sig forudseende om økonomiens udvikling til de måbende masser.

Det virker måske umiddelbart ret tilforladeligt. Disse eksperter udtrykker sig vel bare, om hvordan tingene objektivt forholder sig. Det er vel udelukkende en serviceoplysning.  Eller hvad?

Der er noget galt med grundpræmissen for hele den økonomiske kommentering. Og problemet er nok, at den økonomiske kommentering implicit bygger på (og opleves af seerne/læserne/lytterne som) en analogi til sportskommentering.

I sportskommentering er der tre “sfærer”:

(1) Ude på banen tæsker spillerne rundt og sparker til bolden, og til tider går slaget den ene vej og til tider den anden vej (Læs: økonomiens udvikling, fx boligmarkedets faktiske udvikling).

(2) Inde i kommentator boksen sidder eksperterne så og gør sig kloge på spillets udvikling og udfald (læs: økonomieksperter udtrykker deres forudsigelser om boligmarkedets udvikling)

(3) Hjemme i stuerne sidder seerne og nogle af dem overvejer, hvilket hold de skal sætte deres penge på (læs: køberne overvejer om de skal købe, og sælgere overvejer om de skal sælge og til hvilken pris – resten kigger bare på).

Dette fungerer jo fint i sportens verden.

Når vi ser bort fra, at foldboldtosser til tider løber ind på banen for at tæske dommeren, så er spillet på banen i reglen uafhængigt af kommentatorernes kommentering og seernes økonomiske satsninger.

Problemet er bare, at når det gælder økonomien, så virker denne fine opdeling af verdenen ikke.

For det første, økonomiske eksperter er sjældent uvildige kommentatorer, som blot observerer et spil. De er selv spillere på banen, som kan drage fordel af, at spillet udvikler sig i den ene eller den anden retning; ejendomsmæglere profiterer på en høj aktivitet af køb og salg, realkreditinstitutterne vil gerne generere lånekonverteringer, og bankerne vil anbefale alt, der maksimerer deres profit og minimerer deres risiko.

Så det er så som så med eksperternes uvildighed. I grelle tilfælde, som på TV2 News finansnyheder, er der tale om decideret “product placement”. Hvor bankerne “gratis” med store skilte får møvet sig ind i seernes bevidsthed.

Det andet problem er, at “seerne” også er spillere på banen (nogle gange uden, at de helt tænker over det). Seerne er bare de mindste og mest sårbare spillere på banen. Her spiller de et spil, hvor de ikke fuldt ud kender reglerne og har svært ved at se, hvilken vej vinden blæser. Derfor  søger de ofte vejledning hos kommentatorerne, der, som beskrevet ovenfor, oftest er de store spillere på banen.

For endelig at forlade sportsmetaforen.

Når eksperter udtaler sig om økonomien, mens økonomien “lytter med”, så påvirker man det objekt, nemlig økonomien, man taler om. Derfor er der ikke længere blot tale om observation, men (social) konstruktion.

For eksempel:

Hvis eksperterne siger “huspriserne har ikke nået bunden”, så tænker rationelle købere, at så må jeg hellere holde igen med mit køb for ellers kommer jeg til at tabe penge. Rationelle sælgerne tænker tilsvarende, at min pris er måske for høj. Resultatet, priserne falder. Det er vel, hvad vi har set i tiden siden den finansielle krise.

Omvendt, hvis eksperterne siger “bunden er nået, nu stiger huspriserne”, så tænker rationelle købere, at så må jeg hellere købe, inden prisen stiger. Og rationelle sælgerne tænker tilsvarende, min pris er måske for lav, jeg må hellere sætte en mere “optimistisk” pris. Resultatet, priserne stiger. Det har været mønstret i årene op til den finansielle krise.

Summa summarum, eksperternes kommentering er ikke en serviceoplysning, men en selvstændig variable i økonomiens udvikling, der får denne til – på selvopfyldende vis – at gravitere mod deres egne forudsigelser.

Vi slipper nok ikke for eksperternes “observationer” i tide og utide. Men medierne har et stort ansvar for at sikre en bredde i de økonomiske “forudsigelser”, de er talerør for. Tilsvarende bør medierne sikre, at de eksperter man giver taletid ikke har et åbenlyst økonomisk incitament i at frembringe en bestemt økonomisk adfærd (eller alternativt at dette fremgår tydeligt af konteksten for indslaget). Det er ikke et spørgsmål om at begrænse ytringsfriheden for eksperterne, men et spørgsmål om, at der sikres gennemsigtighed i forhold til de informationer, som de spreder.

Robert Petersens første indlæg handler om helte.

“Samfundet behøver dem og hylder dem for deres gerninger, men det er også svært efterfølgende at forholde sig til dem. Livet går jo videre og hverdagens problemer kommer tilbage – forsinkede tog, stigende madpriser, for høje skatter, tilstoppede toiletter og politikernes magtspil. Heltene huskes først og fremmest for noget, som ligger tilbage i fortiden og som de fleste måske helst bare gerne ville glemme. En anden ting – som måske kan overraske – er, at selv deres kollegaer eller kammerater somme tider kan føle afsky eller irritation over dem.”

Læs hele indlægget her > 

For at forstå hvordan piratpartiet har opnået så enorm en tilslutning på så kort tid, må man først se på, hvad det er for et parti, der, til alles overraskelse, pludselig væltede ind i delstatsparlametet i Berlin sidste år. I sin oprindelse er partiet et protestparti mod det etablerede system. Partiets fokus lå i starten på ophavsrettigheder, internetlove og transparens og det var populært.

Siden har de udvidet deres program, men det er stadig formen, der er vigtigere end indholdet. Ideen om transparens er implementeret i partiets dagligdag. Vejen til at få indflydelse på partiledelsen – og linjen er kort og nem. Hos piraterne kan ethvert medlem nemlig stille et forslag på partiets forum i en proces, der kaldes Liquid Feedback. Forslagsstilleren kan overtage ændringsforslag og er nok medlemmer positiv overfor ideen, kan der stemmes. Afgørelsen er ikke bindende for ledelsen, ikke desto mindre sker det, at formanden nægter at tage stilling til et problem, før resultaterne af Liquid Feedback-afstemningen er indløbet. På den måde oplever medlemmerne at have virkelig indflydelse.

Hvem stemmer så på piraterne? Valgplakaten giver et hint: ”Spørg dine børn, hvorfor de stemmer på piraterne”. Blandt vælgere under 25 år stemmer 25% på piraterne, og dette skyldes partiets unge og moderne profil. Twitter, facebook og internetfora bliver udnyttet til fulde og virker som et frisk ungt pust i forhold til de etablerede partier, der kun er i begynderstadiet indenfor de nye medier.

Den anden store vælgergruppe er sofavælgerne, de vælgere, der er desillusionerede og trætte af at høre de samme valgløfter. I piraterne får de et hold fuldstændig uprøvede politikere, hvoraf mange selv var sofavælgere inden de meldte sig ind i partiet. Faktisk indrømmer de selv, at der er meget, de ikke ved noget om endnu, og udbeder sig betænkningstid, så de kan komme med en fornuftig udtalelse.

Det ser med andre ord ud til at køre for piraterne, hvis man skal dømme efter de sidste tre delstatsvalg. Dog er der ingen roser uden torne, og fremtiden vil vise, hvordan partiet klarer sig, når det ikke længere er nok at protestere, når man skal til producere resultater og fungere i en parlamentarisk hverdag. For faktum er, at piraternes medlemmer er meget forskelligt sammensat; fra anarkister over førstegangsvælgere til protestvælgere. Forbundsdagsvalget næste år vil vise om piraterne kan enes og agere politisk og samtidigt bibeholde den transparens og åbenhed partiet startede med.

I sidste ende er spørgsmålet om piraterne ændrer systemet, eller ændrer systemet piraterne.

(Artiklens thumbnail er fundet på weheartit.com på profilen Teahead Lioness, billedet i artiklen er forfatterens eget.)

Robin Hood havde et besynderligt retfærdighedsbegreb. Faktisk så besynderligt, at jeg næsten får lyst til at holde med Sheriffen af Nottingham. Sheriffen havde, til gengæld, på sin side ganske svært ved at se det rimelige i fundamentale menneskerettigheder. Vi er ude i samme problem som i Clint Eastwoods eminente og yderst ubehagelige moderne westernklassiker, ‘Unforgiven’: Når vi ikke kan definere de gode i en konflikt, hvordan skal vi så definere de onde? Når ingen gør noget rigtigt, hvem gør så mest forkert?

Robin Hood er for længst gået fra personlig figur til metafor. At lave ‘en Robin Hood’ er blevet en let måde at omtale et initiativ, der tager fra dem, der har mest for at give til dem, der har mindst – med en mere lige fordeling af goderne som eneste argument. I øjeblikket lever metaforen i forbindelse med de politiske forhandlinger om en ny kommunal udligningsreform, hvor det bærende element i regeringens oplæg er, at der skal tages endnu mere fra de rigeste kommuner og gives til de fattigste, end det allerede er tilfældet.

Der er intet positivt at sige om Robin Hood-argumentet. For det første savner det enhver logisk konsistens: Hvis en mere lige fordeling af goderne er mere retfærdig, alene fordi den er mere lige, hvorfor stopper man så – i praksis – inden fuldkommen lighed er nået? Hvis man vitterligt tror på et sådant retfærdighedsideal, hvorfor afstår man så fra at følge det til dørs? Hvis det sidste skridt er uretfærdigt – “så meget skal vi jo heller ikke tage fra folk, det er jo bare en lille håndsrækning fra de rigeste til de fattigste, det kan de rigeste godt tåle” – hvordan kan det første skridt så være det?

For det andet – og det tredje, og det fjerde – ser man med Robin Hood-argumentet stort på den private ejendomsret; betragter arbejdsindsats og fortjeneste som adskilte størrelser, hvis sammenhæng intet har at gøre med retfærdighed; og prioriterer en højere kollektivistisk retfærdighed for samfundet (eller ‘fællesskabet’, om man vil) over retfærdighed for den enkelte. Sidstnævnte forudsætter i øvrigt, for at fuldende meningsløsheden, enten en antagelse om, at godernes fordeling er tilfældig, og at det derfor ikke er retfærdigt, at nogle har mere end andre, eller alternativt en antagelse om, at ingen kan komme i besiddelse af materielle goder uden at det sker på andres bekostning.

Selve Robin Hood-argumentet er imidlertid ikke det eneste, der er galt med regeringens oplæg til en ny kommunal udligningsreform. CEPOS viste for nylig i en analyse, at borgerne i de fattigste kommuner lever med et højere offentligt serviceniveau end borgerne i de rigeste kommuner. Man skulle ellers tro, at en rig kommune kunne levere bedre offentlig service til sine borgere end en fattig kommune, men i praksis forholder det sig omvendt.

Hvordan hænger det sammen? Det ultrakorte svar er, at den kommunale udligning er blevet til kommunal overudligning. For at levere et vist niveau af offentlig service til sine borgere er den fattige kommune som udgangspunkt nødt til at have en højere skatteprocent end den rige kommune, fordi indkomstgrundlaget er ringere. Når den fattige kommune herefter modtager penge fra den rige gennem udligningen, burde det i princippet være muligt for den fattige kommune at sænke skatten og fastholde samme serviceniveau som før udligningen. Af forskellige årsager ser danske kommuner imidlertid ingen fordel i at sænke skatten, hvilket får den konsekvens, at den fattige kommune i stedet kan øge sit serviceniveau – finansieret af udligningspengene fra den rige kommune.

Hele ideen om, at en retfærdig mellemkommunal udligning består i at omfordele fra rige kommuner til fattige kommuner alene med den begrundelse, at der er forskel i kommunernes gennemsnitlige velstand, er mere problematisk end den ser ud til på overfladen og et indirekte udtryk for et mærkværdigt menneskesyn: Siden hvornår blev kommunen, og ikke borgeren, den relevante enhed at fokusere på? Er det væsentlige ikke, hvis man endelig vil lave mellemkommunal udligning, hvor stor forskel der er på de mest nødlidende borgeres vilkår fra kommune til kommune, frem for hvilken kommunal pengekasse, der er mest trængt?

En økonomisk udligning mellem kommuner burde kun betragtes som en succes i det omfang, den gavner den enkelte borger, der har et reelt behov for andres hjælp. Hvorvidt udligningen gavner kommunen som helhed burde, ret beset, være ligegyldigt. At det kan lyde som et kontroversielt synspunkt, at det er det enkelte individs velbefindende – og ikke en offentlig, administrativ enheds – der bør være i fokus i forbindelse med en politisk reform, siger noget om den karakter, den danske velfærdsstat har fået. Med det væld af interesse- og magtkampe, forhandlingerne om en ny kommunal udligningsreform bringer i spil, kan man kun håbe på, individuelle behov i det mindste kommer til at veje tungere end kommunale behov.

Et mere sandsynligt resultat minder nok, desværre, mere om en af utallige mindeværdige scener fra Sergio Leones legendariske såkaldte ‘spaghettiwestern’, ‘Il Buono, Il Brutto, Il Cattivo’, hvor Clint Eastwood – der spiller det tætteste, filmen kommer på en helt – ridser situationen op for Eli Wallach med en ladt pistol rettet imod ham:

“You see, in this world there’s two kinds of people, my friend: Those with loaded guns and those who dig. You dig.”

Hvis det var partiernes medlemmer og støtter, der betalte annoncerne, kunne jeg være ligeglad. Men det er desværre ikke tilfældet. Når jeg troskyldigt stemmer ved et folketingsvalg, har det den bivirkning, at det parti, jeg stemmer på, får 28 skattekroner om året i partistøtte. Der kommer godt 10 kroner oveni fra mine stemmer ved kommune- og regionsvalg.

I en internetalder kan alle få budskaber ud i offentligheden, ganske gratis. De politiske annoncer indeholder også kun undtagelsesvist egentlige budskaber – de tjener som regel kun et brandingformål. Det er meningsløst, at vi som skatteydere skal betale den slags primitiv markedsføring, rettet mod os selv.

Et slag på tasken: Man kunne rask væk skære halvdelen af partistøtten væk – cirka 75 mio. kroner om året – uden overhovedet behøve tage fat på diskussionen om, hvorvidt det er rimeligt og hensigtsmæssigt, at vælgerne skal betale for partisekretariater og lignende.

Som borger i Københavns Kommune finder jeg tilsvarende Borgerrepræsentationens evindelige kampagner værdige til at komme en tur under grønthøsteren. Vi belæres om, hvilke værdier vi har som københavnere, som om vi ikke selv var nærmest til at vide det. For eksempel kan vi, ifølge kommunen, godt lide at spadsere.

En anden gang var budskabet, at jøder, kristne og muslimer er sammen om København. Denne tilsyneladende kampagne for monoteistiske religioner var i virkeligheden affødt af, at Borgerrepræsentationen ikke turde melde klart ud om det problem, de ville gøre noget ved: Nemlig nogle muslimers voldelige chikane af jøder.

Enhver førsteårsstuderende i kommunikation kan gennemskue værdiløsheden i kommunens kampagner. De når aldrig videre end til at markere Borgerrepræsentationens egen fortrinlighed. At de folkevalgte i hovedstaden ser sig selv som en art åndelige ledere, og gerne vil fortælle os andre om det, er naturligvis en ærlig – om end lidt besynderlig – sag. Men de må altså selv betale for det.

Kampagnerne fylder dog næppe meget i kommunens store budget. Det gør derimod affaldsforbrænding. Amagerforbrændingen står foran lukning, og selskabet bag det ønskede at opføre et lidt større anlæg. Men kommunen satte hælene i og ønsker tværtimod et betydeligt mindre anlæg. Tanken bag er, at blandt andet affaldssortering vil gøre behovet for forbrænding mindre. Det er en teori, og man kan ikke afvise, at den holder. Men ellers skal der snart bygges endnu et forbrændingsanlæg i en af omegnskommunerne, og der venter en milliardregning for borgerne i hovedstadsregionen.

Mange flere milliarder taler vi om, når det handler om udgifterne til invaliditet og revalidering. Men her er milliarderne spredt ud over det ganske land. Sammenlagt for staten, kommunerne og regionerne (tidligere amterne) er posten vokset fra 43 mia. kroner i 2000 til 85 mia. kroner i 2010. Regnet om i nutidspriser er det en merudgift på 20-25 mia. kroner.

Så stor er den reelle merudgift dog ikke. Størstedelen af den stammer fra pensioner, og årsagen kan for eksempel være, at mange af modtagerne tidligere fik kontanthjælp, uden at der var udsigt til, at de skulle komme i arbejde.

Men en del af stigningen er reel. Fra 2007 til 2008 voksede udgifterne til institutioner, hjemmehjælp, hjælpemidler og så videre pludselig med lidt under 2 mia. kroner i faste priser. Det var en af de uforudsete udgifter ved kommunalreformen: Kommunerne overtog området fra amterne. Men det er et område, der er meget svært at styre, og først i de allerseneste år er der så småt tegn på, at kommunerne begynder at få omkostningerne ned på tidligere tiders niveau.

Dette indlæg er ikke for at argumentere for, at offentlig produktion som nogen naturlov er dyrere end privat. Det tror jeg såmænd ikke er tilfældet.

Jeg konstaterer blot, at der heller ikke er nogen grund til at tro, at pengene bliver brugt mere effektivt i den offentlige end i den private sektor. De samme dårskaber – forfængelighed, naivitet, kortsynethed, grådighed og slet og ret dumhed – der engang imellem fører til milliardtab i private virksomheder, eller til heftige overpriser for forbrugerne, findes naturligvis også blandt politikere og embedsmænd. Og ligesom vi som forbrugere og investorer betaler dyrt for menneskelige fejl i den private sektor, betaler vi som skatteydere dyrt for menneskelige fejl i den offentlige sektor.

Det mærkelige er bare, at der er langt mest fokus på de private fejl. Når Vestas kludrer rundt, fylder det helsider i erhvervsmedierne. Når fødevarevirksomheder gradbøjer de uhyre strikte regler for deres sektor, kan den efterfølgende mediestorm bringe en minister til fals – også selv om ingen har kunnet lokalisere nogen skadeslidt forbruger.

DR har et helt program, der er helliget uhæderlige virksomheder. Engang imellem er det store sager, der bliver bragt til torvs i Kontant, andre gange er det småting. Men underholdende er det altid, når en svedende virksomhedsleder må forklare det småplat, vi har set dokumenteret af de skjulte kameraer.

Derimod er det uhyre sjældent, der bliver sat fokus på spild og plat i den offentlige sektor. Når hende, der er statsminister, eller ham, der lige har været det, klarer sig dårligt til en pressekonference, er det topstof i alle medier. Når en af de to har ansvaret for en dårlig forvaltning, der bruger milliarder af skattekroner uden at skabe værdi for borgerne, er der ingen, der bemærker det.

Eller vendt på en anden måde: Når vi ser tv-nyheder, lader vi os forarge over en plattenslager i Ålborg, der opkræver nogle hundrede kroner for meget for et eller andet obskurt teleprodukt hos nogle folk, vi ikke kender. Alt imens vi selv bliver opkrævet tusindvis af kroner mere i skat, end vi behøvede.

I USA har den liberale nyhedskanal MSNBC et fast indslag, der hedder The Fleecing of America. Det har kørt i 16 år nu, og det er en slags Kontant – bare om den offentlige sektor. Og ligesom historierne i Kontant som regel har en begrænset rækkevidde, er det samme tilfældet med historierne i The Fleecing of America. Seere i Guds eget land bliver underholdt med den ene historie efter den anden efter recepten: ”Kommunalt bosted for handicappede har indlogeret sig i et for dyrt hus.”

Det kan meget vel være, at journalisterne på MSNBC samtidig overser nogle store historier. Ligesom der i Danmark er erhvervsskandaler, der først kommer frem, når det er for sent, på trods af mediernes nidkærhed i erhvervsdækningen.

Men kritisk journalistik er med til at holde beslutningstagerne på tæerne. Det giver på den måde forbrugerne billigere og bedre produkter. Og det ville også give skatteyderne bedre service for færre penge.

Lad os så springe cirka 10 år frem til november 2011. Dronningen var mødt op til en parade, hvor hun overrakte en medalje til en dansk soldat – sergent Casper Mathiesen – som under en ildkamp med Taliban i Afghanistan havde lagt sig mellem en såret kammerat og fjenden. Mens han med sin krop beskyttede den sårede soldat fortsatte han samtidig med at beskyde Taliban. Det var en dåd, som han fik Tapperhedskorset – den højeste danske udmærkelse – for. Til BT forklarede sergenten: “Dronningen sagde til mig at hun var glad for at kunne overrække den her medalje til mig, men det er ikke rigtig gået op for mig endnu, det er lidt uvirkeligt, at jeg har vundet den her medalje.” Da BT spurgte ham, om han selv følte sig som en helt var svaret benægtende: “Nej det gør jeg bestemt ikke. Jeg gjorde bare som alle andre ville have gjort.”

De to eksempler viser meget tydeligt, at der stadig findes helte i et senmoderne samfund, skønt de varierer meget. Vi lever på den ene side i et samfund, som er præget af en ekstraordinær høj grad af tryghed, hvor det mest foruroligende vi kan udsætte os for er truslen om højresvingsulykker i trafikken, nedfaldne køreledninger på det danske skinnenet og mad i Bilka, hvor udløbsdatoen er overskredet. Alvorlige emner, men næppe noget der ville have rystet folk i gamle dage, hvor det var en udfordring at overleve til næste dag. Af samme grund kan det også skabe ekstra stor chok og forfærdelse når katastrofen rent faktisk rammer – hvad enten det er et fly som styrter ned, en færge som bryder i brand eller når en blond voldsmand går i land på en norsk ø for at meje alt ned som står op. I sådan en situation ønsker vi, at der er helte, som kan stå op og forsvare os. En, som kan stille sig midt imellem os og afgrunden. Der er samtidig noget dybt utilfredsstillende at opleve en mand som Anders Behring Breivik overgive sig uskadt til norsk politi – ikke fordi nogen stoppede ham, men tværtimod fordi han løb tør for børn han kunne slagte.

Trods al vores teknologiske mirakelløsninger har vi måske netop derfor så meget desto mere brug for helte, når ulykken rammer og teknologien går i sort. Da et jordskælv og en efterfølgende tsunami i marts 2011 hærgede Japan blev 50 japanske atomteknikere – “The Fukushima 50″ – på det ulykkesramte atomkraftværk Fukushima og kæmpede en hård kamp for at redde værket. De modtog en radioaktiv stråling 10-12 gange højere end det maksimalt acceptable, men blev alligevel på værket og fik forhindret en katastrofal nedsmeltning, som kunne have truet hovedstaden Tokyo. To af medarbejderne, Kazuhiko Kokubo og Yoshiki Terashima, døde under redningsarbejdet, men de øvrige 48 overlevede og har siden fået hyldestpriser og sange opkaldt efter sig. Måske meget signede valgte mange af dem efterfølgende – og trods berømmelsen – at søge tilflugt i anonymiteten. Dels er der mange japanere, som bebrejder deres arbejdsgiver – Tepco – for ulykken og dels er det uklart om de med høje stråledoser de har fået vil overleve i længden. Da det amerikanske tidsskrift Newsweek lavede en artikel om “The Fukushima 50″ valgte flere af atomteknikerne at optræde under falsk navn.

Dette viser en vigtig ting om helte. Samfundet behøver dem og hylder dem for deres gerninger, men det er også svært efterfølgende at forholde sig til dem. Livet går jo videre og hverdagens problemer kommer tilbage – forsinkede tog, stigende madpriser, for høje skatter, tilstoppede toiletter og politikernes magtspil. Heltene huskes først og fremmest for noget, som ligger tilbage i fortiden og som de fleste måske helst bare gerne ville glemme. En anden ting – som måske kan overraske – er, at selv deres kollegaer eller kammerater somme tider kan føle afsky eller irritation over dem. Specielt i krig kan det være belastende at være tæt på en helt. Både fordi han med sine handlinger ofte udsætter andre for fare og fordi han ofte selv får al æren, mens de andre glemmes. Helte kan somme tider være temmelig egocentriske. Meget sigende fik den amerikanske general George Patton øgenavnet “Old Blood and Guts” for hans bravado og dristige fremstød i felten under Anden Verdenskrig i Nordafrika og Europa. Men nogle af hans soldater lavede øgenavnet om til “Our Blood and his Guts” og det var ikke altid venligt ment. Da Anden Verdenskrig sluttede, kunne Patton – som mange andre krigsveteraner – ikke vænne sig til en mere fredelig verden. Tværtimod håbede han på og talte åbenlyst for at genoptage krigen når han alligevel var i Europa med en stor hær. Naturligvis ikke længere mod Tyskland, men i stedet mod Sovjetunionen og landets kommunistiske styre. Det skete (heldigvis) ikke og Patton – efter tiltagende depression og udstødt af sine egne – omkom i en trafikulykke i december 1945.

Jeg har en mistanke om, at en anden kriger, som ville have haft svært ved at tilpasse sig en fredeligere verden efter 1945, ville have været Anders Lassen – uden tvivl den største danske krigshelt i nyere tid. Lassen var ombord på et dansk skib, da tyske tropper besatte Danmark i april 1940. Sammen med nogle andre søfolk kaprede han skibet og satte kurs mod Storbritannien, hvor han meldte sig til britisk krigstjeneste. Meget hurtigt blev han flyttet over til de britiske specialstyrker, som i de kommende år specialiserede sig i at gennemføre farefulde nålestiksaktioner mod den tyske eller italienske hær. Han gennemførte utallige angreb mod tyske eller italienske flyvepladser, garnisoner og kommandostationer i området omkring Middelhavet, samt hjalp græske partisaner med livsvigtige forsyninger. Han faldt for tyske kugler, da han deltog i nogle af de sidste krigshandlinger mod de tyske tropper i Norditalien i april 1945 og fik posthumt tildelt den højeste britiske udmærkelse Victoria-korset. Ingen kan betvivle Lassens tapperhed og lederevner i felten, men han var på andre måder også en ubehagelig og politisk ukorrekt skikkelse. Han forførte rask væk alle de kvinder han kunne slippe afsted med og hvis han ikke fik sin vilje brugte han gerne vold. Efter nutidens standard ville han blive anset for at være ekstrem racistisk og han rådede over en selvsikkerhed, som nærmede sig det arrogante. Han fik ligeledes raserianfald, som skræmte selv hans bedste venner. For ham var det desuden en æressag at få aflivet flest mulige tyske soldater, som havde besat hans elskede fædreland. Som han forklarede det var det som at “slagte sataner” og det betød ikke så meget om de stadig kæmpede eller havde overgivet sig.

Når jeg tvivler på, at Anders Lassen ville have fundet sig til rette i Danmark efter afslutningen på Anden Verdenskrig er det imidlertid ikke bare på grund af hans sorte bagside, men også i høj grad på grund af hans heltedåd. Begge dele ville formodentlig have gjort ham til en ubekvem person i et samfund, hvor det af mange blev anset for en æressag ikke at have gjort modstand under den tyske besættelse 1940-1945. Det er næppe noget tilfælde, at de fleste danskere har hørt om den dansk-norske søhelt og admiral Peter Wessel Tordenskjold, som gjorde livet usikkert for svenskerne i 1700-tallet, mens de færreste aner noget om Anders Lassen. Hvad skulle danskerne dog også stille op med Anders Lassen – specielt i en verden, som efter 1945 var fyldt med atomvåben og hvor selve klodens fremtid var truet? Antihelten – hvad enten vi taler om Paris i “Iliaden” eller Miguel de Cervantes’ Don Quijote – har altid været en central skikkelse i den vestlige kulturhistorie. Lige så vigtig som selve helten. I Danmark har antihelten imidlertid længe været den dominerende skikkelse og fuldstændig overskygget, at der rent faktisk findes sådan noget som rigtige helte. Danskerne har – måske specielt efter nederlaget i 1864 og trods den tyske besættelse 1940-1945 – gjort det uheroiske til den sande heroisme. Tag blot Halfdan Rasmussens humoristiske sang “Noget om helte”, hvor han hylder antihelten, der passer sin have i stedet for at slås og vinde hæder. Som det bl.a. står:

 

Samson gik og styrted templer.
Peter Freuchen knak sit ben.
Ak, mod disse to eksempler
er min dåd en sølle en.
Jeg har aldrig dræbt filistre
eller kæmpet med en haj.
Og når stærke mænd bli’r bistre,
syn’s jeg, det er synd for mig.

Der er nok, som går og sysler
med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha’ skærmydsler
og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder
for at gi’ hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder,
selleri og pastinak.

Fordelen ved antihelten er, at alle i princippet kan blive det. Det er også muligt at hævde, at antihelten efterhånden har overtaget rollen som helt i Danmark i takt med, at demokratiets lighedsideal har vundet frem. I Danmark skal man jo helst ikke skille sig ud og derfor er der ikke plads til for mange idealer som troskab, mådehold, barmhjertighed, tapperhed og mod. Det er af den grund et tidens tegn, når en kulturminister i 2001 udråber deltagerne i et reality-show til “sande danske helte.” Alle – lige fra Sidney Lee til Peter Birch fra “Paradise Hotel” – kan således i princippet blive ophøjet til sande danske (anti)helte i dag. Positivt betragtet er det en hyldest til samfundets Klods Hans-typer, som snubler over deres egne ben og alligevel vinder vores sympati på deres egen bøvede facon. Problemet er naturligvis, at dette (anti)heltebillede udgør en udvanding og en banalisering af heltebegrebet. Når solen står lavt kaster selv dværge lange skygger og så mange kalorier er der vel heller ikke i Ulven-Peter eller i Sidney Lee.  Problemet er også, at dette (anti)heltebillede udfordres når virkelige kriser opstår – som når et atomkraftværk er truet af nedsmeltning, Taliban angriber eller ondskaben i skikkelse af en sværtbevæbnet arier går i land på en lille norsk ø fuld af børn. Så viser det sig pludselig, at vores (anti)helte egentlig ikke er meget bevendte når det kommer til stykket. Som det meget rammende blev formuleret i et lokumsdigt, der under besættelsen af Danmark blev skrevet på toilettet på en kaffebar på Vibenshus Runddel i København:

 

Ja, skrive på Vægge og male på Døre,
Se – det kan enhver Idiot jo gøre,
Men dø for sin Konge og slås for sit Land,
Se – det er der ingen af jer Røvhuller, der kan.

Mit gæt er, at vi ikke kommer uden om en diskussion om vores heltebegreber i de kommende år i takt med, at flere og flere soldater vender hjem fra de oversøiske krige. Hvem der vinder denne debat er derimod ikke til at sige. Jeg tror, at det vil være specielt fristende for mange at reducere og banalisere dem, der gjorde en ekstraordinær indsats til en slags antihelt. “De vidste jo ikke bedre, de var unge og de var i virkeligheden ofre for skjulte magtinteresser” – sådan kunne en forklaring lyde. Jeg hæfter mig ved, at de få danske film, der indtil videre har forsøgt at behandle emnet – Susanne Biers “Brødre” fra 2004 og Annette K. Olesens “Lille soldat” fra 2008 – netop har haft den ødelagte og nedbrudte krigsveteran i hovedrollen. Med andre ord er helten i fortællingen en antihelt. Det er jo en måde at se på tingene på og behøver bestemt ikke at være forkert, men jeg køber bare ikke ideen om, at det skulle være den eneste gyldige tolkning. Jeg tvivler også på, at det er en skildring, som mange veteraner vil acceptere. På den anden side tror jeg også, at det vil volde mange danskere problemer at acceptere, at der skulle være sådan noget som ægte og sande helte – både fordi det stiller vores dagligdags præstationer i skyggen, men også fordi de viser, at der er noget positivt ved at kæmpe for noget man tror på. Begge dele ville formodentlig få mange til at rykke sig uroligt i stolen, fordi det rejser nogle højst ubehagelige spørgsmål om os selv og det samfund vi lever i. Hvis nogen drager ud og ofrer sig i en højere sags tjeneste, hvad fortæller det så om os, der blev tilbage?

For at sige det ligeud behøver samfundet helte, som går i spidsen for os andre og tager alle tæskene. De har sorte skyggesider og fejl som os andre, men deres handlinger er hvad der tæller – hvad enten det så er, at bekæmpe en truende atomkatastrofe eller at bekæmpe Taliban. Når helten ikke er der – som på Utøya i sommeren 2011 – mærker vi det med det samme. Vi behøver også antihelten, som immervæk er mere jordnær og menneskelig for de fleste af os. Han fortæller os noget vigtigt om samfundet og prisen for at kæmpe. Han får os også til at grine og se vores egne fejl, fordi han selv så tydeligt udstiller dem. Men vi kan ikke leve på antihelten alene og når nøden er størst slår antihelten bare ikke til. Derfor behøver vi helten, selvom – eller måske netop fordi – vi lever i et trygt, senmoderne samfund, hvor de fleste har glemt, hvad det vil sige at slås for noget man tror på.

De har fået skyld for mangt og meget gennem tiden, og nu får de det igen - de (påståede) røde lejesvende i dansk journalistik.

En ny undersøgelse viser at danskernes tillid til medierne er bemærkelsesværdig lav, og på den baggrund skrev damefrokostens chefredaktør, Camilla-Dorthea Bundgaard ‘De røde lejesvende længe leve?’ – (‘Den ansvarshavende’ d. 10. maj).

Camilla-Dorthea sammenholder journalisternes politiske standpunkt med det ovennævnte faktum, og påstår så en sammenhæng: Journalister er venstreorienterede og befolkningen synes, at medierne og journalisterne gør det ringe, hvorfor hun bl.a. argumenterer for at journalister simpelthen melder kulør, så man ved hvor man har dem.

For det første: Hvor ville jeg dog ønske at Camilla-Dorthea havde ret, når hun antyder en sammenhæng mellem politisk overbevisning og (dårlig) dansk journalistik, for så ville det i det mindste betyde, at medier og journalister havde kant og faktisk formidlede indholdsrigt stof – omend man måske, til tider, var uenig i fremstillingen.

Sådan er det desværre ikke; overhovedet. At dansk journalistik har et problem, kan man vanskeligt være uenig i, men problemet er snarere det modsatte, end det der indikeres. Ligesom rigets politikere har man gjort det til en dyd ikke at mene noget som helst, stikke lidt ud eller på nogen måde antage en profil, der afviger fra konsensus og total mainstream.

Dét er problemet og ikke hvilken politisk holdning den enkelte journalist måtte have i sin fritid.

Her er et lille udpluk af overskrifter fra såkaldte seriøse (og, i teorien, venstredrejede) medier – Politiken og DR – fra de seneste par dage: (Hvis man har tendens til depression eller bare allerede har fået nok af tåbelighederne, kan man springe de næste 6-7 linjer over og læse videre).

- Breaking News på både DR og Politiken: ‘Et lille fly styrter ned i Nepal og de to danskere ombord overlever’ (DR)

-‘Tigerunger i Zoo dør’ (DR)

- ‘Ukrudt bliver fjernet med skum’ (DR)

- ‘Prins Charles viser vejrudsigten på BBC’ (DR)

- ‘Kunster vil sælge din nyre for dig’ (DR)

-  Eller (minsandten) en af de meste læste på dr.dk sidste måned: ‘Verdens mest downloadede kvinde er dansk’ (DR)

- ‘Kvælerslange overnattede på rådhuset’ (Politiken)

- ‘Godstog torpederer lastvogn med bomuld’ (Politiken)

- ‘Ofte for cykeltyveri: De lod hånligt låsen ligge’ (Politiken)

Propaganda og/eller fordrejede sandheder fra de røde lejesvende? Nej vel. Det er bare så hamrende indholdsløst og derfor også nærmest pinligt, at der ikke er nogen fra egne rækker der råber op og anmoder om et højere niveau.

Meget kan man sige – og bør måske endda sige, om disse ligegyldigheder – men særligt venstreorienteret eller på andre måder kontroversielt er det næppe. Royal underholdning, nuttede tigerunger og cykeltyverier. Det er vist væsentligt mere sørgeligt og komisk end revolutionært og rødt.

To (rigtige) forhold der ikke har noget med hinanden, at gøre, bliver sat sammen, og derfor når man frem til en forkert konklusion.

Ja, særligt i en international sammenligning, er danske medier håbløst dårlige og provinsielle. Og, ja, en undersøgelse viser at danske journalister oftere er venstreorienterede end borgerlige. Men de to forhold har bare intet med hinanden at gøre.

Da jeg i sin tid havde statistisk på universitetet, blev vi præsenteret for følgende huskeregel, når man anvender tal til at (forsøge at) forstå samfundet: Der er perfekt sammenhæng mellem skilsmisse-kurven i Frankrig og antallet af sølvræve nord for polarcirklen.

Hvad er pointen? Jo, pointen er den simple, at man ofte har observationer hvor der er statistisk sammenhæng, men derfra og så til at påstå en kausal (årsag-virkning) sammenhæng er der langt.

Er det f.eks. ’de røde’ journalister der laver dårlig journalistik? Det aner vi ikke. De nævnte tal siger absolut intet herom – faktisk indikerer ikke engang noget i den retning.

Derudover, så spænder man også virkelig buen, i sin definition af hvad det vil sige at være venstreorienteret. En radikal stemme betegnes som rød, og netop i denne undersøgelse gælder det at næsten 50% af de såkaldte ‘røde stemmer’ blandt danske journalister faktisk er radikale, og så er man jo strengt taget (social-) liberal.

Så, kære chefredaktør, her fik du din første lige venstre. Du har ret i din kritik af det danske mediebillede, men den konkrete analyse var (desværre) både forkert og forhastet.

Paradoksalt nok, er problemet måske endda, at vi har for få røde lejesvende og for mange farveløse nikkedukker i dansk journalistik, og det har vi bl.a. fordi vi jager de forkerte, når vi skal forklare årsagen til problemerne i den danske medieverden.