”I Frankrig er der mange mennesker, der ikke gider at arbejde”, sagde min sambo, M., til mig mens hun sad og skriblede kontaktinfo for sine mange løse bekendtskaber ned i sin lommekalender. ”Hvorfor ikke?”, spurgte jeg, egentlig mest af høflighed. ”Fordi man kan få så mange penge af staten, hvis man ikke arbejder”, sagde hun neutralt og skriblede videre. ”Nårh, ja… Sådan er det nu også i Danmark”, sagde jeg. ”Er det?!?” udbrød hun fuldstændig lamslået. Jeg blev lidt forundret, da den skandinaviske velfærdsmodel bliver pushet i de franske medier i en grad, så man vist ikke har set noget lignende siden besættelsesmagtens propaganda under anden Verdenskrig. Jeg troede, alle franskmænd havde hørt om den. Men det havde M. ikke. I det hele taget havde hun ikke hørt om ret meget. Hun var over 40 år gammel, havde ingen uddannelse og havde aldrig haft et fast job. Hun arbejdede kun sæsoner, på alt fra diskoteker på Ibiza over dykkerskoler i Egypten til Disneyland, Paris, som er en stor arbejdsgiver for sæsonarbejdere. Resten af tiden fik hun den franske kontanthjælp, RMI, som er på 450 Euro om måneden. Det var hun ganske godt tilfreds med.

M. var meget frisk, levende og kvik i pæren, og var det ikke for de konstante klager over hendes sindssyge, spanske kæreste, hvis e-mail hun brugte uanede mængder af tid på at prøve at hacke, ville hun faktisk have været helt sjov at bo sammen med i den halvanden uge, jeg arbejdede i Disneyland og boede i en såkaldt Disney Residence. Somme tider tror jeg, hendes mangel på uddannelse og dannelse var en velsignelse for hendes fornuft. For eksempel formastede hun sig engang til at sige til mig: ”Piger kan altid få et arbejde. Det er meget nemmere for en kvinde end for en mand at få et arbejde.” Jeg skænkede de danske klynkefeminister en tanke og var lige ved at grine højt. Jeg ved ikke, om M.’s hypotese holder statistisk, men intuitivt havde jeg en fornemmelse af, at hun havde ret. Personligt har jeg i hvert fald altid opfattet mange ting som umiddelbart nemmere for kvinder end for mænd, hvilket nok er en del af grunden til, at min feministiske periode ikke holdt evigt. Men hvem kan forestille sig en universitetsuddannet kvinde, skolet i politisk korrekthed, som man ikke kan undgå at blive, frejdigt proklamere, at kvinder har lettere ved at få arbejde end mænd? Set i det perspektiv var det et ekstremt herligt udsagn at have i ørerne.

M. er ikke atypisk for Disneylands enorme og brogede arbejdsstyrke. Mange af dem, der tager sæsonjobs (en ”sæson” i Disneyland kan være så kort som få dage, da alle ferier og helligdage betyder mange flere gæster og dermed større behov for arbejdskraft), tilhører selvfølgelig bare fars forkælede gymnasieungdom, og skal tjene lidt penge for at kunne fyre den bedre af i weekenderne. Men mange er voksne personer, der har svært ved at finde fast ståsted på arbejdsmarkedet, eller som simpelthen ikke ønsker det. Ikke fordi, de ikke er dygtige eller intelligente, men fordi, de måske ikke fik raget en uddannelse til sig i tide, eller fordi, de på den ene eller anden måde bare er lidt anderledes end flertallet. Og det er nemt for de fleste, inklusive de lidt ”skæve”, at få et job i Disneyland – hvilket blandet andet skyldes, at Disneyland er en af de arbejdsplader i Frankrig, der har det allerdårligste ry (og det siger ikke så lidt – de har jo France Telecom, hvor 35 medarbejdere begik selvmord i løbet af en kort periode). ”Disneyland er jo amerikansk”, spytter franskmændene foragteligt og mener hermed, at så behøver man naturligvis ikke at stille skeptiske spørgsmål til den påståede forfærdelige situation i forlystelsesparken.

Baseret på mine egne, ret kortvarige erfaringer, vil jeg godt medgive, at arbejdsforholdene nok kunne være bedre; specielt var jeg ret frastødt over, så nøjagtige beregninger, der helt uden blusel laves for at undgå at betale medarbejderne overtid. Desuden er arbejdet hårdt, tempoet er højt, pauserne er få og chefen er ikke sådan en, man skal spille smart overfor. Men sådan er vilkårene rimeligvis på mange ufaglærte arbejdspladser i Frankrig, og er de en tand værre i Disneyland end så mange andre steder (bortset fra France Telecom ), så mener jeg egentlig, der er andre ting, der vejer op for det. Disneyland repræsenterer en mulighed for dem, der ikke har let ved at tilpasse sig 9-16 livet (i Frankrig er arbejdsugen 35 timer). Dem er der ikke så få af, og de europæiske velfærdsstater har en tendens til at glemme at have dem med i verdensbilledet. I et ret liberalt land som USA er der masser af underlige, små jobs til dem, der, om man så må sige, på forskellige måder ikke er ”100 procent”. Frankrig har et af Europas stiveste arbejdsmarkeder, og det levner ikke plads til meget slinger i valsen, hverken fra arbejdstagerens eller arbejdsgiverens side. Disneyland laver stort set ikke andet end at slingre i valsen, hvad parken får forarget medieopmærksomhed over gang på gang. Men måske var det snarere den snævre og ufleksible, franske arbejdsmarkedslovgivning, som i høj grad er skyld i landets høje arbejdsløshed, der burde have lidt mere forarget opmærksomhed?

Desuden er Disneyland en af Frankrigs fremmeste virksomheder til at ansætte handicappet arbejdskraft. Guess why – I har vel hørt om Snehvide og de syv små dværge . Der er brug for en god håndfuld personer med et afvigende udseende til at udfylde diverse entertainment-roller. Det er jo lige den slags, mange mennesker kan blive forargede over – sammenlign for eksempel med de mange snerpede, danske reaktioner på tv-showet X Factor, som man mener udstiller ”mærkelige” mennesker til underholdningsformål. Men handicappede eller ”mærkelige” personer har jo rimeligvis det samme ønske om at tjene penge og/eller komme frem i verden som alle mulige andre mennesker, hvis de kan.

Halv-talentløse eller bare ukendte skuespillere, musikere og sangere har også en rimelig mulighed for at understøtte deres kunst eller bare sig selv ved at tage sæsoner i Disneyland. Selvfølgelig må det være en lidt bleg fornemmelse at stå en hel dag og vinke i et Minnie Mouse-kostume, hvis man mener, man burde være den nye Mae West. Men sådan er der nu engang så meget. Alternativet er et job ved frituregryden på Burger King.

Og så har jeg slet ikke nævnt alle de ikke-fransktalende, der gør parken rent om natten til en løn, de kun ville kunne drømme om i deres hjemland. I Frankrig er du lidt af en paria, hvis du ikke taler fransk – men ikke i Disneyland, for der er så rå mængder af ledigt lortearbejde, at man ikke har råd til at stille særlige krav til arbejdstagerne i de mindst attraktive funktioner.

Seneste skud på Disneyland-forargelses-stammen i de franske medier er vist, at Disneyland diskriminerer imod andre racer end den hvide ved ansættelse af medarbejdere. Nuvel, muligvis er historien blot en opblæst drejning af det faktum, at du nu engang ikke kan ansætte en sort til at spille Snehvide, ligesom du ikke kan ansætte 7 professionelle basketball-spillere til spille dværgene. Eller måske er der noget om det, men min logiske sans protesterer imod at tro det. Hvorfor skulle en arbejdsgiver, der endda er i permanent mangel på arbejdskraft, diskriminere folk på grund af noget så ubetydeligt som deres hudfarve? Hvad skulle arbejdsgiverens interesse være heri? At få dårlig omtale i medierne? Nej, det er nok blot endnu et udtryk for den europæiske mistro imod kapitalister og de deraf følgende konspirationsteorier om disses uforklarlige, iboende ondskab, som især giver sig til udtryk i en uimodståelig trang til at diskriminere imod dit og dat; i Skandinavien vist nok mest imod akademiker-kvinder, i andre lande vist nok mest imod de alternativt pigmenterede.

Min sambo i Disneyland, M., tog det som en naturlig selvfølge, at mange mennesker ikke gider at arbejde, hvis de i stedet kan få penge for ikke at gøre det. Jeg tror ikke, hun havde forstået noget som helst, hvis jeg havde forsøgt at forklare hende, at udsagnet i manges ører ville være meget provokerende og kontroversielt. Og selvfølgelig har hun også ret, i hvert fald hvad angår de segmenter af samfundet, hvor arbejdet ikke er forbundet med nogen særlig status eller identitetsfølelse. Noget af det sympatiske ved en liberal samfundsmodel er, at man nødvendigvis lukker en hel del mennesker ind i det økonomiske, produktive fællesskab, som i et velfærdssamfund med høje overførselsindkomster og høj mindsteløn vil stå udenfor arbejdsmarkedet. I Frankrig har man godt nok meget lavere overførselsindkomster end i Danmark, men det afholder nu ikke garvede systemrotter fra at leve temmelig længe af dem. M. supplerede med sæsonarbejde, fordi hun syntes, de ekstra penge var umagen værd, men ikke alle tænker som hende.

Jeg har ikke noget ønske om at slå folk på overførselsindkomst oveni hovedet – og i Danmark synes jeg i øvrigt, vi har større problemer end underklassens subsidier, for eksempel alle de brancher, der overlever på massiv offentlig støtte, og middelklassens grådighed efter velfærd, som de for en stor dels vedkommende sandsynligvis ville være bedre tjent foruden. Men jeg blev bedt om at skrive et indlæg om, hvorfor jeg er liberal i min grundholdning – og det er jeg i høj grad, fordi jeg mener, liberalisme giver øgede muligheder for, at samfundets mange skæve personager, herunder dem, der tilhører det, vi kan kalde ”underklassen”, kan indrette deres liv lidt mere efter deres eget hoved, end den socialdemokratiske samfundsmodel giver mulighed for. Og det er en nådig mulighed at have.

Så det blev til et indlæg, der mest kom til at handle om Disneyland – fordi Disneyland netop er et stjerneeksempel på en “skæv” arbejdsplads, der rummer muligheder for dem, der ikke lige bestod Handelshøjskolens grundkursus i slipseknude-binding.

Og overskriften? Nårh ja. Skulle den beundrede, skandinaviske samfundsmodel komme til Frankrig, skal de franske politikere nok hurtigt blive ligeså gode som de skandinaviske til at udøve den unødvendige, skadelige “beskyttelse” af borgerne, som især består i diverse forbud rettet imod borgernes handlinger, ejendele og livsstil. Et forbud mod en rodet lavstatus-arbejdsplads som Disneyland ville være ganske logisk, hvis målet er en renskuret, skandinavisk velfærdsstat.