Arkiv

Betegnelsen ”borgerlig-liberal” er en så vidtrækkende definition, at det kan være svært at finde én samlende enkeltsag der favner alle af denne politiske observans. Langt nemmere er det derimod, at blive enig om hvad venstrefløjen gør galt. Én af disse ting, der ofte vil kunne få såvel drevne politiske aktører som jævne folk til at fare i flint, er en belærende bedrevidenhed i form af politisk korrekthed, der ofte vil blive fremstillet som et moralsk overtag. Fordi selvom de fleste kan blive enige om at racisme og generaliseringer generelt er skadelige, og at man bør bestræbe sig på ikke unødigt at støde nogen med sit ordvalg, er det alligevel pokkers irriterende at blive irettesat når man siger ”spanjoler” frem for ”spanier”, eller ”lærer” frem for ”lærerinde”. Hvor borgerligt-liberale debattører i dagens Danmark ofte sætter en ære i at provokere og skabe røre i andedammen, synes venstrefløjen hæmmet af politisk korrekthed og forsigtighed. En situation der står i kontrast til 70ernes politiske debatkultur, hvor det især var til venstre for midten at der var skæg og ballade og højt til loftet. Stereotypen af de Radikale som en flok bedrevidende skolelærertyper (eksemplificeret ved både den nuværende og tidligere formand), opstår således ikke af sig selv. Den nylige udnævnelse af Manu Sareen som ligestillingsminister, og efterfølgende udbasunering af dét faktum at vi altså har fået en indvandrer som minister (uagtet at den tidligere konservative skatteminister Isi Foighel teknisk set slog Sareen med godt 30 år), understreger denne trættende tendens.En insisteren på politisk korrekthed der således grænser til det perfide, er i vor tid blevet et af venstrefløjens varemærker, og udgør velsagtens en af de enkelt-faktorer der med tiden vil gøre befolkningen så trætte af denne regering, at de smider den på porten og erstatter den med en ny. Kort sagt: når vælgerne hører de samme slidsomme ting gentaget af de samme farveløser ansigter år efter år, vil kommentator-korpset dømme regeringen ”metaltræt”, og den vil blive afsat. Fuldstændigt som VK-regeringen for nyligt blev smidt på porten. Antageligvis fordi vælgerne fik nok at de konservatives kaos, Dansk Folkepartis hysteriske retorik og enkeltsagsfokus, og Venstres lefleri for socialdemokratiske vælgere.

Vil man den nytiltrådte regering det godt, vil man derfor forsøge at finde en modgift til denne metaltræthed. Rent logisk må humor være en af de bedste modgifter mod kedsomhed, og jeg vil her hævde at det samtidig kan være et effektivt politisk våben.

Et af de mest strålende eksempler herpå, er den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan. Reagan er i dag enormt bredt afholdt i befolkningen, og bliver jævnligt skamrost af politikerne i den nuværende kamp om at blive republikansk præsidentkandidat. Selv Præsident Obama har ved flere lejligheder rost Reagan. Disse højtravende ord om Reagan, for eksempel at han var ”den store kommunikator”, og at han ”vandt den kolde krig uden at løsne ét eneste skud”, bunder ofte i hans brug af humor som et politisk våben. Reagan var således glad for at anvende finurlige og humoristiske anekdoter i sine politiske taler. Ved en lejlighed fortalte han om en sovjetisk landbrugsinspektørs møde med en kartoffelbonde:

Inspektør: Hvorledes står det til med kartoffelhøsten?

Bonde: Uha uha, høje kammerat inspektør, det står strålende til! Kartoflerne er så mange at de kunne stakkes helt op til Guds fødder!

Inspektør: Jamen, gode kammerat bonde, dette er jo Sovjet! Vi har ingen Gud her.

Bonde: Hmm… Det er okay, kammerat. Vi har heller ikke nogle kartofler.

Med denne brug af humor fik Reagan effektivt udstillet planøkonomiens indbyggede svagheder, og bureaukratiets hykleri.

Under valgkampen i 1984 havde Reagan held med at demontere sit største politiske svaghed, sin høje alder, samtidig med at han fik både sin modstander og de tilhørende til at udbryde i latterbrøl, da han sagde at:

”Jeg vil ikke lade alder blive et tema i denne valgkamp. Jeg vil ikke for politisk vindings skyld udstille det faktum at min modstander er ung og uerfaren”.

Efter denne episode kunne Reagan nemt opnå genvalg, som USA’s ældste præsident nogensinde.

På den hjemlige politiske scene synes dette også at gøre sig gældende. Villy Søvndals popularitet har aldrig været højere end i perioden hvor han afslappet smed om sig med jokes, som da han i 2007 foreslog at man burde indsætte hjemmeværnet for at komme de farlige dræbersnegle til livs, og aldrig lavere end da han sobert og seriøst skulle forsvare de mest grå områder af S-SFs politik…

Anvender man således humor, kan man som politiker slippe af sted med både at svare udenom,og være provokerende, nogle gange på samme tid. Uffe Ellemann-Jensen var på mange måder en splittende skikkelse i befolkningen, men høstede altid sympati for sine morsomme og skarptskårne replikker som at han ”stod med nosserne i en kold norsk elv”, imens hans politiske modstandere afholdt det EU-topmøde som han selv havde arbejdet ihærdigt for. At Uffe Ellemann-Jensen ikke selv var ophavsmand til citatet, men derimod villigt lod sig det tilskrive fordi ”det passede”, siger meget om at der her er én der forstår humorens kvaliteter. At det borgerlige Danmark næppe kan pege på en mere afholdt tidligere politiker fra egne rækker, bør være stof til eftertanke.

Er man borgerligt-liberalt indstillet, må man derfor håbe at Thorning-Schmidt regeringen ikke indser at politisk korrekthed og en evigt sober mine i længden er dræbende kedsommeligt og belærende, samt at borgerlige humorister, som eksempelvis Søren Pind, får frit løb.

For hvem har sagt at politik per definition skal være kedeligt og u-humoristisk?