Af Jacob de Lichtenberg

Siden jeg ankom til Kina for 15 måneder siden har jeg mødt mange forskellige piger, kvinder og mødre og på baggrund af disse oplevelser vil jeg her bidrage med et lidt anderledes indlæg på denne debatside. Indlægget er af anekdotisk karakter og er blot en ung danskers beretning om mødet med Kvinder, Kønsroller og Kina.
Inden jeg bevæger mig til indlæggets fokus, vil jeg bekende kulør og melde ud, at jeg, som så mange andre, ikke mener at kvinder bør ydes positiv særbehandling. Kvinder og mænd er forskellige, hvilket giver sig til udtryk i forskellige ønsker og behov, hvorfor politikere aldrig bør tro, at de kan slå fast hvad det er, kvinder vil have, eller hvorfor kønsfordelingen indenfor nogle erhverv er forskellig. Det er der allerede blevet skrevet en hel masse om, og jeg føler mig ikke kvalificeret til deltage i kønsdebatten på et højere niveau, hvorfor jeg i stedet vil tale om mine erfaringer og oplevelser, som jeg i det seneste år har gjort mig i verdens folkerigeste land, Kina.
Kina udvikler sig med lynets hast. Det er alle vist klar over. Derudover er Kinas areal på størrelse med Europas, mens befolkningen er dobbelt så stor. Set i lyset af disse fakta kan det forekomme, at hvad jeg har observeret i løbet af det sidste år allerede har ændret sig eller at regionale skikke gør mine observationer anderledes end andres.
Kina’s ShengNüs
Jeg befinder mig, vel nok i den største og på samtidig mest ukendte by i verden, Chongqing, der geografisk er placeret i midten af Kina. I byen bor der omkring 10 mio. mennesker, mens der i bykommunen bor omkring 30 mio. mennesker. I denne by mødte jeg ikke lang tid efter at jeg var ankommet en kvinde i begyndelsen af 30’erne. Hun er det, man i Kina kalder en ShengNü – 盛怒, hvilket betegner en kvinde på over 30 år, der fortsat er alene og uden børn, men som klarer sig udmærket og ofte en kvinde, man normalt ville forvente kunne finde en kæreste. Det er dog ikke sket, og de mænd der nu måtte være tilbage til disse kvinder er ofte mænd omkring 40 år, der endnu ikke har en kæreste, og derfor ikke anses for at være ”gode” nok til disse ShengNü’s, mens at de ”gode” mænd, enten allerede er taget, eller slet ikke er interesseret i en så ”gammel” model.
De er havnet i en ond spiral, hvor deres egen høje standard, samt mændenes høje(unge) standard gør, at de aldrig finder en at dele livet med. Med til historien hører at omdømme(face) er meget vigtigt for kinesere, hvilke kan forklare kvindernes fravalg af de resterende mænd. Hellere opretholder sin værdighed, end at affinde sig med en ”ringere” model.
På natklub, en ganske almindelig tirsdag
En ligegyldig tirsdag modtager jeg en sms fra denne her kvinde, og hun spørger om jeg vil med ud om aftenen. Det viser sig, at stedet vi mødes er en natklub, hvor flere af hendes venner også er inviteret. Her finder jeg ud af, at det er hendes mandlige ven, en lokal succesfuld kinesisk forretningsmand, der har inviteret til gilde denne tirsdag. Og det sker ganske ofte fortæller min veninde mig. Forretningsmanden er vel 45-50 år, mens de piger/kvinder, der udgør hans selskab er mellem 25-35. Han og jeg er de eneste to mænd i de første par timer, indtil en af hans venner også kommer forbi. Der bliver drukket, røget og spist snacks, mens snakken går, og på et tidspunkt bliver jeg bekendt med at forretningsmanden er gift, og som en naturlighed spørger jeg ind til, hvor konen befinder sig i dag. Mit spørgsmål afstedkommer en oprigtig latter, hvorefter han efterfølgende fortæller, at hun skam er derhjemme for at tage sig af hans søn.
Senere hen er det gået op for mig, efter flere uafhængige beretninger og historier, at det ikke er få kinesiske mænd, der holder elskerinder, og at de gerne viser dem frem over for venner og bekendte. Det siges, at kinesiske drenge/mænd er de bedste kærester, men som ægtefæller er de nogle værre slyngler.
Dette udsagn blev i den grad bekræftet af en anden kvinder jeg kender på 34 år, og som indtil for nylig har befundet sig i ShengNü-kategorien. Hun havde også haft sine problemer med de kinesiske mænd og var ikke bleg for at sige at, kinesiske mænd generelt var meget uartige og slemme.
Hun var blevet så træt af de kinesiske mænd, at hun valgte at gå solo. I begyndelsen af efteråret 2010 fortalte hun mig, at hun datede en mand. Da jeg spurgte hende, hvordan han var, og om det gik godt, så fortalte hun mig – råt for usødet – at hun udelukkende datede denne person, fordi hun ville have et barn inden det var for sent. I december kunne hun så fortælle, at hun var gravid, og at det i øvrigt var hendes plan, at hun og hendes familie alene skulle tage sig af barnet. Jeg har endnu ikke hørt et ord om faderen. Hun fødte en pige i begyndelsen af juli.
Mændene er kvinderne underdanige i gadebilledet
De ovenstående beretninger foranlediger nok nu nogle til at konkludere, at Kina er patriarkalsk, og at kvinder er henvist til køkkenet, mens mændene slår sig løs. Så firkantet er billedet dog heller ikke.
Der gik ikke mange uger i Chongqing før jeg kunne slå fast, at her, der bærer fyrene deres kæresters dametasker. Jep, den er god nok, og det er ikke fordi taskerne er tunge, det er simpelthen fordi at det er noget man, som dreng/mand gør for ens kæreste. Det knytter dem sammen, og kvinden kan vise hvor øm og betænksom kæreste hun har, mens mændene kan lade andre mænd vide at det her er deres kæreste. Det er i hvert fald min tolkning.
Andre påstår, at det skyldes at drengene i højere grad nu end før skal gøre sig til over for pigerne, da der i Kina bliver født 115 drengebørn for hver 100 piger, hvilket potentielt betyder, at en ikke lille del af mændene vil have svært ved at finde en livsledsager. Jeg ved dog ikke, hvor meget man skal ligge i den statistik, men faktum er at ”bære-kærestens-dametaske” er massivt udbredt i Chongqing.
Når vi nu er ved balancen i forhold, så siges det at den yngre generations piger virkelig stiller krav til deres kommende mænd. Mange af de kinesiske piger jeg har talt med kan ikke lave mad, de gør ikke selv rent og de regner helt klart med at finde en mand, der kan lave mad til dem og betale en husholderske til at gøre rent. Det gælder selvfølgelig ikke alle, men det tegner i hvert fald et andet billede, end det tilbagestående og traditionelle, hvor pigerne bliver opdraget til at blive ”husmødre”.
At flere og flere piger og pigernes forældre er blevet økonomisk uafhængige er nok også en stor forklaring på, at flere af pigerne kan tillade sig at stille krav.
Generationskløft
Kina har udviklet sig fænomenalt hurtigt de seneste 30 år. Personer, ofte forældre, på 55-60 år har på egen krop oplevet 25-30 års hardcore kommunisme, og efterfølgende 30 års økonomisk vækst. Denne generations børn på ca. 25-30 år har kun oplevet økonomisk fremgang, og der hersker en helt utroligt stort generationskløft i selve livsopfattelsen mellem de to generationer. Personer, fra førstnævnte generation, har som deres primære opgave at overleve, og samtidig sikre at deres børn overlever. Det har altid været således at børnene tager sig af de gamle, og sådan er det for det meste fortsat, da der ikke i tilstrækkelig grad findes nogle omfattende offentlige pensions- og forsikringsløsninger, der dækker udgifter til pleje og velvære af de ældre. Derfor er det også i forældrenes interesse at børnene overlever, og at de opnår et så stort økonomisk fundament som muligt, inden at forældrene for alvor får behov for det.
Derfor presses den yngre generations drengebørn helt vild frem af forældrene, som anser uddannelse, job, lønforhøjelser, god kone osv., som den vigtigste prioritet. Med god kone, menes der ofte en kone, der har et stabilt offentligt job, hvor hun kan have tid til også at tage sig af hjemmet og det barn, der måtte komme. Kærlighed ligger langt nede på forældrenes prioriteringsliste, og det smitter derfor også af på den yngre generation, hvor de materialistiske forhold oftest skal være på plads, førend at parterne vil begynde at date hinanden.
Karrierer og Kvinder i Kina
Mine observationer i forbindelse med kvinder i erhvervslivet, og sågar i politik, synes jeg ikke afviger kraftigt fra hvad vi kan observere i andre lande rundt om i verden.
Jeg har mødt masser af veluddannet kvinder, som arbejder på lige fod med mændene, og jeg synes faktisk, at det ikke er en ubetydelig del. De fleste er dog fra den yngre generation under 40, men det virker som om, at de kan få både familie- og arbejdsliv til at hænge sammen.
Til gengæld har jeg også hørt fra mange, at det er gængs tale, at en kvinde må ’vælge’ mellem karrierer og familie, og at mange piger går efter jobs i det offentlige, hvor de kan yde minimalt, modtage gode velfærdsordninger, mens forfremmelser nedprioriteres, og hvor det næsten er umuligt at miste sit job.
Ofte er pigernes valg også begrundet i familiære forhold. Er pigen fra en velhavende familie, er der større frihedsgrader for pigen til at vælge karrieren, mens at en økonomisk dårligere familie vil presse på for at pigen får et så ’stabilt’ og ’blødt’ job, som muligt, idet hendes ’værdi’ som hustru for en rigere mand stiger.
Som de fleste nok er klar over, er det politiske hverv særdeles udbredt i det kinesiske samfund og uløseligt forbundet med at gøre forretning. Jeg har ikke lavet nogen større undersøgelse på, hvor mange kvinder og mænd der er i politik, men det er heller ikke nødvendigt. Kinesisk politik er mandsdomineret, det er der ingen tvivl om.
Jeg har dog nok eksempler på, at kvinder slet ikke udelukkes styringen af samfundet. Jeg har eksempelvis været til frokost med en kvindelig partisekretær (den højeste politiske post i en administration), som stod i spidsen for et distrikt med 4,5 mio. mennesker, og under frokosten holdt hun sig på ingen måde tilbage for mændene. Da folketingets miljøudvalg besøgte Chongqing sidste år, blev de også modtaget af en kvindelig repræsentant for det der svarer til Chongqings miljøudvalg. Et af Chongqings største advokatbureauer er grundlagt og ledes af en kvinde, der også begår sig i diverse politiske kommitterer, mens at den Nasdaq-norterede Chongqing fastfood-kæde ’Country Style Cooking’ og det succesfulde ejendomselskab Longfor begge ledes af stærke kvinder.

Kina’s kvinder i perspektiv
Generelt set afviger Kina ikke så meget fra andre dele af verden, som jeg har kendskab til. Ligestilling er ikke et politisk tema her, og det er egentlig meget befriende. Kina og Chongqing har sine unikke forhold, men ikke noget ud over det normale, og ikke noget man lynhurtigt kan affinde sig med. Prøv selv at tænke på de regionale forskelle vi finder internt i Europa, og overfør disse forskelle til Kina. Jeg finder Shengnü-kategorien rimlig unik for Kina, og specielt interessant, idet kvindernes faglige succes og selvstændighed kombineret med deres traditionelle rødder, bliver fanget på en ensom levevej. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på Sex & The City-typerne, som Shengnü-kategorien beslægter. Om kvinders rolle i samfundet vil ændres yderligere i takt med moderniseringen af samfundet og den øget velstand bliver interessant at følge – også set i lyset af det lave antal fødte pigebørn. Jeg tror også på, at det traditionelle pres fra den ældre generation så småt vil forsvinde i takt med, at denne generation svinder bort.