Damefrokosten.com glæder sig i dag over at kunne bringe et uddrag af Henrik Lists essay ”Dydens Drabanter” fra hans store, seje, seksualpolitiske essaysamling ”Sidste nat i Kødbyen”. Du kan købe bogen her. List er også manden, der for nyligt har bidraget til antologien “Friheden Flyver” med et skriv om seksualforskrækkelse og prostitution. Læs mere om Henrik List her.

Dette indlæg er det sidste i serien “Feminisme for begyndere” og ser nærmere på kønsfeministerne og deres benspænd ikke kun for andre, men også for sig selv. Velbekomme!

”Kvindefrigørelsen i 1960’erne og starten af 70’erne var en af de største, måske mest tiltrængte omvæltninger i menneskehedens historie, og den forplantede sig fra metropoler over ølejre og musikfestivaler til selv middelklassens parcelhuse i fjerne provinsbyer som den, jeg selv er født og opvokset i: Dengang da ens mor begyndte at arbejde ude, og ens far måtte lære at lave aftensmad; dengang da kvinderne blev hårde og mændene bløde; dengang da ens folkeskolelærere af hver sit køn blev sværere og sværere at skelne fra hinanden i deres fadt androgyne unisex-look …

Opdraget og præget som jeg derfor er af stærke kvinder, fra min mor og mormor over uddannelsessystemets overvejende feminine lærere og pædagoger til voksenlivets serielt monogame stribe af skrappe danske koner og kærester, har jeg lige så lidt som de fleste andre mænd fra 60’er-boomergenerationen nogensinde alvorligt tvivlet på, at det, der skete dengang, var både rigtigt og vigtigt, hvor meget vi end kunne joke om det, når der vel at mærke ikke var piger til stede.

Efter årtusinder som objekter og det Andet, defineret ud fra det mandlige subjekt (startende med Adams ribben), indtog kvinderne omsider deres rette position som stærke, selvstændige subjekter i deres egen fortælling, hvor det lige så godt kunne være manden, der var ham den Anden. Der var da – som under alle omvæltninger og revolutioner igennem alle tider – både uheldige og latterlige eksempler på, at kvindekampen blev for fanatisk, for monoman, for lukket om sig selv, og der er ingen tvivl om, at der blev slået nogle ting i stykker imellem kvinder og mænd, emotionelt og seksuelt, som sidenhen har ødelagt ellers positive par- og familieforhold, uden at nogen af de involverede parter rigtigt kunne forklare hvorfor, da de stod i den rygende ruinhob bagefter.

Der er således kommet en eller anden ny, udefinérbar ubalance imellem kønnene i stedet for den gamle magtmæssige sådanne; en latent fjendtlighed og mistænksomhed, som forhindrer os i at åbne os helt op over for hinanden, men som strengt taget ikke behøvede at være der, og det har vi i de efterfølgende generationer vel nødtvungent lært at affinde os med … fordi vi ikke har andet valg. At kvinder og mænd bør være socialt, kulturelt og juridisk ligestillede på så mange måder, som det er muligt, de medfødte genetisk-biologiske og nedarvede psyko- og sociokulturelle forskelle taget i betragtning, tvivler jeg alligevel ikke på, og at rubricere mig selv som mandschauvinist (ligesom en del kønsfeminister har gjort) ville ikke blot være en letkøbt, polemisk overdrivelse for provokationens skyld: Det ville være en decideret løgn.

En kendt dansk, lesbisk feminist spurgte mig engang, da vi sad sammen med hendes kæreste og Gordon Inc. og drak fadøl i forfatterbaren på bogmessen i Forum, om vi to ikke ville være med i et kunstnerisk projekt med maskuline mænd, der stod frem som feminister. Gordon Inc. renoncerede og erklærede sig spontant som ’maskulinist’. Jeg kunne selv godt se det skæve og skægge i hendes idé, men var ikke i stand til at melde mig under denne fane, ligesom jeg heller aldrig har meldt mig under nogen som helst andre ideologiske faner eller religiøse symboler – undtagen lige det sorte anarkistflag, som selv her næsten 25 år efter tiden som provinspunker med hanekam og sortlakerede negle i starten af 80’erne stadigvæk blafrer stolt i det tilrøgede, forkalkede, halvgamle hjerte.

Nye tendenser inden for især den anglo-amerikanske feminisme har til gengæld været særdeles personligt inspirerende i de senere år, ikke mindst pro-sex feminismen og queer-feminismen, som i modsætning til den herskende feministiske trosretning i Danmark netop har et anarkistisk eller i hvert fald libertariansk grundlag. Det grundlæggende i disse nye, radikale, anti-borgerlige og anti-patriarkalske bud på postmoderne feminisme er, at kvinder og mænd (samt alle andre former for kønskonstruktioner- eller dekonstruktioner, fint nok!) skal have ret til at bestemme over deres eget køn, deres egen krop og deres egen seksualitet uden indblanding fra overordnede moralske eller samfundsmæssige kontrolinstanser – og bl.a. selv kan vælge at bruge kønnet, kroppen og seksualiteten til deres egen fordel og på deres egen individuelle måde i sexarbejde eller seksuelt grænseoverskridende kunst, som det passer dem, i trods mod den traditionelle, gammeldags (og altså stadig her i landet altdominerende) feminismes kedsommelige hang til offermytologi og sexforskrækkelse.

Jeg kan derfor i en vis grad gå med til at kalde mig selv for queer-feminist, hvis jeg endelig skal stramme den, men hvorfor skulle jeg egentlig gøre dét? Jeg har ikke noget at skjule eller undskylde over for nogen, hvad det angår. Elsker og hader kvinder ligesom alle andre mænd, om end jeg er knap så fysisk afhængig af dem som majoriteten af heterofyre, fordi jeg også tænder på det feminine, når det manifesterer sig i det maskuline, i form af formelt biologiske hankønsvæsener, der ligner og minder om kvinder; performende kvinder så at sige. Jo tak, jeg kan da blive dødtræt af kvinder, jeg kan i perioder være ligeglade med dem, seksuelt og følelsesmæssigt, men ville sandelig nødigt undvære dem i længden, hverken som mødre, søstre, døtre, partnere, elskerinder, veninder eller heltinder. Hey, Virginia Woolf, Anaïs Nin, Simone de Beauvoir, Elsa Gress, Joan Didion, Camille Paglia, Susan Sontag, Mary Gaitskill, A.M. Homes, Martha C. Nussbaum, Judith Butler og Wendy McElroy har altså stampladser i den personlige Hall of Fame over forfattere, tænkere og kommentatorer fra det 20. og 21. århundrede, skulle vi hilse og sige!

Men hvem er så vor tids danske andengenerationsfeminister? Altså dem som siden starten af 90’erne har været i gang med at undergrave nærmest samtlige de aspekter af førstegenerationsfeministernes knusende sejr, der handlede om seksuelt frisind, seksuel frigørelse og seksuel ytringsfrihed – eksempelvis i form af legaliseringen af pornografi, afkriminaliseringen af prostituerede, sænkningen af den seksuelle lavalder og indstillingen om kvinders ret til deres eget begær, deres egne orgasmer og deres egen erotiske tilfredsstillelse?!

Rødstrømpernes 35-45 årige døtre har nok grundlæggende overtaget førstegenerationsfeministernes opfattelse af køn som den determinerende faktor i denne verden, hvor magtforholdet dermed ene og alene afgøres af det genetisk-biologiske XY- og XX-lotteri: Om man er født som mand eller som kvinde. Det kan der – ifølge dem – ikke ændres ved. Derfor kalder man dem normalt for kønsfeminister (fra det amerikanske ”gender feminists”), hvilket er det neutrale fagudtryk, som herefter gennemgående, in all fairness, vil blive anvendt om dem. Ud af det essentielt biologiske konstitueres ifølge den gammeldags hardcore-feminisme, som de nye feminister på dette punkt altså stadig læner sig tungt op ad, det essentielt klassemæssige; dvs. det forhold, at kvinder historisk ligeledes som social klasse er blevet misbrugt, undertrykt og diskrimineret af mænd, for hvem dette er naturligt. Mænd og kvinder er i denne rigide kønsopfattelse, som både i sin fortolkning af de biologiske, sociale og kulturelle faktorer ligger forbavsende tæt på old school-marxismen (tænk ”arbejdere” i stedet for ”kvinder”, ”kapitalister” i stedet for ”mænd” og ”produktionsmidler” i stedet for seksualitet[1]), hinandens fjender i en evig krig imellem kønnene, hvori reel ligestilling kun kan opnås igennem kollektive, lovmæssige indgreb fra statens side i mændenes privilegier. Hvis mænd får lov til selv at bestemme og til selv at udfolde sig frit seksuelt, uden at samfundet griber ind, vil de overtage magten igen ved at voldtage, mishandle og forulempe kvinder fysisk og psykisk. Sagt på godt jysk: Mænd er nogle svin! Nogle svin, som vel at mærke skal holdes i kort snor og under pisken af kvinderne, så de i heldigste fald kan blive omskolet til politisk korrekt tænkende, bløde mænd (hvilket faktisk er lykkedes langt ud over feministkredse i alle generationer under folkepensionistalderen i et dansk samfund, der i dag i høj grad styres af kvinder og baserer sig på kvindelige værdier, mens flertallet af vi mænd er blevet reduceret til vatnisser og tøffelhelte, der stort set kun har ét formål tilbage set fra en kvindelig synsvinkel: At være sæddonorer!)

Denne type feminister er derfor altid skeptiske over for frihed, eftersom de ser friheden som en darwinistisk jungle, hvor mænd vil underlægge sig kvinderne pr. biologisk-kulturel ”Me Tarzan, You Jane”-refleks. Frihed er – ligesom en fri, individualiseret seksualitet og et frit, kapitalistisk marked – altid noget potentielt farligt, fordi mændene vil benytte deres frihed til at gøre kvinderne ufrie; til at diskriminere dem ud af arbejdsmarkedet, tvinge dem tilbage til kødgryderne eller forvandle dem til sexslaver ved hjælp af pornografi og prostitution. De frihedsrettigheder, som alle moderne vesterlændinge vel ellers er enige om er så vitale for ethvert humanistisk demokrati – retten til at have sine følelser, sine tanker, sin tro, sin ideologi, sin identitet, sin seksualitet, sin personlige frihed, sin valgfrihed og sin ytringsfrihed i fred, så længe man ikke i kriminel grad generer andre mennesker derved – er kønsfeministerne, uden sammenligning i øvrigt, lige så mistænksomme over for som den arabiske verdens ekstreme islamister, fascistoide afrikanske diktatorer og de tilbageværende betonkommunistiske kommissærer på Cuba eller i Nordkorea. Samfundet opnår for kønsfeministerne ikke engang reel ligestilling imellem kønnene ved at beskytte kvinderne imod mændene (og imod maskulint kontrolleret pornografi og prostitution), men bliver samtidig nødt til at give kvinderne en positiv særbehandling på uddannelses- og arbejdsområdet, fordi de igennem denne forvrængende feministoptik stadig er undertrykt af, hvad man kalder det patriarkalske samfund; en gennnemført strukturel og systematisk indretning af verden ud fra mændenes behov, der da retfærdigvis også er et historisk og politisk faktum den dag i dag, eftersom de fleste lande, internationale organisationer og transnationale koncerner jo til syvende og sidst altså styres af mænd.

Hvor queer-feministerne er dekonstruktivister, er kønsfeministerne altså en slags bio- og socio-essentialister, der tror, at alt prædetermineres igennnem ens medfødte køn og samfundets indbyggede kvindeundertrykkelse. Man kunne kalde dem karrierefeminister, eftersom mange af dem lever af at være feminister som professionelle køns- og seksualideologer – et soleklart eksempel på, at ligestillingen sjældent har været til mændenes fordel. Det er ligesom en del lettere at få et legat til at undersøge, hvor forfærdeligt det er at være prostitueret, end at få et legat til at undersøge, hvilke positive muligheder, der er for kvinder ved at prostituere sig, ne c’est pas?! Lige såvel som en flok feminister ikke kan undgå at få en antologi udgivet på et af de store, københavnske forlag, hvis først de er snublet ind over dets dørtærskel med en stak løse tekster om, hvor hårdt det er at være en yngre karrierekvinde i det postmoderne, kapitalistiske samfund[2]. Gordon Inc. kan da kalde sig nok så meget ’maskulinist’, herfra og til dommedag, men det får han aldrig en fed, fast stilling på et medie, et forlag, et universitet eller et forskningscenter af at gøre. Nogle kalder med en vis ret de nye feminister for forbudsfeminister, eftersom hele deres politiske projekt i disse år hviler på idéen om forbud (imod prostitution) og samfundsmæssig regulering (af pornografi/seksualisering af det offentlige rum/unges adgang til sex etc.)

Derfor er der en missing link imellem nutidens venstreorienterede, danske kønsfeminister og de traditionelle, borgerlige abolitionister af hunkøn, der fra og med det sene 1800-tals hattedamer har kæmpet for at afskaffe allle former for prostitution og sexarbejde for kvinder. Såvel kønsfeministerne som abolitionisterne ser nemlig typisk enhver form for selv nok så frivillig udveksling af penge for seksuelle ydelser imellem ellers nok så voksne, selvstændige mænd og kvinder som mænds vold imod/voldtægt af den pågældende kvinde. Om hun råber nok så højt til alverden, at hun prostituerer sig af egen fri vilje eller lyst og selv valgte at være sammen med sin kunde, vil kønsfeministerne og abolitionisterne til den bitre ende fastholde, at hun er et misbrugt offer, der – sikkert på grund af incest eller overgreb i barndommen – er ude af stand til at styre sin seksualitet og forstå sin egen undertrykkelse. Det er hér, den nye feminisme begynder at minde uhyggeligt meget om ’god’, gammeldags, patriarkalsk mandschauvinisme, hvor man i forhold til det seksuelle anså kvinder som børn, der i deres kyske ’uskyld’ måtte beskyttes imod virkelighedens syndige seksuelle realiteter, fordi de ikke selv var erfarne eller stærke nok til at drage deres egne personlige grænser over for alle de liderlige mænd. Hvordan dette dybt, dybt reaktionære kvindesyn, som deles af mange stærkt troende kristne og muslimer, kan forenes med kvindefrigørelse, er en gåde for mange af os, men ikke for nutidens ellers oftest begavede, velformulerede og højtuddannede kønsfeminister.

Disse nye kønsfeminister sætter aldrig deres ben i de miljøer, hvor en hel anden klasse af kvinder end deres egen – primært underklassens kvinder – muligvis virkelig er truede af perverteret mandlig seksualitet, samfundsmæssig stigmatisering, social undertrykkelse og kapitalistisk udbytning. Nej, de sidder hellere bag skrivebordene og Mac-computerne på lune, lyse designerkontorer på NGO-hovedkvarterer, kønsforskningscentre, dagblade, månedsmagasiner, universiteter, akademier, reklamebureauer, TV-og radiostationer, statslige og kulturelle institutioner, omgivet af reoler, der knirker under vægten af de bøger, rapporter, undersøgelser og betænkninger, hvorpå de bygger deres vision om en virkelig verden, de helst kun vil se i øjnene på de talløse, skatteydersubsidierede seminarer og konferencer eller opstemte fællesmøder med netværket af ligesindede. De er nemlig ikke dén slags statsfjendtlige feminister, som bliver arresteret af politiet under vilde demoer og happenings ude i byens gader, ligesom deres rødstrømpemødre, men dén slags statssponsorerede feminister, der støber kuglerne til kulturkampen i ly bag stabler af akademiske bøger, aviser og papirer på skrivebordet, hvorfra de næsten ikke engang kan se døren ud af deres eget kontor; døren ud af deres klaustrofobiske kønsideologiske univers; døren ud til livet. De har sandsynligvis alligevel så travlt med at skrive bombastiske resolutioner om kampen imod ’sexslaveri’ og ’kvindehandel’, dystre rapporter om de ulige kønsforhold til den næste internationale konference og rasende læserbreve til Politiken, Information og Weekendavisen (hvori de skælder ud på de få væmmelige mænd, der tillader sig noget så utilgiveligt som at være uenige med dem), at de formodentlig sjældent har tid til overhovedet at komme ud af dén dør for at opleve, hvordan deres ’endegyldige sandheder’ tager sig ud på baggrund af andre, knap så urbane og smagfulde kulisser. Og de har helt sikkert i hvert fald aldrig tid til selv at tage ud for at besøge og snakke med de kvinder, der arbejder som strippere, pornomodeller, topløse bartendere eller prostituerede, som de ellers ifølge deres egne udsagn idealistisk kæmper deres køns- og kulturkamp på vegne af. Hvilket selvfølgelig er en lille smule ærgerligt, for tænk dog, hvis de en gang imellem turde gøre sig selv sårbare ved at komme ud i sådan nogle miljøer og ansigt til ansigt møde nogle af de dér rigtige, levende mennesker af kød og blod, I ved, som de ellers så nonchalant plejer at reducere til ofre og tabere og primært har deres viden om fra bøger skrevet af andre kloge feminister, der heller ikke har været tæt på dem, de alle sammen erklærer deres uforbeholdne støtte og solidaritet. Hvilket de i det mindste ikke kan sige om mig, men det anses vist ikke for noget pluspoint!

Hvor en tidligere generation af feminister engagerede sig i alle samfundslivets dimensioner i deres kamp for kvindefrigørelsen, handler det for kønsfeministerne åbenbart mest om sex. Sex, sex, sex … Det er altid noget med sex, når de ytrer sig i debatten og dropper deres bomber i kulturkampen, mens man omvendt sjældent hører dem tale lige så vedvarende engageret om situationen for enlige mødre på mindsteløn i industri- og servicesektoren eller om overvægtige kvinders psykiske problemer i en tid, der dyrker et farligt, anorektisk fotomodel-ideal og en overfladisk, mærkevarefikseret livsstil. Hvorfor egentlig ikke? Tjah, det kunne jo være, fordi sådan noget ikke genererer klummer i morgenaviserne, fast plads i ”Smagsdommerne” eller intellektuel prestige og social kapital i netværket … I forhold til, hvor besatte kønsfeministerne virker til at være af det seksuelle, i forhold til, hvor stærke deres følelser er omkring (dvs. imod!) forskellige former for seksualitet, og i forhold til, hvor perfidt og personligt de gerne angriber andres sårbare, mere eller mindre offentligt kendte og i hvert fald personligt italesatte sexliv (som i korsfæstelsen af Jørgen Leth), er det omvendt overraskende, hvor uvillige de er til selv at sætte deres egen seksualitet i spil på slagmarken. De afslører aldrig noget om, hvad der er så fint, smukt og rigtigt ved deres seksualitet, at det giver dem en særlig ret til at stigmatisere andres. Andre menneskers (dvs. mænds!) ærlige bekendelser og refleksioner omkring det seksuelle, som man vistnok helst ikke bør omtale i andet end abstrakt principielle, generaliserede vendinger i medier og litteratur, straffes nådesløst af de nye feminister, der fra starten har ført deres kulturkamp ud fra devisen om, at angreb er det bedste forsvar.

Men under de hårdt tilslebne karrierekvinderustninger fornemmer man indimellem en afmagt, en magtesløshed, hos mange af disse feminister, trods alle deres ambitioner, uddannelser, fremmedord og intellektuelle referencer, som gør, at mange grimme ord og ondskabsfulde anmeldelser alligevel et eller andet sted kan forklares – og dermed tilgives. De er jo alligevel også selv sårbare i det offentlige rum, endda uden at have løftet en flig af deres egen seksualitet over for os andre, og det gør dem bare endnu mere vrede og frustrerede, fordi de samtidig er sårbare i dobbelt forstand: Sårbare som kvinder i et patriarkalsk funderet samfund og sårbare som feminister i et mytologisk univers af fjendtlige mænd. Især fordi de altså alligevel, når det kommer til stykket, mangler de rigtige ord for en sårbarhed, der for deres vedkommende udgår fra selve dét feministiske projekt, som ellers er deres eksistentielle platform. De identificerer sig så meget med feminismen, at de bliver feminister hele vejen igennem, mens alle andre næsten frit kan lege og eksperimentere med køn, masker, roller, f.eks. inden for queer-strategien. Når feministerne diskuterer politik, gør de det heller ikke som andre mennesker af alle køn, der i dén forbindelse mest snakker om noget uden for sig selv, om noget med, hvordan pengene skal fordeles og samfundet indrettes, nej, så snakker de lige præcis om sig selv, om noget med, hvordan de kan udfolde og realisere sig selv som mennesker, og når man så kritiserer deres politik, føles det for dem selvfølgelig som personlige angreb.

Den eminente sociologiprofessor Henning Bech analyserer i sin bog ”Mænd og kvinder”[3], hvordan feminismen på dén måde kan risikere at hæmme den enkelte feminist i hendes personlige liv: ”Den klassisk-feministiske fortælling fører også til individuelle, sociale og professionelle identiteter som ’feminist’ (igen analogt til hvad der gælder for fx ’bøsse’ eller ’indvandrer’). Problemet her er naturligvis ikke selve denne etikette eller det politisk-praktiske ønske om at forbedre forholdene for kvinder. Problemet er nogle af de effekter der nemt kan opstå når en teori omsættes til identitet. En lidenskabelig binding indtræder; kritik af teorien bliver til trussel mod identiteten og kræver voldsom og rigid afværgen; og det identitetskonstituerende budskab må gentages igen og igen. ( … ) Endnu en form for handlingshæmning kan optræde, forbundet med den klassiske feminismes påpegen af undertrykkelsens omfang og dybde. Den effektfulde illustration til dette kunne være billedet af en gruppe kvinder, der sidder og taler og taler om hvor megen grufuld mandighed, bemandet af mænd, der holder på døren til magtens rum og således spærrer dem ude. En af kvinderne keder sig lidt ( … ), går hen og puffer til døren med pegefingeren; op springer den ( … ) gennem sine utilsigtede handlingshæmmende virkninger kan den klassiske feminisme, meget mod sin hensigt, være med til at reproducere de forhold den ønsker at afskaffe.”

Det er nok det, der får mange til at opfatte dem som bornerte, snerpede og jomfrunalsk hattedameagtige; det, der får dem til at fremmedgøre selv et stort flertal af yngre kvinder i deres egen aldergruppe, som burde være allierede: Det, at de har så travlt med at løfte pegefingrene og smælde med den verbale pisk over for de af os, der godt tør italesætte vores egen seksualitet, samtidig med at de konsekvent selv spiller med skjulte kort i den seksualpolitiske debat af frygt for at gøre sig mere sårbare, end de føler sig i forvejen. Hvilket er synd for dem og synd for os andre, fordi de har ret i så meget andet end deres puritanske seksualitetsfortolkning, og fordi de kunne lære både mænd og ikke-feministiske kvinder en masse om, hvordan vi kunne forbedre forholdene for os alle sammen uden at behøve at træde på hinanden på vejen mod disse mål. Det er selvfølgelig nemmere hele tiden at være imod nogle andres ’forkerte’ begær end at stå frem med blussende røde kinder og flakkende øjne for sit eget ’rigtige’ begær, men det skaber ingen åbninger for dialog, udveksling eller fredsforhandling ved de seksuelle frontlinier. Og måske bør kønsfeministerne huske på, hvad en af deres største historiske forgængere, Simone de Beauvoir, skrev om sådan nogle evigt forargede, selvretfærdige hattedamer i ”Det andet køn”: ”Deres moral er abstrakt og formel som Kants imperativer; de udsteder forbud i stedet for at prøve at finde nye veje og midler for fremskridtet; de søger ikke positivt at skabe nye situationer, men angriber det allerede bestående for at eliminere det dårlige fra det. Det er forklaringen på, at de altid slutter sig sammen mod noget: mod alkohol, mod prostitution, mod pornografi. De forstår ikke, at en rent negativ bestræbelse er dømt til at lide nederlag…”

”Sidste nat i Kødbyen” er udsolgt fra forlaget, men kan downloades som e-bog via dette link: http://shop.boghandleren.dk/Sidste+nat+i+k%F8dbyen/bog/233203

Læs mere om Henrik List og hans bøger på www.henriklist.dk!

[1] Den puritanske, amerikanske førstegenerationsfeminist Catherine McKinnon skrev engang, at ”seksualitet er for feminisme, hvad arbejde er for marxisme”, og mener dermed, at heteroseksualiteten i sig selv – ligesom fagforeningernes kamp imod kapitalisternes udbytning af arbejderklassen for egen profits skyld – er en slagmark for kønskampen imellem mænd og kvinder, som en udefrakommende instans (i dette tilfælde staten) bliver nødt til at intervenere i, hvis udfaldet skal være ’retfærdigt’. Det personlige er, som man sagde på venstrefløjen i 1970’erne, altså ogsåpolitisk.

[2] Jf. den tilsyneladende nærmest endeløse række af ambitiøst lancerede feministantologier igennem de sidste ti år: ”Fisseflokken”,” Nu er det nok. Så er det sagt”, ”Udslag”, ”Pik, patter og penge”, ”De røde sko” m.fl., hvor succesfulde, yngre, danske mediekvinder kollektivt raser imod porno, prostitution og ’vrede, hvide mænd’ og jamrer sig over, hvor meget modstand de møder – f.eks. i et kulturliv, hvor forlagene ellers sprøjter deres bøger ud og avisernes (kvindelige) anmeldere gang på gang roser dem for disse i store, positive anmeldelser.

[3] Udg. i 2005.

(Med undtagelse af Friheden Flyver-billedet, som er fra cepos.dk, er indlæggets illustrationer hentet fra Lists hjemmeside)