Af Sasha Renate Bermann, formand for Liberal Alliances Ungdom

Så blev det igen tid til at fejre mangfoldigheden og tolerancen ved årets Copenhagen Pride Parade, der løb af stablen midt august i København. Som altid blev det fejret med stort optog, draq queens og farverig udklædning. Det var en festlig dag, hvor de fremmødte markerede budskabet om, at seksualitet ikke længere er grundlag for diskrimination – en meget udbredt holdning i kongeriget Danmark.

Copenhagen Pride Parade er imidlertid kun en af årets mange mærkedage for minoriteter, eller grupper der tidligere var minoriteter. Mange af disse har oplevet diskrimination og har måttet tilkæmpe sig rettigheder og anerkendelse. For eksempel kan nævnes kvindekampen, den markeres nu med kvindernes internationale kampdag.

Disse mærkedage er dage, hvor minoriteterne markerer deres eksistens og vi andre anerkender dem som ligeværdige. De markerer den konsensus, vi har omkring netop dette; at vi alle er ligeværdige. Det er noget vi danskere ynder at fortælle os selv og hinanden; historien om hvor tolerante vi egentlig er. Så vi fortæller det gerne og lever højt på det ved disse mærkedage, og det føles godt. Gør det ikke?

Imidlertid er det kun når det omhandler emner, der allerede er præget af konsensus, at dette gælder. De kontroversielle emner, der dukker op i den offentlige debat fra tid til anden, viser med al tydelighed at tolerancen sjældent eksisterer, når der ikke er en udpræget grad af konsensus.

Tag f.eks. prostitution, hvorvidt dette skal være lovligt eller ej og hvilke rettigheder de prostituerede så skal have, er der ikke konsensus om. Overfor de prostituerede og disses kunder er der da heller ikke megen tolerance. Tværtimod præges debatten ofte af fordømmelse og ønsket om at kriminalisere. Altså ingen konsensus, ej heller tolerance.

Det samme kunne siges narkotikapolitikken, også her gælder det, at der er et udpræget ønske om at kriminalisere og fordømme både køber og sælger. Igen ingen konsensus om emnet, ej heller tolerance overfor menneskerne involveret. Det er mærkværdigt at bemærke, at vi kun magter at udvise tolerance overfor det anderledes, når flertallet når til enighed og etablerer en holdning, der så skal dominere i samfundet.

Magter vi ikke at udvise tolerance, fordi vi simpelthen bare grundlæggende ikke er tolerante overfor folk, der måtte være eller leve anderledes end os selv? Magter vi kun tolerancen og mangfoldigheden, når flertallet bakker den op?
Tolerancen og mangfoldigheden er i så fald ikke rodfæstede elementer i vores kultur, de er snarere elementer, som vi vælger til, når det er belejligt i forhold til det øvrige samfund. En form for kulturpopulisme der dikterer, hvornår man skal acceptere andre mennesker, hvis de på den ene eller anden måde afviger. Vi accepterer og udviser tolerance, når vi er blevet enige. Gud nåde og trøste dem, der måtte være anderledes eller bare leve på en anderledes måde, men som ikke magtede at overbevise flertallet .

 (Billedet er lånt af profilen “alifarid” på sxc.hu)