Damefrokostens lørdagstema “kønsdebatten, 5 mænd, 5 spørgsmål”, løber idag af stablen, med Mikael Jalving som første mand på tapetet.

1. Hvad er ligestilling, set med dine øjne og hvad mener du karakteriserer den nuværende ligestillingsdebat i Danmark?

Hvad det sidste angår, er det mest karakteristiske, at den er blevet næsten ligeså hysterisk som i Sverige. Nu gælder det ikke længere ligestilling, men uligestilling. Mainstreaming hedder det vistnok på politikersprog. På universitetet og på stadig flere steder på arbejdsmarkedet, især i den offentlige sektor. Hvis man ikke er kvinde, må man hellere se at blive det snarest muligt. Se bare på dansk politik: kvinder alle vegne. Grimme kvinder, endda. Jeg får helt ondt af Lars Løkke. Tænk at være omgivet af så mange x-kromosomer 24 timer om dagen.  I øvrigt er jeg fuldkommen sikker på, at Villy i virkeligheden er en kvinde.

2. Er du ligestillet?

Formelt, ja. Jeg har endnu ret til at stemme og ytre mig nogenlunde frit. Men hvis du mener, om jeg gør lige så meget rent som min bedre halvdel, så nej. Til gengæld slår jeg græsset og vasker bilen, ligesom jeg spiller bold med sønnike. Såre traditionelt, men det er nu også et gennemtestet system i modsætning til alle de postmoderne teorier om, at køn blot er en konstruktion. Desuden vil jeg sige: Ude i samfundet oplever jeg stadig flere steder, at jeg tilhører det forkerte køn. Vi mænd i Nordeuropa er en uddøende race og vores værdisystem er stærkt på retur. Det er ikke kvindernes skyld, men mændenes egen skyld. Flere og flere mænd lyder, taler og tænker som kvinder, går latterligt meget op i deres tøj og parfume og pensionsordning. Mænd i vat. Velfærdsmænd. Gode til at snakke og forstå og betale deres skat. Dårlige når lortet brænder på. Humanister, måske. Men dårlige til at forsvare deres eget.

3. Er den lave repræsentation af kvindelige ledere et udtryk for kønsdiskrimination?

Nej, det er udtryk for omkring 5.000 års menneskelig historie, dvs. en lang evolutionær udvikling. Det er den historie, tidens ultrafeminister tror, de kan lave om på ved et cafébord i Indre By og før de bliver lidt tipsy af al det boblevand de drikker. Kun når disse lyserøde elitefeminister er berusede, indrømmer de (modstræbende), at der er forskel på mænd og kvinder, herunder deres egenskaber som chefer mm., og at de i virkligheden godt kan lide, når mænd sætter grænser for dem.

4. Hvilken rolle skal staten spille i spørgsmålet om ligestilling mellem kønnene?

Staten skal spille så lille en rolle som overhovedet muligt, men det gælder ikke kun ift. ligestilling. Det gælder overalt i samfundet, hvis det stod til mig, men ak, det gør det jo ikke. Jeg er tilhænger af 100 pct. lige rettigheder, når det handler om de politiske rettigheder til at stemme, stille op og i det hele taget virke frit og uforfærdet i den politiske debat. Men særhensyn, kvoter og anden lovgivning baseret på køn er mig inderligt imod. Som en eller anden har sagt: Kvoter er for fisk, ikke for kvinder.

5. Hvordan ser fremtiden ud for ligestillingen i Danmark?

Uha. Kvinderne vil tage magten og kastrere de sidste mænd, der ikke opfører sig som kvinder, eller skræmme dem på vild flugt oppe i bjergene, hvor vi må tage til takke med får og geder. Det ser sort ud, men som i alle eventyr vil det hele ende godt. En skønne dag vil kvinderne nemlig komme til at kede sig ihjel med mænd i pink skjorter og kalde os andre tilbage og love os guld og grønne skove.  Og så begynder det hele forfra.

Mikael Jalving er historiker, kommunikationsrådgiver og foredragsholder og har udgivet flere bøger, blandt andet Magt og ret. Et opgør med Godheden (Gyldendal 2007) og senest Mig og Muhammed. Mikael Jalving er også fast blogger på Jyllands Posten.

Billede 1, er hentet fra Peter Herman Blogspot.
Billede 2, er hentet fra Ugebrevet A4