Af Sten Thorup Kristensen, journalist.

Albert Einstein bliver ofte brugt som eksempel på det højeste, man kan nå inden for intelligens. Men havde vores tids normer gjaldt på hans tid, havde han måske fået en mindre flatterende status. Han tog nemlig fejl på et af sin tids vigtigste spørgsmål inden for sit speciale, astrofysik.

Jeg har ikke selv forstand på skidtet, så jeg skal kort referere, hvad striden gik på, ud fra et program der for nyligt blev vist på DR K.

Altså, erkendelsen af atomer som den grundlæggende enhed i alt var ret ny, og nu skulle man så finde ud af, hvordan de så ud. I skolen har vi lært noget med en kerne, der bliver omkranset af elektroner i pæne cirkler, eller i det mindste i nogenlunde pæne bølger.

Men bl.a. Niels Bohr mente, at det var en illusion, og at atomer slet ikke har nogen fremtrædelsesform, som man ville kunne se, selv om man havde et nok kraftigt mikroskop. Det var en diskussion, der gjorde tidens store fysikere uvenner. Det endte med, at de alle mødtes for at diskutere sagen på en konference i 1927 i Belgien. Bohrs hold vandt, og siden har deres synspunkt været anerkendt som det rigtige. Einstein selv godtog det aldrig.

Ekspert eller ej?
Så var Einstein overhovedet ekspert i atomfysik, når han nu tog fejl på et helt afgørende spørgsmål?

For Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup må svaret være klart: Nej! I hvert fald sagde Hækkerup tidligere på sommeren tidligere på sommeren, at Bent Jensen ikke er nogen rigtig forsker. Anledningen var Bent Jensens holdning om, at ledende socialdemokrater under den kolde krig lod sig påvirke under frokostmøder på den sovjetiske ambassade.

Bent Jensens udtalelser forekom også mig absurde. Den generation af socialdemokrater afskyede kommunister, og vodka eller ej, så tror jeg ikke på, at de var til at hugge eller stikke i.

Men nu sagde Bent Jensen heller ikke, at det var en faktuel kendsgerning – blot at det var hans personlige holdning. Og det ændrer ikke på, at Bent Jensen uden tvivl er et af de mest vidende mennesker, når det kommer til Danmarks forhold under den kolde krig. Hvis ikke han er ekspert, så er ingen ekspert.

Ekspert-rollen består blot ikke i at have ret i alle sine konklusioner. Den består i at have faktuel viden. Faktisk, hvis det var så enkelt, at bare man ledte længe nok, så nåede man frem til de rigtige konklusioner, så behøvede vi slet ikke eksperter, eller for den sags skyld forskning og universiteter. Så kunne vi sætte et hold godt begavede elever fra folkeskolens afgangsklasser til at grave, indtil de fandt alle verdens absolutte sandheder.

Ekspertise består ikke i at kende alle sandhederne, men i at søge dem. Sådan er det, når vi diskuterer økonomi, klimaforandringer, kold krig, atomfysik og hvad som helst andet af betydning. Der findes pr. definition ikke nogen eksperter, der har den egenskab, at de gør alle andres holdninger overflødelige eller dumme.

Personlige holdninger vs. ekspertise
Det er sådan set banalt, men en vis forvirring om, hvad en ekspert er for en fisk, synes at være tidstypisk. Alene i år har diskussionen også været der i forbindelse med Marlene Wind, Kvinfo-direktøren Elisabeth Møller Jensen og de økonomiske vismænd.

Bent Jensen er ikke selv uden skyld, når han sammenblanderrollen som debattør med rollen som ekspert. Det samme kan man sige om Marlene Wind, der pludselig brød ud af sin ekspert-rolle med en helt personlig politisk betragtning. Ikke super professionelt – men så var der sådan set heller ikke mere i det. Balladen mellem Wind og Pind var fint stof til sladderspalterne. Men desværre kom den længere frem i aviserne, og når Marlene Wind endte med helt at tage en mediepause, bidrog hun blot til forvirringen om det indlysende:  at ekspertise og personlige holdninger naturligvis ikke udelukker hinanden.

Elisabeth Møller Jensen slår selv en Bent Jensen, når det kommer til at bruge sin ekspert-rolle til at blande sig i rent poliske debatter. Hun er tilsyneladende selv uforstående over for kritikken af det, og man kan sige, at hvis hendes form ikke var så aggressiv og nogle gange kontra-videnskabelig, ville også det gå an. Men essensen i hendes – og Kvinfos – problem er, om der i første omgang er en videnskabelig højde til at retfærdiggøre en ekspert-status. Det er ikke nok at have titlen eller de teoretiske evner til at være ekspert. Man skal også udfylde rollen.

Men okay, Elisabeth Møller Jensen er langt fra alene om at få og offentligt bruge en ekspertstatus på et tvivlsomt grundlag. Det må være det ældste trick i bogen. Når vi kokser rundt i det i dag, er skylden efter min mening – min egen. Blandt andet min, i hvert fald.

Medierne og eksperter
Problemet ligger i medierne, hvor termen ”ekspert” er blevet ulideligt almindelig. Som journalist søger man nem og hurtig dokumentation, og allernemmest ville det være, hvis man kunne citere Gud, slet og ret. Det kan man ikke, og så bruger man eksperterne som alternativ. Det er fristende at lukke øjnene både for, hvilken ekspertise eksperten reelt har, og at dennes personlige holdninger ikke er mere interessante end alle andres holdninger. Det er ekspertens dokumentation og faktuelle viden – deres bidrag til den intellektuelle proces, en debat er – der er særligt interessant.

Jeg mener personligt, at Enhedslisten var på rette vej, da de foreslog en udskiftning blandt de økonomiske vismænd. Umiddelbart lyder det naturligvis ikke godt, når politikere så åbenlyst vil have eksperter, der bekræfter deres egne holdninger. Men økonomi er nu engang et fag, hvor der er meget stor uenighed om, hvilke konklusioner man skal udlede af de faktuelle kendsgerninger. Konsensus er en illusion, og det ville være fint, hvis dette blev gjort klart.

Under alle omstændigheder er der behov for at komme tilbage til udgangspunktet i synet på eksperter. Så en eventuel nutidig Einstein inden for kønsforskning, økonomi eller international politik, eller hvor vi ellers godt kunne bruge lidt ophøjet genialitet, ikke drukner i fnidder, fnadder og letkøbte overskrifter