Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Vox Liberalis | August 21, 2014

Scroll til toppen

Top

Ingen kommentarer

Rockin’ Baku

Rockin’ Baku
Lærke Lindgreen
0 Flares Twitter 0 Facebook 0 LinkedIn 0 Google+ 0 Email -- 0 Flares ×

Når Eurovision i aften toner frem på skærmen for omtrent 125 millioner seere, er det for manges vedkommende første glimt af Azerbaijan. Og selvom det vil fremstå som et yderst poleret sted, med spritny koncertsal, polerede gader og London-style taxis, gemmer der sig langt mere under dette på papiret udseende demokrati.

Autokratisk vælde

I virkeligheden er der tale om et autokrati, hvor den siddende præsident Aliyev, arvede magten fra sin far, og indtil videre har siddet næsten et årti – ikke just demokratisk i vestlig forstand. Journalister Uden Grænser rangerer Azerbaijan 162 ud af 179 lande, hvad angår pressefrihed – det er fire (4!) pladser under Saudi Arabien, og skyldes til dels Sovjet-lignende skræmmemetoder. Som Horisont viste 21. maj, blev journalisten Khadija Ismaylova truet med udgivelse af intime billeder, med mindre hun stoppede sit arbejde. Da hun nægtede dukkede en sexvideo af hende og hendes kæreste op på nettet – en video der tilsyneladende var optaget med et hemmeligt kamera i hendes egen lejlighed. En anden metode indebærer placering af narkotika hos personer, der udtaler sig kritisk om stat og regering, hvorefter politiet dukker op og udfører anholdelser. Den internationale opmærksomhed omkring den manglende ytringsfrihed i landet blev først rigtig vakt, ved anholdelsen af to unge bloggere, der postede en satirisk video, som gjorde grin med regeringens massive korruption. Den altoverskyggende korruption er et onde landet har arvet fra tiden under Sovjet. Det anslås at 50 procent af landets indtjening ryger direkte i lommerne på regeringen, mens resten allokeres til firmaer ejet af selvsamme folk.

Denne korruption er ikke ukendt blandt vestlige magthavere. Wikileaks afslørede i en indberetning fra September 2009, at amerikanske diplomater sammenlignede Aliyev med to af Don Corleone’s sønner fra The Godfather. Indenrigspolitisk er Aliyev den impulsive og forhastede Sonny, mens han agerer som Michael, når det drejer sig om udenrigspolitiske sager, med en koldblodig og realistisk tilgang. Sidstnævnte afspejles ift. Melodi Grand Prixet, hvor hans kone leder planlægningskomiteen, mens hans svigersøn er hyret som gæsteperformer. Det kan vist kaldes en mafiaboss.

Sort Guld og Gode Venner

For at forstå landet, må man vide at det er et land, der har levet i Sovjetunionens skygge, men som med sin geostrategiske placering (smørhullet mellem Rusland og Iran) og et væld af naturressourcer har formået at positionere sig så godt, at man trods massiv korruption og en ringe menneskerettighedshistorie, har fået et tæt forhold til både EU og USA.

Det manglende pres for reform er således udtryk for en stiltiende quid pro quo aftale mellem Aliyev-regimet og Vesten. Til gengæld for olie, tropper til Afghanistan og opgaven med at agere logistisk hub for USAs og NATOs materiel og personel til krigszonen, udebliver et reelt pres for reformer.  For at gøre det hele værre, er overgrebene intensiveret op til Eurovision finalen. Blandt andet har man brutalt konfiskeret folks boliger for at pynte på hovedstaden op til finalen, noget der får sagen om Roskilde-ekspropriationen til at blegne.

Nogle lokale aktivister håbede på at Eurovision ville sætte fokus på frihedsrettighederne i landet, men indtil videre har det ikke vist sig at holde stik. Flere undrer sig sikkert over hvorfor de vestlige lande ikke har valgt at boykotte musikkonkurrencen, når det trods alt har været på tale ift. EM i Ukraine. En del af forklaringen skal findes i de kolde realiteter, der omhandler det sorte guld og landets placering, og dernæst nok, at de overgreb der sker i landet, desværre ikke når et niveau hvor andre landes politikere vil vove at blande sig. Der er nok at se til ift. Afghanistan, Syrien, Finanskrise, Iran og Nordkorea, til at man kan overskue at kæmpe endnu et slag for menneskerettigheder i denne mere perifere region. Trist men sandt.

Samtidig er en boykot næppe den mest effektive vej mod at ændre noget i Azerbaijan. Et folkeligt pres er snarere vejen mod forandring, om end der er lang vej med den omfattende korruption, der gennemsyrer samfundet. Hvorvidt et Kaukasisk Forår vil komme er uvist, men et er sikkert, selvom aftenens popmusik bliver tam, skal Azerbaijan og resten af den kaukasiske krudttønde nok levere rigeligt med spænding i det næste stykke tid.

flattr this!

Skriv en kommentar

0 Flares Twitter 0 Facebook 0 LinkedIn 0 Google+ 0 Email -- 0 Flares ×