Røde forbud – nu også for børn

september 6, 2011 af In Arkiv 2 kommentarer
Print Friendly

 Af Louise Schack Elholm MF(V), ligestillings-, familie- og boligordfører for Venstre

Det seneste lange stykke tid har budt på en lang række af forslag til forbud på snart sagt alt, begrænsninger af den personlige frihed og unødvendige statslige indgreb i den enkeltes liv fra S og SF’s side. Den røde blok ønsker at kriminalisere købesex, opløse bestyrelser med under 40 % kvindelige medlemmer og den seneste udmelding vil nu også bestemme, at der ikke må være forskel på drenge og piger i daginstitutionerne. Man ønsker en kønsneutral behandling af børnene og vil lovgive om den.

Som liberal, Venstres familie- og ligestillingsordfører og mor til en søn og datter kan jeg ikke andet end ryste på hovedet af det røde forslag. Endnu en gang forsøger S og SF at piske en stemning op om et problem, som de naturligvis mener skal må løses med lovgivning og endnu en gang er der tale om et rødt fejlskud.

Lovgivning er ikke alt, lovgivning kan ikke løse et hvilket som helst problem og forbud er ikke vejen frem. Jeg tror ikke på, at den pædagog, der rækker en lille pige en dukke vil tænke ”hov, det her er jo ulovligt!” og rækker hende en legetøjsbil med den anden hånd.

Betydningen af tillid
Hvor er tilliden henne, hvis man tror, at personalet i landets dagsinstitutioner ikke kan rumme den lille pige, der gerne vil klatre i træer eller forhindrer den lille dreng i at klæde sig ud i tylskørt? Og hvad er næste skridt, hvis man gennemfører lovgivning på dagsinstitutionsområdet – skal der så også være regler for, at min søn skal have lyserødt dynebetræk og min datter omvendt ikke må gå i lyserødt mere end i grønt? Jeg tror simpelthen ikke på, at problemets størrelse berettiger til lovindgreb. 

Diskrimination er forkert, herom er der ingen tvivl. Mennesker, og særligt ikke børn, skal ikke hæmmes af voksnes ideer om, hvad drenge og piger kan. Forskelsbehandling er forkert, det er forskelle ikke. Og derfor er det ikke et mål i sig selv at gøre drenge, piger, mænd og kvinder helt ens. Pointen er, at vi ikke kommer diskrimination eller forskelsbehandling til livs ved at lovgive og så ellers læne os tilbage.

Jeg ønsker en ligestillings- og kønsdebat, hvor politikerne respekterer, at der er grænser for politik og udviser tillid til forældre, institutionspersonale, mænd, kvinder og hinanden. Dét er vejen frem, ikke forbud for forbuddets skyld.

 

2 Responses to Røde forbud – nu også for børn

  1. Tak fordi du trækker en streg i sandet. Det er dog ellers ikke fordi dit parti har holdt sig tilbage med at regulere og bureaukratisere pædagogers adfærd ned til mindste detalje de sidste 10 år. Og det nævner jeg i øvrigt ikke fordi jeg forventer at oppositionen vil gøre det bedre hvis de kommer til magten, jeg må bare nedslået konstatere at der er meget langt fra principper til realiteter i (dansk) politik.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>