“Søren Pind 2003-2012″
Venstres Søren Pind har skrevet et længere indlæg i Politiken sammen med tidligere DSU-formand, Peter Hummelgaard Thomsen. Hvis ikke dét i sig selv er dumt nok, så kommer her et par grunde mere:
Pind — der igennem det meste af sin politiske karriere er blevet anset for at være en af de mest liberale politikere i partiet Venstre — og Hummelgaard skriver om de fem største danske banker, at de er “systemiske banker”, der er “for store til at gå ned”. Men siden hvornår har det været liberal politik at belønne virksomheder, der gør det dårligt, og straffe virksomheder, der gør det godt? Banker er virksomheder og tilhører ikke en særlig kategori for sig selv med navnet ‘banker’, ‘fundamentale finansielle institutioner’ eller lignende. Og enhver, der kan lægge to og to sammen, kan regne ud, hvilke incitamenter, det skaber for ledelsen af en bank at fortælle den, at den er “for stor til at gå ned”.
Pind og Hummelgaard skriver videre, at der påhvilker disse banker et “særligt samfundsansvar”, og fastslår: “Vi kan ikke leve med, at de selvsamme banker, hvorpå store dele af samfundsmaskineriet hviler, ikke lever op til det ansvar, det danske samfund har betroet dem.” Idet forfatterne medgiver, at “[p]olitikere må tænke sig om, hvis de angriber den finansielle sektor”, understreger de samtidig, at “den finansielle sektor [må] stå ved sit samfundsmæssige ansvar og den særlige plads og privilegier, der hører den til.”
At Peter Hummelgaard Thomsen, der er socialdemokrat, skulle mene, at bankerne har et særligt samfundsansvar, er ikke overraskende. Men at Søren Pind, der ynder at smykke sig med liberale fjer, skulle mene noget sådant, må være ganske overraskende for de fleste, der følger lidt med i dansk politik. Ligesom de må være ganske overraskede over at blive belært af Pind og Hummelgaard om, at “det danske samfund” har “betroet” bankerne dette ansvar. Gennem hvilken beslutningsproces er dette ansvar blevet tildelt, fristes man til at spørge? Og hvori består “den særlige plads og privilegier”, der ifølge Pind og Hummelgaard tilhører den finansielle sektor? Og som om dette ikke var nok, slutter forfatterne af med følgende opsang til de (større) danske banker:
“I er nødt til at leve op til det ansvar, som befolkning og samfund betror jer. I er nødt til at overbevise os om, at der er grundlag for den nødvendige tillid. I er nødt til at leve op til den rolle som samfundsbærende institution, I har i dag.”
Kære Søren Pind og Peter Hummelgaard Thomsen:
— Bankerne har ikke et sådant ansvar (der er ikke sket nogen form for betroelse af et sådant ansvar fra befolkning til finanssektor)
— Der findes ikke nogen ‘nødvendig’ tillid til bankerne på et frit marked i et frit land–kun den tillid, hver bank gør sig fortjent til på markedet
— Bankerne har hverken fået eller påtaget sig nogen særlig rolle som “samfundsbærende institution” mere end andre virksomheder, der varetager funktioner, de fleste meget gerne ser udført, såsom affaldshåndtering eller ambulancedrift.
Man kan ikke være liberal og samtidig hævde, at private banker har nogen særlige forpligtelser, noget særligt ansvar, nogen form for særstatus, eller i det hele taget andre privilegier end retten til at få lov at udbyde sin forretning på det frie marked. Skulle Pind være af en anden opfattelse, hører jeg den meget gerne. Kommentarsporet er åbent.
Tillad mig i mellemtiden at konstatere, at den Søren Pind, der står bag indlægget om bankernes særstatus og ansvar overfor fællesskabet, fremstår logisk inkonsistent og fuldstændig ude af trit med dén Søren Pind, der gerne hylder Ronald Reagan og Margaret Thatcher.
Men hov — vent lige engang: Der er vist noget galt her? Præmissen om, at Pind skulle være liberal, er åbenlyst forkert. Så langt, som Pind her ligger fra en liberal position i noget som helst af det, indlægget berører, er det faktisk unfair at bedømme ham ud fra en præmis om, at han skulle være liberal. Indlægget tyder snarere på, at enigheden mellem Pind og Hummelgaard er langt større, end nogen af dem vil indrømme overfor offentligheden.
Søren Pind har i den senere tid skrevet og talt så meget om Danmarks nationale fællesskab, historie, kulturtraditioner og sammenhængskraft og så lidt om personlig frihed og individuelle rettigheder, at det skriger til himlen, at der er tale om den samme person, der for ikke så længe siden udnævnte sig selv til ‘frihedsminister’ og som for knap 10 år siden var hovedtalsmand for de berømte ‘Venstres ti teser’ lanceret i sommeren 2003.
10 år er åbenbart lang tid i dansk politik, og tydeligvis længere for nogen end for andre. Der er løbet meget vand under broen — og skyllet mange principper ud i kloakken — for Søren Pind i løbet af de sidste 10 år. Ligesom det skete for en af de utvivlsomt mest kvalificerede statsmænd i nyere dansk politisk historie, da han i 1998 gik fra at være tidligere skatteminister og forfatter til en bog med titlen “Fra Socialstat til Minimalstat” til at blive formand for partiet Venstre.
Med sit fælles indlæg med Peter Hummelgaard Thomsen banker Pind et af de sidste søm i den politiske ligkiste, han i bedste Claus Beck-Nielsen-stil er i gang med rituelt at begrave den tidligere så frihedsorienterede og stærkt principielle politiker Søren Pind i. Vi befinder os i 2012, mine damer og herrer, og vi kan med fordel begynde at vænne os til titlen eller navnet ‘Søren Pind 2003-2012′.
Fremover vil ‘Das Pindwerk’ levere en stadig strøm af nationalvelfærdsromantisk fløde til øregangene hos alle, der i et stærkt (eller svagt) øjeblik kunne finde på at stemme på Socialdemokraterne (eller Venstre), altimens ‘Das Pindwerk’ vil fortsætte arbejdet med at køre sig selv i stilling til en position som kommende formandskandidat for Venstre – Danmarks Folkelige Velfærdsparti. Og hele indsatsen sker med en sans for patos og selviscenesættelse, der er salig Claus Beck-Nielsen værdig.
Indimellem overgår virkeligheden mareridtet.
Om forfatteren
Casper Hunnerup Dahl Ph.D. i statskundskab, forsker og ekstern lektor
Liberal Hippie
Om personlig frihed og individuelle rettighederLignende indlæg
Det er så synd: Vestens unge lider! →
Den garanterede tryghed →
Liberale der hader fri abort →
Klik her
Det kunne lyde som om Søren Pind er kommet til fornuft i modsætning til alle de liberale blålys og tågehorn som forurener debatten i øjeblikket!
Jeg er på Pinds side her. Empirien siger klart, at bankerne er særlige institutioner, ellers ville de aldrig have fået bankpakker her, der og allevegne. Hvis de ‘kun’ var almindelige aktører i et privat marked, skulle de have henvendt sig til aktionærerne for kapitaltilførsel, da det hele væltede i 2008-2009. I stedet kom de rendende til moder stat for at komme under hendes beskyttende vinger.
Så Casper, brug den videnskabelige metode, som jeg kan se, du burde være inde i.
“Empirien siger klart, at bankerne er særlige institutioner, ellers ville de aldrig have fået bankpakker her, der og allevegne.”
1) Er alle institutioner, virksomheder mv., der modtager en eller anden form for statsstøtte, ‘særlige institutioner’ alene af den årsag, at de modtager støtte?
2) Læg mærke til, at min kritik netop går på Pind og Hummelgaards *opfattelse* af banker som særlige institutioner, en opfattelse, jeg mener er grundlæggende forkert. At bankerne i praksis har fået støtte gør det jo ikke nødvendigvis sandt, at banker er og bør være særlige institutioner? Du kan, med andre ord, ikke bruge en empirisk observation til at vise, at min normative påstand er forkert. Det kan du kun gøre med et normativt modargument.
“I stedet kom de rendende til moder stat for at komme under hendes beskyttende vinger.”
1) Læg mærke til, hvad jeg skriver om det incitament, udtalelser om “for store til at gå ned” skaber for de banker, det handler om. Pointen er, at det er rationelt for enhver bank (eller virksomhed i det hele taget) at tage imod statsstøtte, hvis man kan få den.
2) Derudover er din beskrivelse af, hvordan bankerne “kom rendende” ude af trit med virkeligheden. De krav, der blev stillet til bankerne til gengæld for økonomisk støtte, var så mange, rigide og begrænsende for deres fremtidige handlemuligheder, at der næppe var nogen i den danske finanssektor, der opfattede bankpakkerne som en gavebod, men snarere som et nødvendigt onde.
“Så Casper, brug den videnskabelige metode, som jeg kan se, du burde være inde i.”
Det er vist dig, der trænger til at læse op på, hvad ‘videnskabelig metode’ er; hvad den kan anvendes til; og hvordan den anvendes.
Problemet med normative udsagn som dit er, at de ofte viser sig at være ude af trit med virkeligheden.
I din forståelse er banker private virksomheder på lige fod med andre private foretagender. Allerede her går det galt for dig, da det ikke er mange private brancher, der har deres egen lovgivning som bankerne har i form af loven om finansiel virksomhed, komplet med finanstilsyn og det hele. Alene det peger på, at banksektoren regnes som en særlig sektor af så vital interesse, at den skal have sin egen lovgivning. Man må formode, at bankerne er indforstået med dette.
Statens interesse i bankerne modsvares så sandelig af bankernes interesse i staten. Hvis betingelserne i bankpakkerne er så strenge, som du beskriver dem, hvorfor har bankerne taget imod dem? Et bud er, at de betingelser, som de kunne få på det private marked, var så meget værre. Man må formode, at bankerne har handlet til eget bedste (handlet rationelt). Så i min optik har de accepteret ved tiltrædelsen af bankpakkerne, at de er særlige institutioner, så særlige at staten tilbyder dem betingelser, der er bedre end dem markedet kan give dem.
Så dit normative udsagn (kan man dristes til at sige hypotese?) viser sig ved at undersøge virkeligheden lidt ikke at holde vand.
Det eneste man kan påvise med den empiri du beskriver er at de politikere der har fremført nævnte bankpakker og love ikke deler Casper Hunnerup Dahls opfattelse.
Der ud over er der mange andre brancher der er underlagt særlovgivning. Landbrug, fiskeri, fødevareproduktion, telefoni/ISP, shipping, jernbane, våbenproduktion, tobaksproduktion, fortsæt selv. Faktisk bliver det nok svært at finde bare en enkelt branche som ikke på et tidspunkt er blevet underlagt særlovgivningen. I følge din logik skulle disse så også være særlige, vitale, med et højnet samfundsansvar.
Deraf følger vel nærmest at alle der i dag er erhvervsdrivende har et særligt ansvar for samfundet. Men ok, det er jo også os der betaler gildet.
@Karsten:
“Problemet med normative udsagn som dit er, at de ofte viser sig at være ude af trit med virkeligheden.”
“Så dit normative udsagn (kan man dristes til at sige hypotese?) viser sig ved at undersøge virkeligheden lidt ikke at holde vand.”
Du misforstår — eller har slet ikke forstået — hvad et normativt udsagn er, i modsætning til et positivt udsagn. Et normativt udsagn handler om, hvordan verden *bør* være. Et positivt udsagn handler om, hvordan verden *er*. Positive udsagn leder til hypoteser, der kan testes, og herefter revideres. Normative udsagn kan hverken be- eller afkræftes af empiri, da der ikke er tale om en beskrivelse, men et ønske. Normative udsagn om, hvordan verden bør være, kan kun imødegås og testes i mødet med andre normative udsagn, hvor argumenter og modargumenter må vise, hvilket udsagn, der står stærkest.
Eller skåret ind til benet: du blander to ting sammen, der er som nat og dag (normative udsagn og hypoteser), og du tror, normative udsagn kan vurderes ud fra, om de er i trit med virkeligheden. Det kan de ikke. Det kan kun positive udsagn — fordi de påstår noget om virkeligheden, som den faktisk er.
Ens pointer — hvis man har nogen — bliver sjældent skarpere af, at man anvender begreber, man ikke selv forstår.