Vores klimatema afsluttes i denne uge med et indlæg af professor i fysisk geografi ved Oslo Universitet, Ole Humlum, der maner til besindighed i forhold til CO2-hysteri og klimapanik. 

Af Ole Humlum, gæsteblogger og professor i fysisk geografi ved Oslo Universitet

Isle of Skye
Jeg fik for et par uger siden en venlig forespørgsel om at skrive en blogg om klima til Damefrokosten. Efter at have sagt ja tak hertil, besluttede jeg at det ville være alt for forudsigelig og kedelig at indlede med en række belærende eksempler fra IPCC’s rapporter eller fra andre kilder om klima. Jeg burde kunne finde på noget mere interessant.

Lykkeligvis ville skæbnen at jeg inden deadline skulle en tur til Scotland, dels i forbindelse med forskning, men også som led i en personlig dannelsesrejse. Scotland er jo landet som for alvor stod i spidsen for den videnskabelige eksplosion i Europa, i årene op til og efter Napoleon. Og på den smukke ø Isle of Skye ved vestkysten af Scotland findes som det måske er nogle bekendt verdens tidligst (1846; James Forbes) beskrevne randmoræne fra et område, hvor der ikke i historisk tid har været gletschere. Så den måtte jeg naturligvis se. Desuden findes i bekvem nærhed whisky-distilleriet Talisker, hjemsted for en af de mest markante skotske whiskyer. Men det er en ren tilfældighed. Det var naturligvis først og fremmest randmorænen nær Glenbrittle som jeg måtte se.

En halv times kørsel fra Glenbrittle fandt jeg et hyggeligt lille B&B, smukt beliggende helt ud til kysten. Det var sent på sæsonen, og vejret ikke det allerbedste, så jeg var den eneste gæst og værten havde derfor god tid til en hyggesnak om aftenen. Jeg forklarede om min forestående tur til fjelds næste dag, hvilket adstedkom en detaljeret vejledning fra hans side, da han også var medlem af mountain rescue service. I parantes bemærket er de alpine fjelde på den sydlige del af Skye et ’must’ for alle britiske bjergbestigere, og absolut også et besøg værd for alle andre naturinteresserede. Fra at tale om Forbes berømte moræne var der ikke et stort spring til at tale intensivt og længe om de fortidige klimaændringer, der så sent som for 12.000 år siden muliggjorde dannelsen af store gletschere på Isle of Skye. 

Klimaændringer i nutid og fortid
Efter en whisky eller to spurgte værten mig lidt mere forsigtig om hvad jeg mente om nutidens klimaændringer, som også i Storbritanien er et varmt diskusionstema, og ikke mindst efter de to sidste kolde vintre? Isoleringen af huse i Storbritanien er jo ikke helt på højde med hvad vi er vant til i de nordiske lande. Jeg svarede i overensstemmelse med sandheden, at min personlige mening var den, at vi her står over for et problem som er kompliceret, og som næppe bare skal forklares med ændringer af atmosfærisk CO₂ og andre drivhusgasser. Desuden havde klimaet jo altid udvist store ændringer, længe inden menneskelig aktiviteter teoretisk set kunne have indflydelse, hvilket bl.a. Forbes moræne ved Glenbrittle var et godt eksempel på. Så at klimaet ændredes var der intet nyt i.

Værten så helt lettet ud og greb atter efter whiskyflasken: Det var som talt ud af hans hjerte, og det var desuden også hvad rigtig mange af hans bekendte mente om den sag. Men det var desværre ofte så vanskeligt at sige det offentligt, da man risikerede at blive belært om det modsatte i stærke vendinger. Desuden kunne han ikke se hvordan Storbritanien i den nuværende finans- og energikrise havde råd til at investere milliarder i teknologi som skulle bidrage til mindskning af CO₂ udledning, samtidig med at nytteværdien heraf mildt sagt var tvivlsom. Det eneste resultat han så langt havde registreret var stigende priser på el, gas og benzin.

Hertil svarede jeg, at jeg ikke troede at dette var et isoleret problem i Storbritanien, men sikkert karakteriserede situationen i mange andre lande, men måske fortrinsvis i Europa. Desværre er det oprindelig rent videnskabelige problem om klimaudvikling blevet delvist erobret af folk med politiske agendaer, og i politik gælder som bekendt andre spilleregler end i klassisk videnskab. Men det ændrer intet ved det forhold, at det grundlæggende fortsat er et videnskabelig spørgsmål, hvorom der findes flere forskellige opfattelser eller ’skoler’. Den politiske interesse har desværre gjort at mange politikere, forskere og nyhedsmedier stiltiende har indgået en alliance om at fremstille sagen som afgjort og alene troværdig fremstillet af IPCC. Men den virkelige videnskabelige situation er langt mere kompliceret end som så.

På dette tidspunkt af samtalen følte jeg det vigtig at understrege, at videnskabelig uenighed om interessante spørgsmål er helt almindelig, og at der i videnskab kun hersker enighed om selvindlysende eller uinteressante problemstillinger. Desuden er der ikke tale om en sort-hvid problemstilling. Jeg kender personlig flere af mine såkaldte ’modstandere’, og respekterer deres synspunkter. De har ofte interessante argumenter at fremføre, men jeg mener at de anskuer problemstillingen for simpelt. De tilskriver ændringer i mængden af CO₂ en dominerende temperatureffekt, og mener derfor at et meget varmere fremtidigt klima med stor sikkerhed kan forudsiges. Under alle omstændigheder må de selv være så sikre på deres forudsigelser, at de uden indsigelse ser på at politikere og andre beslutningstagere tager klimaprognoserne for gode varer og i fuldt alvor planlægger vor fælles fremtid på dette grundlag.

Dette synspunkt forstod min vært godt og gav mig ret, men samtidig ville han også gerne vide, om jeg kunne nævne tre enkle eksempler på at CO₂ ikke har så stor klimabetydning som det ofte hævdes?

Jeg svarede, at jeg i så fald først ville kaste et grundig blik på det nedenstående diagram. Her vises en af de af IPCC benyttede globale temperaturserier (HadCRUT3, blå streg), sammen med en graf visende væksten at atmosfærisk CO₂ siden 1958 (rød streg), målt ved det berømte Mauna Loa observatorium på Hawaii.

 Diagrammet viser to interessante forhold: 1) Der har ikke været nogen global opvarmning de sidste 10-15 år. Med stigningen i CO₂ fra 370 til næsten 395 ppm siden årtusindeskiftet skulle vi ifølge klimamodellerne have set en global temperaturstigning på omkring 0,3^oC, men det blev der åbenbart ikke noget af. 2) Der ses heller ingen god sammenhæng mellem stigningen af CO₂ og temperatur tilbage til 1958. Snarere tvært imod. Nogle gange stiger temperaturen, nogle gange falder den, selv om CO₂ hele tiden stiger. Begge disse observationer er i modstrid med klimamodellernes forudsigelser, hvilket burde være indlysende for alle, men alligevel ignoreres de som hovedregel.

I den seneste tid, hvor det er blevet stadig vanskeligere at ignorere den vedvarende mangel på global temperaturstigning, fremkommer løbende nye forklaringsforsøg for at forklare hvorfor modellerne grundlæggende er korrekte, selv om de giver forkerte forudsigelser. Men da må man spørge sig selv hvorfor disse nye forklaringer ikke blev fremsat tidligere, men altid først i eftertid? Man kan mistænke at de blot markerer ad-hoc forsøg på at redde klimamodellernes anseelse i en periode hvor naturen går dem imod.

Nogle vælger en anden type forsvar for klimamodellerne, og hævder i stedet at effekten af CO₂ skal ses over længere tidsrum end blot siden 1958. Så derfor er manglen på nutidig temperaturstigning ikke kritisk. Dette er naturligvis en teoretisk mulighed, især hvis effekten af CO₂ er beskeden, men da melder to logiske spørgsmål sig: A) Hvorfor var da i 1988 de forudgående kun godt 10 års temperaturstigning (siden 1977/78) nok til at overbevise mange forskere og politikere om CO₂’s store klimabetydning? IPCC blev jo som følge heraf oprettet i 1988. Og B) hvad skyldes så de tydelige svingninger som vi ser af temperaturkurven? De må vel så være naturlige variationer, som derfor åbenbart ikke skal undervurderes?

Men det er som nævnt en tænkelig mulighed at effekten af CO₂ er så svag, at man bør se på længere tidsrum, før man med sikkerhed ser virkningen af ændringer i CO₂. Her kan det følgende diagram være til hjælp. På dette andet diagram ser vi en temperaturrekonstruktion 10.500 år tilbage i tid (blå streg), baseret på en isborekerne fra Grønland, vist sammen med en rekonstruktion af atmosfærens indhold af CO₂ (rød streg), baseret på en boring i Antarktis. Tidsaksen nederst viser år før nu, og vi lever i øjeblikket ved år nul til højre. Dataserien ophører i året 1855, dvs 156 år før nu, hvorfor jeg med rød stiplet streg har antydet omfanget af opvarmningen frem til i dag. Det bør også nævnes at CO₂ er godt opblandet i atmosfæren, således at oplysninger fra Antarktis giver et fornuftig billede af de globale forhold. Temperaturserien fra Grønland angiver naturligvis ikke præcise ændringer i den globale temperatur, men kan dog anses som en nyttig ledesnor for retningen af disse. Andre typer temperaturrekunstruktioner viser i øvrigt den samme overordnede udvikling i retning af gradvist køligere forhold globalt over de sidste tusinder af år.

Diagrammet viser at den globale temperatur langsomt er faldet i løbet af de sidste 5-6000 år, selv om koncentrationen af CO₂ samtidig er steget. Ifølge klimamodellerne skulle CO₂-stigningen teoretisk set have resulteret i en temperaturstigning på omkring 0,3^oC, men i stedet faldt temperaturen omkring 0,8^oC. Heraf ser vi, at også over længre tidsrum har CO₂ ikke dominerende effekt, men andre (naturlige) forhold er altid vigtigere.

I dette tilfælde er hovedforklaringen på temperaturfaldet sandsynligvis de langsomme – fra år til år umærkelige – periodiske ændringer i Jordens bane om Solen, som i løbet af de sidste 5-6000 år har sendt os alle ind i forstadiet til den næste istid.

Denne mere langsigtede iagttagelse ville være mit tredie eksempel på at vor tids klimamodeller overvurderer betydningen af CO₂.

Det eneste sted hvor atmosfærisk CO₂ har dominerende klimabetydning er internt i computermodellerne, mens naturen selv hele tiden viser os at andre forhold er dominerende. Man bør naturligvis have respekt for det store arbejde som ligger i udarbejdelsen af disse modeller, men på den anden side tyder uoverensstemmelsen unægtelig på at modellerne fortsat mangler indarbejdelse af en række andre vigtige forhold, måske endnu tildels ukendte. Klimamodellerne er uden tvivl fremragende forskningsredskaber, men som instrument for operativ politisk planlægning er de efter min mening fortsat alt for ufuldstændige.

I virkeligheden er den nutidige varmeperiode muligvis blot en forudsigelig varmetop, som skyldes sammenfaldet af en række naturlige variationer som alle i øjeblikket trækker i varm retning. I så fald vil dette naturligvis ændres på et tidspunkt ikke så langt ude i fremtiden, men det er en helt anden historie, som vi ved en senere lejlighed kan komme tilbage til.

Dette er iøvrig tolkningen af den nutidige klimaudvikling ifølge en af de andre klimatiske skoler, end den ene som representeres ved IPCC. Desværre hører man ikke så meget om disse alternative klimaopfattelser, i det mindste ikke indtil videre. Ikke uventet støttes IPCC’s klimatolkning af mange redaktioner for nyhedsmedier og videnskabelige tidsskrifter, hvorfor man ikke naivt skal tro at disse giver et retvisende og fair billede af den virkelige videnskabelige verden. Det er i høj grad denne mangel på ensartet eller fair behandling af alle synspunkter som ’Climategate’ handler om.

Forbes moræne
Hvorfor var den omtalte morænevold på Skye egentlig så speciel, vil nogle måske gerne vide? Jo, den blev som nævnt i 1846 for første gang beskrevet af naturforskeren James Forbes, og af ham tolket som resultat af en gletschers tidligere tilstedeværelse. I dag forekommer denne tolkning måske ikke som særlig bemærkelsesværdig, eksempelvis er Danmark jo fyldt med moræner fra sidste istid. I 1846 lagde Forbes sig imidlertid alvorligt ud med det naturvidenskabelige establishment, som anså denne istidshypotese som en ganske tåbelig ide. Det store flertal af datidens naturforskere mente med sikkerhed at vide, at Jordens klima siden planetens dannelse havde været under vedvarende afkøling, hvorfor fortidige koldere klimaperioder med gletscherdannelse var en logisk umulighed.

Vi skal helt frem til året 1875, før istidshypotesen bliver alment aksepteret og det samtidig indses at klimaet ofte af helt naturlige årsager undergår ændringer i den ene eller anden retning. Derfor er Forbes moræne ved Glenbrittle et monument på forskningens besværlige vej i retning af en gradvis bedre forståelse af Jordens skiftende naturforhold. Fra tid til anden bremses denne udvikling af stærke gruppers tro på at ’nu ved vi tilstrækkelig’; the science is settled! Men indtil videre er denne lidt naive tro på alvidenhed altid blevet overhalet af tilkomsten af nye observationer fra den virkelige verden, og sådan vil det sikkert også gå med vor nuværende facination af CO₂. Det er blot et spørgsmål om tid.

Running to the light
Med dette facinerende emne således foreløbig udtømt drejede vor samtale hen på forhold knyttet mere spesifikt til Isle of Skye. I den forbindelse nævnte jeg, at jeg længe havde sat stor pris på musikgruppen ’Runrig’, som stammer fra Skye, og hvis musik derfor er kendt som ’the sound of Skye’. Desværre er gruppen nu ophørt at eksistere, efter 30 års virke. Men musikken består lykkeligvis fortsat. Denne bemærkning faldt helt klart også i god jord, og min vært begyndte nu at berette en for mig ukendt historie.

På den sidste morgen (1 februar 2003) af den skæbnesvangre flyvning med Space Shuttel ’Columbia’ blev besætningen vækket til musikken af Runrig’s ’Running to the light’. Få timer senere var Columbia og hele besætningen ophørt med at eksistere, bl.a. astronauten Laurel Clark, der var en stor fan af Runrig, og som havde udvalgt ’Running to the light’ som besætningens wake-up call denne sidste morgen.

I ugerne efter katastrofen gennemsøgte NASA minutiøst jordoverfladen i Texas for vragdele. De fleste af de næsten 84.000 fundne vragdele var naturligvis stærkt beskadiget. En af de meget få undtagelser var en intakt CD med Runrig’s ’Running to the light’. Ved en senere højtidelighed blev CD’en i Glasgow overrakt til Runrig af Laurel’s mand og unge søn.

’Running to the light’ beskriver fint holdningen som præger mange af de såkaldte klimaskeptikere, og forklarer hvorfor de insisterer på retten til at have en personlige opfattelse om klima. ’Running to the light’ kan udlægges som det at løbe i retning af lyset eller den sunde fornuft, eller mere bogstavelig i retning af solen. Solen er jo den ultimative energikilde som muliggør et gunstig klima her på Jorden, og selv små variationer i Solens aktivitet har naturligvis betydning. ’Only those who greatness see in little things’ som der står i teksten til ’Running to the light’. For de klimabekymrede kan ’Running to the light’ tolkes som håb om lys for enden af tunnelen. Allerede nu er naturen i fuld gang med at vise os alle, at klimaudvikling er resultatet af mange forskellige faktorer, og at den enkelstående bekymring for CO₂ sandsynligvis er stærkt overdrevet.

Dette er forklaringen på overskriften på dette lille bidrag til den danske klimadebat. Velbekomme – jeg håber det giver anledning til eftertanke. Under alle omstændigheder er Isle of Skye et besøg værd.

Hvad nu?
Vi ser for øjeblikket – eksempelvis i Norge – en kampagne rettet imod de såkaldte klimaskeptikere. Årsagen er sandsynligvis det forestående klimatopmøde i Durban, Sydafrika. Problemet er Kyoto-protokollen fra 1997 som udløber i 1912. Oprindelsen til Kyoto-protokollen går imidlertid helt tilbage til klimatopmødet 1992 i Rio de Janeiro. Den politiske støtte til Kyoto toppede på klimamødet på Bali i 2007, men kollapsede helt under snevejret i København, i december 2009. Siden har støtten til Kyoto hovedsagelig begrænset sig til kun den mest basale life-support. Naturligvis er der stærke kræfter som gerne ser en forlængelse af en lignende eller helst skrappere aftale om CO₂-begrænsning, og disse kræfter gør nu et sidste forsøg på at skabe politisk opbakning til dette inden mødet i Durban. Der er for nogle en god del penge involveret i dette. Et af midlerne som benyttes i kampagnen er naturligvis forsøg på at skabe generel mistro til folk med en anden opfattelse om klima end IPCC, de såkalde ’klimaskeptikere’. Det skal helst se ud som alle troværdige folk er enige med IPCC.

Vi har imidlertid ikke brug for bedrevidende belæringer om klima, men derimod for opmuntring til selv at danne sig en mening. Vi må desuden aldrig glemme at vor egen opfattelse på trods af vor allerbedste overbevisning udmærket kan vise sig at være fejlagtig, og at vi derfor altid må vise anderledes tænkende respekt, og aldrig forsøge at påtvinge dem vor egen mening. Hersketeknikker har ingen plads, hverken i forskning eller i debatten om klima. Benyttelsen af sådanne teknikker sender et mildt sagt uheldig signal til nye, unge forskere, samt til alle andre interesserede i forskning og klimaudvikling.

Når historien om den menneskabte globale opvarmning engang skal skrives, vil der formodentlig være mange lighedstræk med tidligere folkelige massebevægelser byggende på følelser: Angst, frygt, ønsket om frelse, samt ikke mindst behovet for løsning her og nu af det angivelige problem, da katastrofen ellers er umiddelbart forestående. Betragter man forløbet af tidligere folkelige massebevægelser af denne art, vil sikkert også bevægelsen knyttet til formodningen om ’menneskeskabt global opvarmning’ gradvis blive mere og mere nuanceret i sin udtryksform. Ikke mindst vil dette ske under indtryk af nye observationer fra den virkelige verden, som vil vise at forholdene er mere komplicerede end oprindelig formodet. I takt hermed vi vi se klimadebatten gradvis blive mere nuanceret, fornuftig og realistisk, og til sidst finde sin naturlige vej tilbage til de forskellige forskningsmiljøer.   

Hvad er da læren af alt dette? I stedet for at bruge vigtige ressourcer på løsning af en indbildt klimakrise, er der mange virkelige problemstillinger som i langt højere grad fortjener vor opmærksomhed. Vi har eksempelvis til overmål en alvorlig finanskrise, men også løsning af store befolkningsgruppers problemer knyttet til mangel på rent drikkevand, mangel på uddannelse, mangel på sundhedsvæsen, samt manglende adgang til elektricitet trænger sig umiddelbart på. Desuden er der handelsbarrierer som med udbytte kunne fjernes, og derved skabe muligheder lokalt i udviklingslandene. Jeg mener at det er en stor skam og fornærmelse mod vor kulturelle forhistorie at bruge vigtige ressourcer på en indbildt klimakrise, i stedet for på disse virkelige og alvorlige problemer.

(Billedet er lånt af profilen Arinas74 på sxc.hu. Graferne er leveret af Ole Humlum. Vi beklager den ringe gengivelse, der dog kan forbedres ved at downloade billederne.)