Ligestilling i nabolandet. Vi er i denne uge taget til Tyskland for at tage pulsen på kønsdebatten i det store land mod syd.

Af Sophie Hytteballe

1945. Landet ligger i ruiner og kvinderne bliver af de allierede beordret til at vandre rundt i resterne af det, der engang var kulturbyer og banke stenene rene, så de kan bruges til genopbygningen af landet.

Da landet begyndte at kunne stå selv igen og hjulene begyndte at køre igen, vendte kvinderne tilbage til børnene, komfuret og støvsugeren. I DDR så verden dog anderledes ud. Her havde man brug for al den arbejdskraft man kunne få, og derfor var 70 % af kvinderne på arbejdsmarkedet. Efter arbejdet klarede de så det huslige, så ligeberettigelse kan man ikke kalde det.

I Vesttyskland hentede man gæstearbejdere fra udlandet, hovedsageligt Tyrkiet, da der blev mangel på arbejdskraft. Det sømmede sig ikke for kvinder at arbejde, en mand burde være i stand til at forsørge sin kone.

Den seksuelle revolution holdt relativt sent indtog i Tyskland med feministen Alice Schwarzer i spidsen.  I 70erne faldt en række forskellige love, som diskriminerede kvinder. Efter 1977 skulle kvinden ikke længere have mandens tilladelse for at arbejde, fra 1976 var det ved skilsmisse ikke længere nødvendigt at afgøre hvem, der havde skylden i ægteskabets ophør og først i 1997 blev voldtægt indenfor ægteskabet gjort strafbart.

I 2008 blev skilsmisseloven lavet radikalt om. Tidligere måtte den, der tjente mest (oftest manden), betale underholdsbidrag sat sygesikring til eks-partneren resten af vedkommendes liv og dermed sørge for at dennes levestandard ikke ændredes. Med den nye lov kan underholdsbidragene tidsbegrænses indtil barnet er 8 år gammelt, derefter må man finde sig et arbejde.

I dag er kun 21,7 % af de ledende positioner i Tyskland besat af kvinder, selv om de udgør 51 % af dimittenderne fra Universitetet. For at forstærke dette findes såkaldte Ehegattensplitting, der giver en betydelig skatterabat til den partner, hvis vedkommende tjener betydelig mere end den anden. Denne ordning stammer tilbage fra Konrad Adenauers tid og blev indført for at beskytte ægteskabet og familien (og gælder derfor ikke for homosekuelle par). Dette er stadig begrundelsen, der bliver givet af det kristeligt-konservative regeringsparti, CDU.

Dette fører til at pasningsmulighederne er få, børnehaver er et socialt tilbud, ikke et sted man parkerer sine børn, mændene tager kun sjældent barselsorlov, selv om de kan og kvinderne, de brokker sig ikke.

Man tror jo det er løgn, som dansk karrierekvinde, med et ben i børneværelset og et andet i kontoret. Kvinder vælger i høj grad frivilligt at blive hjemme og passe børnene, mens de er små. Ofte vender de tilbage til arbejdslivet, når børnene er blevet ældre. Især i de små byer og landsbyer er dette meget udpræget, og der bliver decideret set skævt til en kvinde, der vælger karrieren frem for børnene. Man hører også om voksne børn, der kritiserer deres arbejdende mor: hvorfor forlod du mig?

Ikke desto mindre bliver kvoter også debatteret her, især af kvinder. Der er en ”kvinderepræsentant” på enhver arbejdsplads, kvinder (og handicappede) bliver favoriserede i forhold til mænd ved samme kvalifikationer i offentlige stillinger og socialdemokraterne (SPD) ønsker at indføre en kvindekvote på 40 % for bestyrelser i børsnoterede selskaber. Selv arbejdsministeren Ursula von der Leyen, der i øvrigt selv har syv børn, fra CDU er med på vognen.

Der er bare ét problem; de tyske kvinder ønsker ikke at være karrierekvinder. Ifølge en undersøgelse foretaget af det Tyske Magasin Der Spiegel ønsker omtrent 75 % af tyske kvinder en kvote, men kun ca. 20 % har en ledende stilling. Til gengæld er det kun 25 %, der overhovedet vil have en ledende stilling. Så det ser ud som om kvinderne er, hvor de vil være.

Ifølge samme undersøgelse synes 88% af de tyske mænd at kvinder er lige så kvalificerede som mænd, til ansvarsfulde positioner, mens det samme kun gælder for 85% af kvinderne. Når man ser på kendte, tyske kvinder i politik, medier og erhvervsliv, er de anerkendte og respekterede ledere. Med kansler Angela Merkel som paradeeksempel, træder kvinder i den grad i karakter. Kvinder som den lesbiske talkshowvært Anne Will og nyhedsoplæser Caren Miosga træder frem som positive forbilleder. Når kvinder opnår høje positioner bliver deres køn irrelevant.

Kvinder er ansete deltagere i samfundet, om de gør karriere eller bliver hjemme hos børnene. De fleste føler sig ikke undertrykte eller forfordelte. De anser det som deres eget frie valg, når de fleste vælger at blive hjemme med børnene, selv om det er velset at opgive karrieren for børnenes skyld. Det er også en af grundende til den 30 % forskel, der er på mænd og kvinders løn ved samme arbejde. Mange kvinder vælger at blive hjemme hos børnene i flere år, nogle fordi de ikke kan finde et pasningstilbud til barnet.

Det er usandsynligt at loven om kvoter bliver gennemført så længe Angela Merkel er ved roret, hun har udtrykt sig meget negativt om ideen. Skulle de tyske socialdemokrater (SPD) komme til magten efter et valg, er det mere sandsynligt, og Tyskland vil stå overfor det samme problem som Norge. Der vil ikke være nok kvinder i mellemlederpositionerne med tilstrækkelig erfaring til at dække behovet i toppen.

Jeg tror det vil tage lang tid at ændre den meget fasttømrede grundidé om den selvopofrende mor og den hårdt arbejdende far, men mange unge kvinder er villige til at gøre forsøget.  Derfor vil man helt sikkert se flere kvinder i job og i lederstillinger, men aldrig i samme grad som i norden og måske er det godt nok.

(Billederne er lånt på sxc.com hhv. fra profilerne carluk2007, nilob og kurhan)