Af Parnuna Egede

Hvordan har kultur, tradition og tro haft indflydelse på kvindesynet i Grønland?

Ud fra myter, sagn, fortællinger og overleveringer fra den gamle Inuit-kultur, kan man fornemme et ret komplekst kvindesyn. Mænd og kvinder havde ellers tydelige kønsroller, hvor manden tog på fangst, kom hjem med byttet og fremstillede våben, og hvor kvinden tog sig af parteringen, madlavningen og skindsyningen, mens de i fællesskab byggede boliger. De opdelte roller gjorde hvert køn til specialister inden for deres egne områder, som hver især var nødvendige for at kunne overleve de til tider barske omstændigheder som Arktis kunne byde på. Trods den indbyrdes afhængighed er der mange tegn på, at manden havde en stærkere position end kvinden. En storfanger kunne tage sig flere koner, hvis han kunne forsørge dem, mens det omvendte sjældent skete. En mand kunne låne sin kone ud til en forbirejsende fanger for at reparere skindtøj og/eller varme midlertidigt i sengen, og der var tit historier om konebytninger eller ligefrem bortførelser af kvinder og den strid, det kunne medføre. Med en tro på at verden var befolket med ånder, at alt havde sjæle og visse egenskaber og de overvældende naturkræfter, som mennesket var underlagt, opstod der mange taburegler om folks opførsel. En del var strenge og omhandlede, hvad kvinder måtte og ikke måtte. Hun var farlig og kunne forårsage stor skade. Bl.a. måtte hun ikke slå sit hår ud på land, når en mand var ude i sin kajak på havet i nærheden, for så risikerede han at kæntre og drukne. De mange undertrykkende regler tyder også på en grundlæggende frygt for kvindernes uberegnelige magt i samme stil med naturkræfterne. Det er ikke et tilfælde, at den vigtigste sagnfigur i Inuit kulturen er en kvinde, Sassuma arnaa, havets herskerinde. Hun kontrollerede alle havdyr, og dermed Inuitternes tilgang til føde, og når de sultede måtte de sende en åndemaner ned til havets bund for at rense hende fra alle menneskers ugerninger og overtrædelser af taburegler og formilde hende til at slippe fangstdyrene fri igen. Som en af de få kulturer i verden er Solen også en kvinde, mens månen er hendes bror, som begærer hende og forfølger hende, men aldrig indhenter hende. Fortællingerne byder både på svage og stærke kvinder i en tid med stærkt differentierede roller.

Op gennem koloniseringen smittede det europæiske kvindesyn af på den grønlandske kultur og afmystificerede kvinden samtidig med, at hun stadig var underlagt manden. Dog blev kvinderne også inspirerede af de danske kvindebevægelsers kamp for stemmeret og ligestilling og opnåede da også stemmeretten, om end noget senere end deres danske medsøstre. Udviklingen i Grønland er gået ufatteligt stærkt gennem de sidste 100 år, og kvindesynet i dag er ikke meget anderledes end den overordnede vestlige verdens opfattelse af kvinden som ligeværdig, hvis ikke helt i praksis, så i hvert fald som erklæret mål.

Hvilke tiltag har man fra politisk side foretaget på ligestillingsområdet?

I 1998 blev Grønlands ligestillingsråd nedsat af det daværende Hjemmestyre, og i 2003 blev der sat yderligere fokus på emnet med en ligestillingslov. Fra Naalakkersuisut/Selvstyrets side kommer der nu og da en opdatering med tal på, hvor langt vi er nået med ligestillingen, som følges med stor mediebevågenhed.

Bl.a. er der fokus på følgende ligestillingsproblematikker:

”Ligestillingsrådet finder det problematisk, at mænd sakker bagud i uddannelsessystemet, at beregninger fra Grønlands statistik viser, at kvinder får op til 33 % mindre i løn end mænd, at der er alt for megen kønsrelateret vold i samfundet, at der er for få kvinder i ledelsesgangene og for få kvinder i de politiske virksomhedsbestyrelser, og at der er skæv barselsordning mellem mænd og kvinder.”

Mere kan læses på Ligestillingsrådets hjemmeside:

Hvor meget fylder kønsdebatten i Grønland?

I medierne opstår der fokus på kønsdebatten i ny og næ, specielt når Naalakkersuisut/Selvstyret offentliggører en rapport om, hvor langt man er kommet med ligestillingsarbejdet, eller når lignende sker i Danmark, eller hvis de sociale myndigheder, arbejdsgiverforbund, arbejdere eller politiet melder ud om aktuelle problematikker. Meget af debatten foregår netop i medierne, og på det politiske niveau, men det er mere sjældent, at vennekredsen eller familien vender emnerne privat.

Hvilken type debattører dominerer debatten?

Som sagt er det ofte politikere, sociale myndigheder, arbejdere og arbejdsgivere samt politiet, som giver input til debatten i medierne. Oftest bliver det debatteret internt i Grønland, men nogle gange stilles der pludseligt skarpt på os fra resten af verden, når Danmark skal afgive rapporter på vegne af Grønland til relevante FN organer, og resten af verden kigger med over skulderen. Når det sker, sættes debatten heroppe lige en tand ekstra op i gear, og politikerne får travlt med at gøre noget ved enkeltsager eller diskutere tiltag til generelle forbedringer. Det er nok heller ikke helt af vejen at sige, at det mest er veluddannede folk, som styrer debatten, men det er også en generel trend for alle emner.

For nyligt blev et nyt officielt netværk dannet, som hedder ”Tamatta akuusa” – Lad os alle involvere os. Netværket blev dannet af en gruppe kvindelige initiativtagere, og målet er mangfoldighed i ledelse. Selv kom jeg med til introduktionsmødet og blev inspireret til at blive medlem. I første omgang samles vi kvinder i dette forum, hvor vi kan sparre om, hvordan vi får flere kvinder repræsenteret i ledende stillinger, hvor vi stadig er underrepræsenterede. Men på lang sigt har initiativtagerne meddelt, at ”For netværket handler mangfoldighed i ledelse ikke kun om køn, alder, baggrund, og nationalitet. I det store billede handler netværket også om at være med til at virksomhederne udvikler sig positivt i samfundet.” På det seneste møde var HR-chefer fra nogle store grønlandske virksomheder blevet inviteret og spurgt om, hvad de konkret kunne gøre for at fremme kvinder i topledelser og bestyrelser. Her blev det hurtigt klart, at virksomheder og deltagere var ret enige om, at kvinder og mænd ikke nødvendigvis er lige og skal behandles ens, men derimod at kvinder og mænd er forskellige og kan supplere hinanden, og at alle skal have lige muligheder. Det danske netværk Wow-women har lavet en undersøgelse kaldet ”Diversity at work”, som i disse ligestillingstider overraskende dokumenterede, HVOR forskellige mænds og kvinders prioriteringer er i forhold til lederstillinger. Hvor økonomiske bonusordninger var den største motivation for mænd til at tage imod et tilbud om en ledende stilling, var den største motivation for kvinder… rengøringsassistance! Og vi har ikke grund til at tro, at det er meget anderledes i Grønland, hvis ikke værre. Dog virker virksomhederne i Grønland bevidste om debatten og deler ønsket om mere ligestilling og mangfoldighed, fordi det giver resultater på bundlinjen, men det varierer hvor bevidst og målrettet indsatsen er.

Læs en pressemeddelelse om oprettelsen af Tamatta akuusa her:

Læs ”Diversity at work” rapporten her:

Hvilke forandringer er der sket inden for ligestillingsområdet de sidste 10-20 år?

Billedet er stadig komplekst, men i store træk har kvinden på visse områder halet godt ind på manden, og ligefrem overhalet ham, mens hun stadig har en del at indhente på andre områder. For eksempel er der i dag en større andel af højtuddannede kvinder end mænd, og der tales ligefrem om, at den store andel af ufaglærte grønlandske mænd har mistet sit selvværd og har brug for støtte til at komme ind i uddannelsesræset igen. På den anden side sidder der stadig flest mænd i topledelser og bestyrelser, selvom det nu ser nogenlunde kønsligeligt fordelt ud på mellemledertrinet. Af netop denne grund tjener grønlandske kvinder i gennemsnit stadig 33 % mindre i løn end grønlandske mænd, og noget tyder på, at kvinder som i resten af verden er dårligere til at forhandle og kræve mere i løn end mænd, når de skal forhandle deres løn individuelt. Desuden er barselsordningerne stadig skævt fordelte mellem mænd og kvinder og halter desuden sørgeligt efter det danske niveau. I ligestillingens lys er kvinden desværre også godt i gang med at indhente manden i forhold til alkohol- og tobakforbrug, og selvom der traditionelt set stadig er mest vold imod kvinder, ser man også tilfælde med kvinder som bruger vold mod mænd. Vi behøver vel ikke ligestilling på alle områder?!

Hvordan fremstilles kvinden i mediebilledet?

Som i de gamle Inuit-fortællinger fremstår kvinder i mediebilledet i dag både som svage og stærke. Side om side med historier om voldsramte kvinder i dybe sociale problemer, ser vi de fremadstormende unge kvindelige politikere, som både kan og vil. Lige for tiden kører valgkampen for de to eftertragtede grønlandske pladser i Folketinget, og både ved tidligere folketingsvalg og nu nyder kvinderne stor popularitet og tiltro. Vi har de gode historier om kvindelige sangerinder, sportsudøvere og kulturbærere som forbilleder, og de mindre gode historier om kvinder, som flygter ind på kvindecentre, voldtages eller udsættes for vold. Vi ser også historier om de temperamentsfulde kvinder, som i fuldskab stikker knive eller sakse i deres mænd. Vi ser tit kvinder i modetøjsannoncer som smukke og forfængelige objekter, men ret sjældent ser vi kvinder som egentlige sexobjekter i medierne. Virksomheder kan godt lide at fortælle gode historier om dem selv og fremhæver ofte de kvinder på deres arbejdsplads, som klarer det godt og trives og videreuddannes. Der diskuteres kønskvotering og andre tiltag for at fremme ligestillingen, og der er blevet udnævnt en Ligestillingsdag (20. maj) for at sætte mere fokus på det.

Eksempel på fremstillingen af kvinder i mediebilledet:

(Billederne er bloggerens egne)