Af Laura Lindahl, Liberal Alliance

I 1971 udførte psykologen Dr. Philip Zimbardo et dramatisk eksperiment: “The Stanford Prison Experiment” – et sociologisk eksperiment der gik ud på, at almindelige mennesker skulle påtage sig rollen som enten fange eller vogter i et simuleret fængsel.

Eksperimentet har fået meget omtale, idet det udviklede sig ret markant. Vogterne blev brutale, hvilket resulterede i, at fangerne blev mere og mere traumatiserede. På trods af, at alle deltagere i eksperimentet vidste, at det var et eksperiment, kunne man konstatere, at rollen som enten vogter eller fange blev til virkelighed for deltagerne.

Med andre ord: man opfører sig som det forventes af en.  Dette var en af de væsentligste konklusioner; at omgivelserne afgjorde deltagerne opførsel – en konklusion der kan forekomme kontroversiel, da individets ansvar dermed minimeres og lægges over til omgivelserne. Men alligevel en interessant konklusion, som giver anledning at reflektere videre på. 

I bogen “The Lucifer Effect” (2007) forsøger Zimbardo at forklare, hvordan raske, normale mennesker med en såkaldt sund moral bliver brutale mordere og torturbødler. Han prøver at kortlægge et miljø frem for at betragte mennesket isoleret.

Zimbardo indleder filosofisk med at definere ondskab som en kulturel konstruktion. Herefter fører han læseren gennem forholdene i eksperimentet og deltagernes reaktioner og adfærd. Man får en fornemmelse af, at der er tale om mønstre, som er årsag til hvordan deltagerne naturligt og overraskende hurtigt faldt ind i deres roller som hhv. fange eller vogter.

Zimbardo holder fokus på det faktum, at almindelige raske mennesker forvandlede sig til sadister, fordi de havde fået tildelt en særlig rolle. Regler dikterede virkeligheden, og rollerne underbyggede den – ikke kun den enkeltes rolle, men også de andres roller bidrog til en bestemt selvforståelse hos den enkelte.

Offerrollens lænker
Hvad er min pointe med at gengive “The Stanford Prison Experiment” ? Jo, sagen er den, at jeg mener konklusionerne fra eksperimentet er interessant i forhold til vores samfund. Over halvdelen af danskerne er på offentlig forsørgelse, om 10 år er dette antal vokset til 60%.

Hvad betyder rollen som ikke-selvforsørgende for den enkeltes selvopfattelse og de øvriges borgeres opfattelse af denne? Og hvilke konsekvenser har dette for den enkelte og samfundet? Hvis vi følger eksperimentet vil rollen, som i dette tilfælde er rollen som ikke-selvforsørgende, have enorm betydning for selvopfattelsen – man fastholdes i rollen som et offer, der ikke kan forsørge sig selv.

Og det er en tendens, som vi kan frygte at se mere af, efter danskerne har valgt en S-SF-ledet regering! Oppositionen har hele valgkampen gjort en dyd ud af at fremstille størstedelen af den danske befolkning som ofre. Ofre for ulighed i alle mulige afskygninger.

Lighed som ideal
Ulighed er af venstrefløjen blevet fremstillet som en virus. Noget altødelæggende, som skal udryddes for enhver pris. Det er et fænomen, der som en skovflåt sætter sig på legemet Danmark og giver os en dødelig injektion. Vi må for vores egen skyld bekæmpe denne infektion, som Danmark har symptomer på, ellers ender det galt.

Lighed er nemlig blevet vores religion, fundamentet for det gode liv og det ideelle samfund. Lighed er det guddommelige. Dette kan ingen dansker være i tvivl om, vi ser jo bl.a. hvordan enhver skæv kønsfordeling provokerer til forsøg på udligning og hvordan enhver økonomisk forskel i de danske husstande med overgreb udlignes. Vi skal være lige. Alle sammen.

Dette er nutidens Danmark. En nation hvor homogen er det nye sort og spirende buzzwords fornøjeligt springer ud – f.eks. kønskvote og øremærket barsel til mænd. Det er ikke kun dem på offentlig forsørgelse der er ofre, det er også alle kvinderne og de mænd, der ikke tager 12 ugers barsel. 

Dermed er langt størstedelen af den danske befolkning ofre, ofre for uligheden. Hvad er konsekvensen af dette? Jeg mener, det har katastrofale konsekvenser for det personlige ansvar. Et offer er en person, som er udsat for en eller anden uretfærdighed og dermed ikke står til ansvar for den pågældende situation. Hvis man er udråbt af staten som offer, og man, hvis man følger læringen fra eksperimentet, fastholder rollen, vil den ansvarsløse tilgang gennemsyre ens eksistens, og staten skal således tage ansvaret for hele livet.

Dette er problematisk af flere årsager, dels fordi det ikke er statens opgave at tage ansvar for individet, dels fordi det økonomisk ikke hænger sammen for et samfund og dels fordi det ødelægger livskvaliteten hos den, der defineres som offer.

Mit budskab er, at hjælpe folk til at kunne klare sig selv og stoppe med at gøre forskel på folk, under påskud af lighed. Lad den enkelte tage ansvar. På den måde vil den enkelte formentlig føle sig som en del af samfundet og opleve den værdi, som arbejde medfører som en måde at få mening i tilværelsen frem for at være fastlåst i rollen som offer.

Alt at vinde
Samtidig vil samfundet opleve økonomisk gevinst ved at gøre overførelsesindkomst modtagere til skatteydere – en positiv bivirkning, der ikke bør være til at overse, i den økonomiske situation Danmark står i. Lad kvinderne dyrke karriere på eget initiativ og ikke med hjælp fra staten – det er diskriminerende ikke at ansætte på baggrund af kvalifikationer, men med udgangspunkt i ansøgerens køn . Og lad fædrene tage barsel i det omfang, de ønsker det – det er heller ikke statens opgave at fordele barselsugerne i den enkelte familie.

Set fra et etisk og et økonomisk perspektiv er der altså ingen rimelighed i at gøre de danske borgere til ofre i det omfang, vi oplever fra venstrefløjen. Det fastholder borgerne i en uønsket rolle og ødelægger vores samfund – og der er endda en vis sandsynlighed for, at det skaber en endnu større kløft mellem ofrene og de stærke, hvis man skæver til eksperimentets konklusioner – hvis der overhovedet er flere stærke tilbage..

Billedet er fundet hos profilen “zaracuda” på sxc.hu.