Damerne har inviteret en jurakyndig til at gæste bloggen med en analyse af ligestillingsloven. Læs det meget interessante resultat herunder. Bon appétit!

Af Rasmus Moliin

Ligestillingsloven hviler på den fejlagtige antagelse, at ligestilling kan læses i statistikker, og at lighed i resultater er væsentligere end lighed i rettigheder.

“There is all the difference in the world between treating people equally and attempting to make them equal”. Dette gamle Hayek citat illustrerer på glimrende vis det problematiske i ligestillingsloven – idéen om, at ligestilling skal fremgå af statistikker og ikke af loven.

Ligestillingsloven, som har været gældende siden 1. juni 2000, er en generel lov for ligestillingsområdet, der i høj grad angiver formål samt generelle principper og retsstandarder for ligestillingsområdet, men som efter lex specialis princippet (den specifikke lov går forud for den generelle) viger tilbage, hvis andre og mere specifikke love, som eksempelvis ligelønsloven eller ligebehandlingsloven, finder anvendelse.

Ligestillingsloven fastslår indledningsvis, at lovens formål er at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder, herunder lige integration, lige indflydelse og lige muligheder i alle samfundets funktioner med udgangspunkt i mænd og kvinders lige værd. Hertil kommer, at loven skal modvirke såvel direkte som indirekte forskelsbehandling, chikane og sexchikane.

Det slås fast i forarbejderne til loven, at hvor fokus inden for ligestillingsområdet tidligere havde ligget på at sikre kvinders rettigheder, skulle denne lov være grundlaget for det nye årtusinds ligestillingsarbejde med et bredere fokus, idet det nye og moderne ligestillingsarbejde skulle omhandle begge køns lige muligheder, herunder lige i indflydelse på det demokratiske velfærdssamfunds videre udvikling. Ønsket var altså at markere et skifte fra rettighedsligestilling til resultatligestilling.

Ligestillingslovens væsentligste princip er forbuddet mod direkte og indirekte diskrimination. Forbuddet gælder alle og er altså ikke begrænset til arbejdsgivere.

Direkte diskrimination vil foreligge, hvis en arbejdsgiver giver kvinder lavere løn med den begrundelse, at de er kvinder, mens indirekte diskrimination foreligger, hvis en tilsyneladende objektiv og kønsneutral praksis eller politik, har en kønsmæssig slagside.

Denne regel skal ses i sammenhængen med lovens bevisbyrderegler, hvorefter det alene er op til den person, der påråber sig en krænkelse, at sandsynliggøre, at en krænkelse har fundet sted, hvorefter det er op til den anden part – typisk vedkommendes arbejdsgiver – at bevise, at der ikke foreligger diskrimination.

Samme regel gælder ved chikane. Chikanøs adfærd skal ikke kun forstås som værende klap bagi, men som noget, der kan antage forskellige former, herunder fysisk, psykisk, skreven, verbal eller visuel, og omfatter adfærd af seksuel karakter eller anden kønsbestemt adfærd, der krænker kvinders eller mænds værdighed på arbejdspladsen.  Omfattet er altså, hvor en person bliver bagtalt eller isoleret på grund af sit køn eller føler sig krænket over sexistiske vittigheder. Det behøver ikke engang at være kollegaernes hensigt at isolere den ene kvindelige ansatte, fordi hun er kvinde, da også ”uagtsom chikane” er omfattet af bestemmelsen – og igen er det kun op til den krænkede at sandsynliggøre, at der har fundet chikane sted, hvorefter den anklagede skal modbevise påstanden.

At fokus er flyttet fra rettighedsligestilling til resultatligestilling kommer for alvor til udtryk ved lovens § 3, der rummer hjemmel til, at ministre kan indføre positiv særbehandling på deres område, ligesom ligestillingsministeriet har udarbejdet en bekendtgørelse, der fastslår hvornår en myndighed ikke behøver tilladelse fra ressortministeren for at iværksætte positiv særbehandling – fx en række nærmere bestemte tiltag til at tiltrække det ene køn, hvis det er repræsenteret med 25 % eller derunder på et område.

Adgangen til positiv særbehandling illustrerer det problematiske i at bedømme status på ligestilling ud fra statistikker.

For positiv særbehandling vil altid være diskrimination af det køn, der ikke får særbehandlingen. Vedkommende vil blive stillet dårligt på baggrund af sit køn, fordi dette køn traditionelt har klaret sig godt det pågældende sted – det er endvidere svært at se, at det skulle være mindre krænkende at blive diskrimineret, fordi ens køn har klaret sig godt inden for et område, end fordi det har klaret sig dårligt.

At aflæse ligestilling i statistikker, harmonerer altså dårligt med ligestillingskampens formål – at man bliver anskuet som individ og ikke bare et medlem af en gruppe.

I lovens Kapitel 4 om kønssammensætning i offentlige udvalg og bestyrelsesposter i den statslige forvaltning, går denne problematiske tilgang igen. Her kan man læse, at offentlige udvalg, kommissioner og lignende bør have en ligelig sammensætning af kvinder og mænd. Formuleringen er ændret i forhold til tidligere, hvor en ”afbalanceret” sammensætning var tilstrækkelig, men nu fastslår loven, at der bør være lige mange af hvert køn i et udvalg – eller en mere af det ene køn end det andet, hvis udvalget har et ulige antal medlemmer.

Der åbnes dog med brugen af ordet ”bør” for en kattelem, da det er muligt at fravige kravet til sammensætning, hvis der er objektive og saglige grunde – for eksempel at det ikke kan lade sig gøre at opdrive tilstrækkeligt kvalificerede kvinder til at kunne indstille et lige antal kvinder og mænd. Det kræver dog, at den pågældende minister får en god forklaring for den ulige sammensætning, da ministeren ellers kan vælge blot at lade den eller de omstridte udvalgspladser stå tomme. Samtidig skal ligestillingsministeren underrettes ved nedsættelse af offentlige udvalg og denne underretning skal ske i tilstrækkeligt god tid til, at ligestillingsministeren kan nå at protestere til den relevante ressortminister og eventuelt anmode om ny sammensætning af udvalget.

Alt i alt illustrerer ligestillingsloven, at det største ligestillingsproblem i Danmark er den måde, ligestilling anskues.

Ligestilling handler ikke længere om lighed i forhold til frihed og rettigheder. Det kan således være bedre eksempelvis at lade en udvalgspost stå tom, end at give det til en kvalificeret kandidat, såfremt denne kandidat tilhører et køn, der allerede er repræsenteret på 50 % af udvalgspladserne.  Den pågældende diskrimineres således direkte ved at blive nægtet en stilling alene i kraft af sit køn til trods for, at det netop var diskrimination, loven skulle modvirke.

Med sit overdrevne fokus på ligestilling i resultater virker loven således mod det, der skulle være ligestillingskampens formål, da en sådan ligestilling ikke kan opnås uden at gå på kompromis med princippet om ligestilling i rettigheder. Der ser altså ud til at være foretaget et politisk valg om, at det ikke er så vigtigt at kønnene er lige – det er vigtigt, at de gøres ens.