Vi har brug for ‘best people’
Vi fortsætter vores lørdagsserie i rækken af ungdomspartier i Danmark. Denne gang med et indspark fra Jakob Engel-Schmidt, Formand Venstres Ungdom, der mener, at det er kvindernes eget ansvar at nå til tops i bestyrelsesverdenen – fordi vi har brug for ‘best people’. Velbekomme!
Af Jakob Engel-Schmidt, Formand for Venstres Ungdom
Aktionærforeningen ”Best Women” er gået ud af deres gode skin af forargelse over, at det hidtil eneste kvindelige medlem af Novo Nordisk’ bestyrelse snart er fortid. Foreningen overvejer nu at foretage massive opkøb af Novo aktier, og bruge deres indflydelse til at vælge en kvinde til bestyrelsen – koste hvad det vil.
Egentlig er historien helt udramatisk. På den kommende generalforsamling d. 23 marts udtræder Pamela J. Krikby af bestyrelsen og bliver erstattet af to tidligere medicinaldirektører. Det drejer sig om to mænd, der tilsammen har besat direktionsstillinger i virksomhederne AstraZeneca, Johnson & Johnson, Bristol-Myers Squibb, Sandoz og Smith Kline. Førnævnte er vel at mærke virksomheder, som alle tilhører medicinalindustriens absolutte superliga.
Hver især kan de nye bestyrelsesmedlemmer tilføre selskabet strategisk indsigt og netværksforbindelser med reel udviklingsværdi. Der er altså ingenlunde tale om en kvindefjendsk indstilling fra Novo-ledelsens side. Tværtimod gør ledelsen sin pligt overfor aktionærerne, og indstiller de kandidater med de bedste kompetencer og forudsætninger for at få aktiekursen til at stige.
Best Women er naturligvis velkomne til at bruge deres sparepenge på at promovere deres egen kandidat. Organisationens Næstformand, Sidsel Schmidt Andersen siger til Busines.dk, ”Vi tror på, at diversitet, også når det gælder køn, giver den bedst mulige bestyrelse. (..) Danske virksomheder halter langt bagefter både Norden og Sydeuropa. Derfor er vi nødt til at have en lovgivning, som sikrer variationen i bestyrelsen,”
Som flertallet af fortalerne for kønskvoter forholder Sidsel Schmidt Andersen sig overhoved ikke til spørgsmålet om kompetencer. Hun opfatter det som en gudgiven selvfølge, at kvindekønnet kan bidrage positivt til Novo Nordisk udvikling, blot det er repræsenteret i bestyrelsen. Problematikken er behandlet flere gange – særligt her på bloggen. Derfor har jeg ingen ambitioner om at gentage de mange velkendte argumenter, men nøjes med at konstatere, at Best Women og undertegnede ikke deler holdninger.
Det virkelig interessante spørgsmål i ligestillingsdebatten er, om nogen kan præsentere en saglig forklaring på det lave antal kvindelige ledere og bestyrelsesmedlemmer. Påstande om Old-boys-networks og vanetænkning er selvsagt ikke tilstrækkelige. Personligt er jeg overbevist om, at forklaringen er ganske simpel og ligetil. Antallet af kvindelige studerende på cand.merc., Civilingeniør-studiet og cand.polit. var, så vidt jeg har forstået, særdeles beskedent for blot 30 år siden.
Overraskende nok er det netop disse uddannelser, som hovedparten af landets topchefer har stående på CV’et. Antallet af kvindelige studerende på førnævnte uddannelser er vokset støt siden slutning af 70’erne. Jeg forventer derfor, at organisationer som Best Women og dens disciple bliver svært skuffede de kommende år. I takt med de kvindelige ingeniører, økonomer og civil-økonomer stiger i graderne og når toppen, forsvinder eksistensberettigelsen for mennesker, der betragter kønskvoter som strengt nødvendige.
Min påstand bør naturligvis underbygges af videnskabelige undersøgelser. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det ultimativt er kvindernes eget ansvar. Karrierevejen er klar og åben. Så vil man gerne til tops i Novo behøver man ikke alliere sig med Best Women, men kan nøjes med at indskrive sig på cand.polit og blive en del af ”Best People”
Billederne er lånt af profilen mzacha på sxc.hu.
Jakob Engel-Schmidt efterlyser, i sidste afsnit af sit indlæg, sine påstande underbygget af videnskabelig fakta. Derfor vil jeg gerne henvise til DJØF’s rapport “Køn og Ledelse” som umiddelbart påpeger et problem som Jacob Engel-Schmidt ikke har forholdt sig til i ovenstående indlæg.
Jacob Engel-Schmidt antager at man vælger den bedste til jobbet, men er det en korrekt antagelse? DJØF sætter med sin rapport et spørgsmålstegn ved denne forudsætning og fremfører argumentet at den bedste til jobbet ikke bliver valgt, når kvinden fravælges.
DJØF mener at kunne påvise at trods den store stigning af højtuddannede kvinder i den chefmodne alder, ses der ingen tilsvarende relativ stigning af kvinder på chef-posterne.
http://www.djoef.dk/Blade/djoefbladet/Arkiv/DJOeFBladet2008/DJOeFBladetnr182008/DJOeFkraeverligestillingiledelse.aspx
Det ser umiddelbart ud til at DJØF skyder Jakob Engel-Schmidt påstande i sænk og endda med en rapport, som man må formode bygger på statistik hentet ude fra virkeligheden. Set i dette lys kan Jacob Engel-Schmidt’s tilbagelænede laizze faire holdning til problemet “kvinder i ledelse” virke en anelse naiv. Hvem siger at det ikke forholder sig omvendt – at den bedst egnede kandidat fravælges, pga. konform vanetænkning og konventionel visdom – eller simpelt hen fordi vedkommende er en kvinde?
@Mark Wrobel
Måske er det bare mig, men så vidt jeg ved er diskrimination ulovligt i Danmark? Hvis du har ret kan jeg kun opfordre dig og andre til, at finde beviser for dit standpunkt og hurtigst muligt gå til domstolene. Jeg ved godt, at det er meget at bede om, men på den anden side forstår jeg ærlig talt ikke hvorfor så mange kvinder åbenbart finder sig i denne diskrimination. Hvad skulle årsagen være? Hvorfor vælter det ikke ind med retssager?
Alternativt kan du også genoverveje den anden forklaring om, at kvinder slet ikke er interesseret i at søge den slags topposter og derfor heller ikke får dem. Dels vil jeg gerne påpege, at det i mange sammenhænge faktisk er en fordel at være en kvinde og at de derfor tit får en flyvende start. Helle Thorning Schmidt blev jo nærmest båret ind som partileder selvom hendes CV ikke var imponerende og hun har i dag gode chancer for at blive statsminister. Dels er der jo også vigtige stillinger i samfundet, som kvinder direkte kan stemme på – eksempelvis valg til Folketinget – men hvor der stadigvæk er en overvægt af mænd og hvor det har taget lang tid at ændre sammensætningen af Tinget selvom kvinderne allerede for knap hundrede år siden fik valgret. Helt nøjagtig er 37,4 pct. af Folketingets 179 medlemmer er kvinder, så end ikke Folketinget ville anno 2011 leve op til kravet om 40 pct. repræsentation af kvinder. Men er det så virkelig et tegn på diskrimination???
Derudover har jeg også ærlig talt et problem med argumentet om, at kvinder skal promoveres simpelthen fordi de er kvinder. Hvorfor så ikke også sige, at handicappede bør være repræsenteret i bestyrelser fordi de også er en del af samfundet? Eller hvad med de blinde? Eller nydanskerne? En virksomhed som Novo Nordisk har til formål at konkurrere på et globalt marked og har derfor ikke råd til fejltagelser. Der er masser der taler for, at få kvindelig arbejdskraft i toppen da kvinder som vælgere og forbrugere betyder stadig mere, men det er samtidig endnu mere der taler for, at kvinder med dårlige kvalifikationer ikke burde komme til tops. Som Milena Penkowa, Birthe Rønn Hornbeck og Lene Espersen viser, kan kvinder sagtens burde være svindlere eller simpelthen inkompetente til deres job, akkurat som mænd i tilsvarende positioner også sagtens kan være dovne, uduelige og ligefrem kriminelle.
Hej Robert Pedersen
Det jeg ville med mit forrige indlæg, var at rokke ved den antagelse at de bedste hoveder pr. automatik bliver valgt. Det er ingenlunde en sandhed man kan tage for givet.
Det er også hvad DJØF rapporten henviser til, når de skriver at der ikke ses en tilsvarende relativ stigning af kvinder på chef-posterne, på trods af flere højtuddannede kvinder i den chefmodne alder. At kvinderne måske ikke vil et lederjob er åbenbart også en myte, som DJØF tilbageviser.
På baggrund af ovennævnte, foreligger der et par fortolkningsmuligheder. Enten er kvinder ikke smarte nok, på trods af høj uddannelse (hvilket jeg ikke tror!), eller også er kvinden blevet fravalgt pga. traditionel vanetænkning, konventionel visdom og en generel “lad os nu gøre som vi plejer” holdning. Den sidste mulighed finder jeg langt den mest sandsynlige, dog uden at jeg af den grund hævder at der er handlet i “ond” tro, men snarer at der kan være tale om indgroede vaner og en vis konservatisme.
Ligesom befolkningen, er også erhvervslivet underlagt konformitet og vanetænkning. Derfor er diskussionen om kvinders ligestilling kontra vanetænkning og traditioner vigtig.
Men, er der ikke blevet snakket og diskuteret længe nok? Har debatten ikke været højrøstet nok, så den også kunne høres inde fra støvede bestyrelseslokaler? I dette “spil” er truslen om kønskvoter en højrøstet raslen med sablen, der burde få selv den mest traditionsbundne leder, til at få øjnene op for at noget kunne være anderledes. Det er ikke et udtryk for professionalisme at afskære sig fra en stor højtuddannet talentmasse, når morgendagens leder skal udpeges. Kønskvoter eller ej, så er det nok det vigtigste budskab at få frem.